Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den københavnske værthuskultur er endt på museum

Champagne Svend, Lille Henry og et hav af de andre gæster hænger nu i Nikolaj Kunsthal. Det er et fint indblik i byen, som den så ud, dengang man stadig kunne betale sin brandert med et kunstværk

Nikolaj Kunsthal udstiller billeder af værtshustegneren Troels Lybecker. Samme kunstner hænger på flere værsthuse i området, her på Café Nick
Nikolaj Kunsthal udstiller billeder af værtshustegneren Troels Lybecker. Samme kunstner hænger på flere værsthuse i området, her på Café Nick

Det var her, jeg købte min første revolver,« siger min sidemand, da vi tumler ind af den smalle grønne dør til Café Nick.

Det er dog ikke meget våbenhandel over stedet sådan en tirsdag aften. Ved et enkelt bord sidder »Baronen« og holder hof. Den lille mand slår ud med armene, da vi kommer ind. De andre gæster sidder stille med hver deres faste greb om glasset.

»Nick åbnede i 1904 som en bar uden navn. Det var opkaldt efter sømand, der kom forbi og fik en lunken sjus i et beskidt glas af en uforskammet tjener,« fortæller byhistorikeren Allan Mylius Thomsen og tilføjer, at »så meget har det københavnske værtshusliv heller ikke ændret sig«.

Han peger mod det store portræt af Hanne Sacher Brostrøm, der er skildret med smøg i kæften og nedringet kjole. Den vildtlevende stamgæst har selv malet det store billede i midten af lokalet, hvor hun sidder ved siden af digteren og levemanden Jens August Schade.

»I gamle dage var der musik på Vingården på den anden side af gaden. I pausen kunne man så løbe herover og få en flaskeøl på Café Nick. Det sparede man 25 øre på. Hver gang,« husker Allan Mylius Thomsen og fortæller, at der siden er lavet klausuler på områdets bygninger. Nu er den levende musik forbudt. Gaderne omkring Nikolaj Kunsthal er stille og rene.

Han peger ud af vinduet mod Boldhusgade og Laksegade. Her lå engang Den Sorte Tyr og homoklubben Piccadilly, som hurtigt fik et mere mundret kælenavn. Allan Mylius Thomsen var selv ansat dengang, da man fik »adskillige klap i numsen men også gode drikkepenge«. En tidligere kulturminister var en af barens faste og festlige gæster.

I dag er der ikke flere barer i ejendommen. I stueetagen ligger en møbelbutik.

Vi er på byvandring i Minefeltet, arrangeret af Kunsthallen Nikolaj, der netop nu udstiller 60 Troels Lybecker-tegninger, som de blev lavet på områdets værtshuse i årene fra 1970 og frem. Det var dengang, kunstnere og forfattere flygtede fra deres små, fodkolde lejligheder for at dele holdninger og indsigt over »et sæt« eller »en pude«, som var datidens slang for portvin.

For nogen af dem - som Troels Lybecker - var værthusene et åbent atelier, hvor man fandt sine modeller blandt de faste gæster. Flere af Lybeckers billeder hænger stadig på områdets værsthuse, som engang husede flere kunstnere, der var mere tørstige end de var velhavende. Mange barregninger blev betalt med tegninger, og det kan man stadig se på Skindbuksen, Toga Vinstue og Slotskælderen.

I denne tid hænger de også under loftet i Nikolaj Kunsthal. Her er Champagne-Svend, der er tegnet med flasken foran sig. Grønlænderen Joskva, der kom til Danmark for at afsone drabet på sin far og endte blandt Nicks faste kunder. Og Ravnen, der var en smuk, hård mand med skarp profil og langt hår. Han endte med at hænge sig selv i opgangen til cafeen.

Ravnens historie er en af de få, man kan læse på udstillingen. De fleste tegninger får lov at tale for sig selv, så gæsterne må selv bruge tiden og fantasien til at sætte sig ind i Kong Hans og Prinsesse Tove, der er tegnet på Café Nick i 1988. Det virker sløset og ærgerligt, fordi man forpasser en chance for at fortælle nogle vigtige livshistorier.

På udstillingens anden sal vises installationen »Mindfield Maynfield« af Christian Finne, der består af 12 videoer, som viser kunstnerens fremstilling af det hallucinogene stof Chirmora, der udvindes af en kaktus. Finne er del af det yngre værtshusmiljø, men hans værker beskæftiger sig med hans egen rus og ikke de skæbner, han deler den med.

På den måde ender installationen også som et gravsten over den københavnske værthuskultur.

Der bliver stadig færre af de natåbne beværtninger. Færre steder, hvor vi kan sidde og lade natten blive til morgen, mens vi hører andres anekdoter. I dag kan vi dyrke vores egen ros - hjemme eller på en klub, hvor vi ikke behøver at tale sammen.

Byvandringen slutter foran Parnas, der engang var samlingssted for de fine kunstnere. Nu er restauranten lukket ligesom det meste af Lille Kongensgade. Ifølge Allan Mylius Thomsen er vejen »under angreb fra en kapitalfond«. Parnas skal være tøjforretning.

Som man står her og ser på den slidte facade, er det svært at få øje på den levende by, engang var København, da der var potens og livsglæde på gaden. Dengang man måtte råbe højt og falde ved siden af - uden fare for at blive fejet ud i forstaden for at gøre plads til endnu et glaspalads med dyre kontorpladser.

Nu er her stille og ordentligt og nemt at gøre rent. København K er støvsuget for folk. Den levende by er væk.

Heldigvis hænger lidt af den stadig i Nikolaj Kunsthal.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.