Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den dag Elena Ferrante døde

En italiensk journalist har sat sig for at finde ud af, hvem der gemmer sig bag det supersælgende forfatter-pseudonym Elena Ferrante. Og sporet har ledt ham frem til en midaldrende oversætter i Rom. Men er mere ikke tabt end vundet med afsløringen?

Den pseudonymiske forfatter Elena Ferrante er muligvis blevet afmaskeret. Men er det nu en gevinst eller en tab? / AFP PHOTO / GABRIEL BOUYS
Den pseudonymiske forfatter Elena Ferrante er muligvis blevet afmaskeret. Men er det nu en gevinst eller en tab? / AFP PHOTO / GABRIEL BOUYS

Om Claudio Gatti er en god eller gal fyr, ved jeg ikke noget om. Men jeg ved, at gode fyre sagtens kan gøre gale ting, og at det meget vel kan være tilfældet her. Selv har Gatti, undersøgende journalist på den italienske avis Il Sole 24 Ore, forklaret, at han har arbejdet i offentlighedens tjeneste og for at afsløre et mediestunt med en omsætning på millioner og atter millioner af kroner.

Det handler om Elena Ferrante. Eller det gør det så alligevel ikke. Det handler om Anita Raja, der ifølge Gatti er mennesket bag pseudonymet Elena Ferrante og således også forfatter til »Min geniale veninde«, »Historien om et nyt navn« samt en række andre romaner, der er blevet globale bestsellere. Og bøgerne er usædvanlige på mere end én måde: De er ikke bare i stand til at sælge i kolossale oplag, men er også af høj litterær kvalitet. To størrelser der sjældent, ja, stort set aldrig, går hånd i hånd.

Af den pointe springer også den første af flere grumme ironier. For det er netop kassesuccesen, der har giver forfatteren bag problemer. Med de mange solgte romaner er interessen taget til, og Gatti er faktisk ikke den første, der har forsøgt at demaskere Elena Ferrante. I de forudgående tilfælde er det dog foregået på helt andre måder. Den italienske forfatter og filolog Marco Santagata er eksempelvis nået frem til, at en forfatter med så megen viden om Pisa før 1968, og så megen viden om italiensk politik, må være den napolitanske professor Marcella Marmo. Og James Wood, stjerneanmelder på The New York Times, har kastet sig ud i lignende efterforskning baseret på romanernes struktur og indhold.

Men Gatti er journalist og ser stort på intellektuel distance og forsigtighed. Han er i stedet gået efter håndgribelige beviser og har blandt andet nærstuderet bankbevægelser og kan af dem se, at store summer er gået ind på Anita Rajas konto på de tidspunkter, hvor Elena Ferrantes romaner er blevet udgivet eller filmatiseret. Det peger alt sammen på en midaldrende kvinde, der oversætter bøger fra tysk til italiensk, og bor med sin mand i Rom. Og umuligt kan have tjent så store summer på oversættelsesarbejdet, der er berygtet for at udløse lave honorarer.

At Gatti med sine undersøgelser har øvet vold mod Anita Rajas privatliv, kan der ikke være to meninger om. Om målet helliger midler er der sikkert flere holdninger til. Men Elena Ferrantes fans er ikke i tvivl, og Alexandra Schwartz har sammenfattet det meget præcist i en kommentar i The New Yorker: »Actually, I do care: I care about not finding out.«

Altså en intenst ønske om ikke at finde ud af det; at blive i uvisheden og den rene fiktion. Men der er en biografisk drift, et voldsomt begær, i tiden, der ønsker alt frem om kendte forfattere, og at ethvert værk skal sættes i forhold til forfatternes liv. Se bare på hvor mange forfatterbiografier, der udkommer. Se bare på hvor meget de sælger. Se på aviserne. Se på hvordan et typisk forfatterinterview ser ud. Vi er i persondyrkelsens tidsalder og vil vide, hvad der »ligger bag«. Også selvom det er umuligt.

Om feticheringen af forfatteren bag fiktionen har den amerikanske forfatter Paul Auster skrevet: »Ingen kan sige hvor en bog kommer fra, mindst af alle den, der har skrevet den.«

Det er sandt. Det er et omsonst projekt, et meningsløst skyggespil, men ikke desto mindre en af det nye årtusindes yndlingslege, som også hænger tæt sammen med tidens komplette mangel på blufærdighed. Den er Gatti kun en alt for typisk eksponent for med sine oprulning af Anita Rajas liv og pengeforhold.

I offentlighedens tjeneste, javel. Men offentligheden er ikke altid værd at tjene, og hvad Gattis projekt har ødelagt, kan måske belyses via nogle mailsvar, Elena Ferrante gav til litteraturtidsskriftet The Paris Review i 2015. Her fortæller hun blandt andet om det at skrive under pseudonym og dermed være løsrevet fra romanen. Her i min oversættelse: »Det, der er vigtigt for mig, og har været det to et halvt årti nu, er den kreative frihed, som mit personlige fravær har givet mig.«

At være anonym er at være fri fra forventninger og pligter. Men nu er det slut med friheden, og Elena Ferrantes forklaring på, hvorfor hun valgte at skrive i anonymitet rummer en endnu en grum ironi:

»Det er som om litteratur ikke skulle være i stand til at demonstrere sin vigtighed gennem tekst alene, men kræver »eksterne« oplysninger,« skriver hun. Og videre: »Medierne kan simpelthen ikke diskutere litterære værker uden at pege på en eller anden forfatterhelt. Men der ikke noget værk, som ikke er del af en tradition, af mange egenskaber, af en slags kollektiv bevidsthed. Den kollektive bevidsthed overser vi, når vi insisterer på, at der er en enkelt helt bag hver eneste bog.«

Alt det Elena Ferrante advarede mod, har nu fældet hende. Den ulidelige, skamløse nyfigenhed og den udannede, vulgære biografisme, der også gør, at en bog ikke kan promoveres, uden at forfatteren skal »tale ud« om, hvordan hendes eget liv korresponderer med bogens. Det er en form for kunsthad i det. At bogen ikke er noget i sig selv.

En anden forfatter, amerikanske JT Leroy, har kæmpet mod alt dette på en helt anden måde. Han skrev rene romaner, som han påstod var selvbiografiske i al deres vold og smerte. På den måde pegede han på det, Anita Raji væmmes ved og nu tilsyneladende har tabt til.

Og lad os bare sige, at det virkelig er Anita Raja, der er forfatteren bag det kendte nom de plume Elena Ferrante. Så er hun en ældre kvinde, der ernærer sig ved møjsommeligt at oversætte fra tysk til italiensk og fra italiensk til tysk og ser fuldkommen almindelig ud.

Det er jo fint nok. Problemet er bare, at det der står tilbage efter afsløringen ikke kan måle sig med det, der stod før afsløringen. Myten, fantasierne og først og fremmest romanerne, der stod renset for oplysninger om fødested, opvækst, børn, skilsmisser og andre prosaiske informationer. Romanerne, der kunne stå som det de er, romaner, uden al den motivforskning der følger med et forfatterskab som en slags blind passager. Hvorfor skriver hun som hun gør? Hvem er hun inspireret af? Er hendes barndom grunden til dit og dat?

Alt det der var svævende, næsten metafysisk, er nu blevet trukket ned på jorden. Ned hvor fantasien ikke kan ånde, og hvor romaner får det sværere og sværere. Ned hvor gode forfattere må gøre vold på sig selv i spillets navn, og hvor selvpromoverende, overfladiske forfattere har lettere og lettere ved at sælge deres lortebøger. Lidt er vundet, meget er tabt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.