Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kulturby

Den evige toer

Aarhus er ved at vokse fra sit urbane traume, siger både arkitekter, byplanlæggere og aarhusianere. Måske fordi byen har lært at leve med, at København altid vil være nummer ét.

Aarhus midtby med Vestergade og Vor Frue Kirke. Foto: Jens Kirkeby.
Aarhus midtby med Vestergade og Vor Frue Kirke. Foto: Jens Kirkeby.

Den første aarhusianer var hverken barista, tatovør, fritidsmusiker eller café-ejer, som det ellers kan se ud på gadeplan. Den første aarhusianer var faktisk sømand. En havnens mand, der sejlede ind i bugten, trak skibet op og slog sig ned.

I dag ligger Dokk1 – byens nye enorme bibliotek - på nogenlunde samme sted. Som et punktum sat for byen, der begyndte som en lille by, der lå i skyggen af sit eget mindreværdskompleks og måske er endt som en regional hovedstad, der i større grad har lært at stå på egne ben.

Det mener i hvert fald Jesper Pagh, der er direktør i Arkitektforeningen.

»Der har længe været noget særskilt über-provensielt over Aarhus, der så hårdt har forsøgt at brande sig selv som »verdens mindste storby« og »den jyske hovedstad«, siger Jesper Pagh. Han indrømmer samtidig, at ordet »provinsielt« er hårdt.

»Men det er lidt tragisk. Aarhus vil altid være nummer to. Og i mange år var det næsten det urbane traume, der markerede byen mest.«

Aarhus har ellers nok at være stolt af. I 80erne var byens musikmiljø flere længder foran det københavnske. Og lokale iværksættere som Uffe Elbæk og Peter AG gjorde kaospiloterne og professionelle studieindspininger til noget, man fandt under postnummer 8000. Byens arkitektskole blev kaldt »den gode skole« af blandt andet Politiken, der elskede store arkitekter som Dorte Mandrup, der dimitterede fra de hvide lokaler på Nørreport.

Men trods alt det gode, der voksede i byens egen baggård, var det alligevel altid København, man målte sig med. Det gav anledning til et mindreværdskompleks, som stadig sidder i sprækkerne af byens image.

»For den kan ikke måle sig med København«, fastslår Jesper Pagh.

»Alene af den grund, at et lands hovedstad rummer centraladministrationen. København har Amalienborg og Christiansborg. Den er landets eneste storby, og den er lille nok i en global sammenhæng. Den kan ingen af de andre danske byer måle sig med.«

Men det er svært at være nummer to. Det gælder ikke kun for Aarhus. Det kan byhistoriker og lektor ved Roskilde Universitet Peter Hegelund Skriver tale med om.

»Samme lillebrorkompleks ser du hos Hamborg, der måler sig med Berlin, og hos Manchester, der gerne vil ligne London. Man forsøger at matche landets hovedstad. Og man gør det godt. Hamborg har lige fået udviklet sit havneområde og åbnet deres filharmoni, men der er stadig ikke samme urbanitet, som der er i Berlin. Og Manchester er sjov og spændende, men den er ikke London. Og det bliver den aldrig, uanset hvor meget man bygger.«

Peter Hegelund Skriver understreger, at det nemt bliver et kompleks for de næststørste byer, hvis de forsøger at være lige så store, imponerende eller vigtige som hovedstæderne. Uanset hvilket slogan, man benytter, eller hvilken urbanitet, man skaber, så bliver det altid næstbedst.

Derfor er det bedste, de næststørste byer kan gøre, at prioritere noget andet. At udnytte de styrker, der netop ligger i at være regionale hovedstæder. Det kan man blandt andet se i Spanien, hvor både Bilbao og Barcelona er byer i deres egen ret – uden at de nødvendigvis måler sig med Madrid.

Og man kan i stigende grad også se det i Aarhus, mener Peter Hegelund Skriver.

»Set udefra er det meget tydeligt, at Aarhus har været igennem en både kvalitativ og kvantitativ udvikling. Over de sidste 25 år er man i stor stil gået fra at være en provinsby til at være en urban storby. Da man åbnede åen, fik man skabt et samlingspunkt midt i byen, og siden har man prioriteret at lægge de store offentlige og kommunale byggerier i gå-afstand fra byens centrum. Man har udnyttet nærheden og intimiteten – med Moesgaard som den eneste undtagelse. Men der skal også være noget at tage på udflugt til,« siger Peter Hegelund Skriver.

En af dem, der kender byen indefra, er journalisten Stig Olesen, der netop har udgivet bogen »Åh, Aarhus«. Han understreger, at han hverken er antropolog eller lektor. Han er bare en mand, der »har gået gaderne tyndt«. Men her kan man også fornemme, hvor Aarhus er på vej hen.

»Lige i øjeblikket er Aarhus midt i en spændende transitionsfase. På den måde minder byen om en 17-årig dreng, der står foran spejlet og er enormt selvoptaget. Som tænker »se, de andre har fået øje på mig«, men som samtidig er enormt usikker«, siger Stig Olesen.

Han mener, at usikkerheden skyldes, at Aarhus er ved at finde sine egne ben. Man har forladt det trygge forbillede, København, og skuer i højere grad mod Hamborg eller Berlin. Og det kan blandt andet ses ved, at man vælger at flyve over Hamborg og ikke Kastrup, når man skal på ferie. Og ved at mange af byens folk tager til Herning eller Horsens, når de skal opleve Bob Dylan eller Rolling Stones. Tidligere skulle man helt til København.

Og så er der vækstlaget. Det fylder en del. Byens aldersgennemsnit er helt nede på 37,3 år. To år ældre end København, men dog markant yngre end de fleste jyske byer.

»Aarhus er jo en magnet for alle unge fra Jylland, der mener, at de kan tegne, danse eller synge. Der er en kolossal søgning til det, man kalder det kulturelle vækstlag. Det har sin egen rute. Fra Mejlgade, ned af Vestergade og ned til Godsbanen, hvor alle, der vil synge, tegne eller spille musik færdes i en lind strøm. Det kan godt være, at de ender som civilingeniører eller skolelærere. Men de har først haft nogle sjove år i Aarhus.«

Dermed rammer Stig Olesen ned på et af byens blå mærker: Trods det store kulturelle vækstlagt er det nemlig ret begrænset, hvor mange kendte der er kommet ud af byen.

Historien går da også på, at man gerne ville have opkaldt byens musikhus efter en stor aarhusiansk komponist eller musiker – men at det simpelthen ikke muligt. Ingen var markante nok. De store talenter rejser til København.

Det har forfatteren Morten Ramsland også bemærket.

»Folk kommer hertil fra de mindre byer for at udtrykke sig kunstnerisk – men de rejser også herfra, når de føler, at de skal videre med talentet. Alle mine gamle kunstnervenner fra studietiden er taget til København. Det samme er mine wanne-bee forfatterkollegaer«, siger Morten Ramsland, der stadig skriver sine bøger fra en lejet lejlighed i Aarhus Midtby. Hans tanke er, at en rigtig forfatter kan skrive hvad som helst. Også selvom det litterære miljø er forankret 187 kilometer mod øst.

Ifølge Stig Olesen kan kendisflugten også skyldes, at Aarhus har en ublaserthed, der gør, at man ikke dyrker sine kendte.

»Byen har et problem med at hylde de store. Vi må vente på, at Steffen Brandt eller Thomas Helmig dør, før vi for alvor begynder at rejse statuer. Opfinderne af negerbollen og køkkenvasken, der er lavet af stål, er jo også fra Aarhus. Det skal man ikke kimse ad – men i det store og hele kan kendisser forsvinde i Aarhus. Nils Malmros sidder altid på Café Casablanca, og det er nok ikke noget, man lægger mærke til længere.«

Både Morten Ramsland og Stig Olesen mener dog, at det er noget, der er ved at ændre sig. Store satsninger som kunstmuseet Aros og biblioteket Dokk1 markerer, at man gerne tænker nyt. Og måske kan det også betyde, at man fremover i højere grad kan holde på vækstlaget.

Samme håb har Jesper Pagh. Byggerier som Aros og Dokk1 er med at til at sætte Aarhus på verdenskortet. Især biblioteket viser byen som et sted, der kerer sig om sine borgere.

»I København har man Torvehallerne som et eksempel på et byggeri, der har gjort et offentligt tilgængeligt område til et privat foretagende. Dokk1 er det modsatte. Her har man bygget et hus med en masse faciliteter, der bliver stillet til rådighed for borgerne kvit og frit. På den måde er det et meget generøst hus, der indbyder til fællesskab«, siger Jesper Pagh, der nævner det som et godt eksempel på en type byggeri, man ikke har i København.

»I sidste ende er alle byer et produkt, der markedsføres i dets egen ret. En by er en meget rå affære, der handler om at tiltrække de rigtige borgere. Og i den forbindelse er det interessant at se, at Aarhus er begyndt at udnytte sine svagheder og måle sig med andet end København«, siger Jesper Pagh, der også fremhæver udviklingen af Aarhus havn og det nye Moesgaard som eksempler på, at Aarhus er ved at finde sin egen vej.

Men trods alle de fine satsninger er der stadig noget sejlivet sømand tilbage i Aarhus. Kan man ikke se det andre steder, så er det i hvert fald til at få øje på i byens hipstergader, hvor de unge går i bare ben. Hele året.

»Jeg tror, at det har noget at gøre med, at så mange af byens unge får tatoveringer på læggene, og at de også skal flashes om vinteren,« siger Stig Olesen.

»Det er en manddomsprøve, som de udsætter sig selv for.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.