Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den uperfekte krop

Caspar Erics anden poesibog rummer invitationen til en debat om kropsdyrkelse og handicap.

Sårbarhed og vrede er drivende energier i Nike, hvor Caspar Eric beskæftiger sig med tidens kropsdyrkelse og selviscenesættelse.
Sårbarhed og vrede er drivende energier i Nike, hvor Caspar Eric beskæftiger sig med tidens kropsdyrkelse og selviscenesættelse.

Med poesibogen »7/11« gjorde Caspar Eric for netop et år siden sin både bemærkelsesværdige og tidstypiske entre på lyrikscenen med en bog, der i dén grad lignede et generationssignalement, og som uhyre virkningsfuldt trak på hele internetkulturens og de sociale mediers gloseliste fra instagram og hashtag til playlister og snapchat. Umiddelbart antyder titlen »Nike« på forfatterens anden bog en slags fortsættelse af samtidsportrættet.

Løbesko eller sejrsgudinde! Navnet Nike signalerer i hvert fald kropskultur og kropsdyrkelse med fuldt eftertryk og danner en slags smertelig ironisk kontrast til den ene del af den historie, som langdigtet fortæller, og som få sider henne i teksten komprimeres til en enkelt linje:

»Caspar 28 år og spastiker«.

»Nike« er formet som én lang sammenhængende eller måske snarere løst flagrende tekst med korte linjer løbende ned over de smalle sider. Der er tale om et brev eller en mail adresseret til en ekskæreste, skrevet lige efter bruddet, og som det karakteristisk hedder »sendt fra min iPad«:

»og du har ret det kan godt/være at jeg aldrig finder en/der er så smuk/og god som du var/og som accepterer mig/selvom jeg er handicappet/hvilket det at være alene/virkelig også føles som/lige nu...«

Smerten over bruddet med kæresten blander sig med smerten over at være handicappet med diagnosen cerebral parese stillet ved fødslen. Endnu mere end et digt om kærlighed i krise er »Nike« et digt om den handicappedes oplevelse af at bevæge sig rundt i »den uperfekte krop« midt i en kropsfikseret kultur, eller af at være statist, som det formuleres, »i popkulturens/udspassende liveshow«.

Selviscenesættelse og kropsdyrkelse til debat

Sårbarheden og vreden hører til digtets drivende energier. Caspar Eric afviser offerpositionen og stiller samtidig både skarpt og brutalt ind på en række af de sociale situationer, hvor en anderledeshed opleves intenst, og på nogle af populærkulturens stereotyper, som for eksempel »den haltende skurk« eller »hovedpersonens handicappede ven«.

Selviagttagelsen og selviscenesættelsen, som er en integreret del af de sociale mediers væsen, bringer Caspar Eric med sig som et centralt tema fra »7/11« til »Nike«, og så er langdigtet en klokkeklar tilføjelse til en af tidens litterære trend, hvor forfattere meget direkte og åbenlyst trækker på deres egne historier og involverer både familiemedlemmer, venner og kærester.

Med sin debutbog ramte forfatteren den danske poesi med et overrumplende præcist tids- og generationssignalement. Helt den gennemslagskraft har »Nike« måske ikke. Men invitationen til samtale om tidens kropsdyrkelse og holdninger til »den uperfekte krop« er væsentlig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.