Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Forfatterskaber

De skriver for spændingens skyld

Hvad får en tidligere punker, en forfatterskole­uddannet kommunikationsrådgiver og en leder af en IT-virksomhed til at skrive krimier og spændingslitteratur? Tre aktuelle forfattere fortæller.

Jakob Melander bruger sin baggrund som punker i forfatterskabet.
Jakob Melander bruger sin baggrund som punker i forfatterskabet.

Jakob Melander

Debuterede i 2013 med krimien »Øjesten«. Aktuel med »De berusedes vej«, tredje bind i serien om kriminalassistent Lars Winkler.

Du var en del af det københavnske punk- og BZ-miljø i begyndelsen af 1980erne . Er der ikke ret langt fra punk til en kommercel mainstreamgenre som krimien?

»Sådan ser jeg ikke på det. For mig gør krimien det samme, som vi gjorde dengang: Punken tog samfundets dårligdomme på sig, bogstavelig talt. Vi gik i læder og nitter, med makeup og strithår. Vendte vrangen ud, så at sige. Alt sammen for at fremvise alt det negative, brække det grimme tilbage i hovedet på samfundet. Lortnok, som det hed dengang.

Krimien gør det samme. Den er modbilledet til den gamle turistplakat med politibetjenten, der holder trafikken tilbage, så andemor kan komme over gaden med sine ællinger: Krimien er ekspressiv, den smører alt det, vi helst ikke vil se og tale om, ud over siderne. Hele samfundets bagside – fra top til bund – er krimiens råmateriale. For mig er der altså en rødglødende tråd hele vejen fra punk til krimi!«

Hvordan kom du i gang med at skrive krimier?

»Jeg har altid gerne villet skrive. Men da jeg var teenager, kom musikken i vejen. Jeg har spillet musik fra punktiden og frem til, at jeg begyndte på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Den tilfredsstillelse, det giver at spille musik, alene og med andre, er utrolig stærk: Musik kan på mig virke som kokain. Og det trængte skrivetrangen i baggrunden.

Men med universitetet vendte den tilbage, og efter en omvej over teatret opdagede jeg, at krimien kunne rumme alt det, jeg gerne ville skrive om, altså korruption, magtmisbrug, vold, undertrykt begær, stoffer og sex – og så kunne jeg endda få musikken med som lydspor, musik spiller en vigtig rolle i mine bøger. Og bruge min by, København, som ramme for mit univers. Det var en åbenbaring.«

Hvordan bruger du den baggrund i dine bøger?

»Min egen og min hovedpersons baggrund i punkmiljøet er stort set identisk. Lars Winkler har dog været mere voldelig end mig, jeg har for eksempel aldrig kastet med sten efter politiet. Den baggrund giver en god dynamik i Lars – der er langt fra punk til panser. Den giver ham også problemer med visse af kollegerne, og spændinger på arbejdspladsen er jo altid godt dramatisk stof. Og den understøtter hans autonome karakter og giver mig mulighed for at fortælle nogle andre historier, som for eksempel den aktuelle i »De berusedes vej«. Lars har simpelthen et kendskab til og kan bevæge sig i nogle miljøer, der måske ikke er gængse i kriminallitteraturen.

Endelig er det en baggrund jeg – forhåbentlig – kan skildre med en vis troværdighed.«

Hvilke reaktioner har du fået på, at du skriver krimier fra det gamle punkmiljø?

»I de to første bøger, »Øjesten« og »Serafine«, brugte jeg ikke miljøet i så høj grad. I den udstrækning jeg gjorde, handlede det mere om Lars selv. Så nu må vi se, hvordan reaktionerne bliver denne gang.«

Thomas Clemen

Debuterede i 2012 med »Langs smertegrænsen« og er aktuel med thrilleren »Berlin 404«

Thomas Clemen fik både teknisk sproglig stimulans som barn - og nu skriver han spændingsromaner.
Thomas Clemen fik både teknisk sproglig stimulans som barn - og nu skriver han spændingsromaner.

Du har boet alverdens steder, blandt andet i Mellemøsten, i Australien og i en jysk provinsby, har en naturvidenskabelig baggrund fra Aarhus Universitet og arbejder i dag som leder i en IT-virksomhed. Og så skriver du spændingsromaner. Hvordan kom de ind i billedet?

»Historien starter helt tilbage i mine tidlige år. Min mor var humanistisk uddannet med en cand.mag. i dansk og engelsk, og min far var mere ovre i ingeniørfagene. Fra barnsben har jeg derfor både fået sproglig og teknisk stimulans – det føles helt naturligt for mig at agere i begge verdener, både som it-mand og som forfatter.

Derudover er min karriere foreløbig kulmineret med, at jeg fungerer på ledelsesplan, hvilket er utrolig spændende, men skaber en vis distance fra det skabende, hands-on-arbejde, som jeg også er rigtig glad for. Det kreative overtryk, der dermed er blevet skabt, har fundet sig en sikkerhedsventil i forfatterlivet.«

Hvorfor lige thrillergenren?

»Det var ikke et bevidst valg fra min side. Jeg tror, jeg skriver, hvad jeg selv kan lide at læse, og jeg holder meget af den angelsaksiske thriller-tradition, repræsenteret af forfattere som Scarlett Thomas, George Orwell, Liz Jensen og Michael Marshall Smith. Dermed ikke sagt, at jeg planlægger kun at holde mig til én genre. Ligesom Ken Follet – som også startede med thrillers – tror jeg, at jeg har mange flere strenge at spille på. I min skuffer ligger der masser af bogidéer, som jeg glæder mig til at give mig i kast med.«

Hvordan trækker du på din baggrund i dine bøger?

»Jeg tror, at min styrke er outsiderens blik. Du må forstå, at jeg boede i Jordan fra så tidligt, jeg kan huske, og til jeg var omkring otte. Min mor hjemmeunderviste mig i dansk, så jeg kunne lære om mit sprog og min baggrund.

Da vi flyttede til Danmark, blev jeg ramt af kulturchokket – specielt i skolen. Chokket indtræffer til stadighed, når jeg konfronteres med visse danskeres syn på verden uden for landets grænser. Kan du forestille dig ramaskriget, hvis en mor underviser sit barn i arabisk sprog og kultur i stedet for at indordne sig i Danmark? Jeg tænker tit, hvordan de samme mennesker selv ville værne om det danske, hvis de blev tvunget til at bo et andet sted for en tid.

Og så var der Australien i min teenagetid. I high school var man også outsider som ikke-engelsk tilflytter – uanset om man havde blå øjne. Man kan sige, at jeg ved, hvordan det er at være indvandrer. At blive behandlet anderledes, ikke at være en del af fællesskabet.

Det var meget præsent i min første bog, »Langs smertegrænsen«, som handler om en dødelig, konstrueret virus, der er er designet til kun at angribe folk af mellemøstlig herkomst. Den slipper ud ved et uheld og slår millioner ihjel, og vores samfundsklassers forskellige måder at reagere på beskrives.

I min nye thriller, »Berlin 404«, er det mere skillelinjen mellem rig og fattig, mellem dem, som har, og dem, som står udenfor, der har optaget mig.«

Thomas Rydahl

Debuterede sidste år med spændingsromanen »Eremitten«, som modtog Debutantprisen. På Krimimessen i Horsens i næste måned belønnes bogen med Harald Mogensen Prisen for bedste danske krimi/spændingsroman.

Thomas Rydahls valg om at skrive spændingsromaner har medført enkelte negative reaktioner i forfattermiljøet.
Thomas Rydahls valg om at skrive spændingsromaner har medført enkelte negative reaktioner i forfattermiljøet.

Det er usædvanligt, at en forfatterskoleuddannet forfatter skriver en spændingsroman. Hvordan kan det være, du har valgt netop den genre?

»Hvis jeg er den første fra Forfatterskolen, der skriver en spændingsroman, er det på tide. Forfatterskolen bør sagtens kunne rumme erotisk litteratur eller sci-fi eller fantasy eller lægeromaner, så længe forfatteren tør udfordre sig selv og de andre elever med sit sprog og sit litteratursyn.

I denne roman havde jeg lyst til at fortælle om en apatisk mand, der vågner i livet og går ud og tager affære. Krimien eller thrilleren passer godt til den slags historie, men i virkeligheden er jeg intenst optaget af personerne, stederne, oplevelsen af at bevæge sig fremad – uden at kende konsekvenserne af sine handlinger.

Jeg er ikke krimiforfatter, men forfatter. For mig er enhver genre kedelig, hvis den ikke opretholdes af sprog, nærvær og personlighed. Jazz er jo ikke automatisk god musik. Ikke før arrangementet, musikerne, instrumenterne og lyden hænger sammen som en helhed og når et vist niveau.«

Har du mødt negative reaktioner i miljøet? En berøringsangst over for det at skrive inden for den mere kommercielle mainstream?

»Der er vist et par stykker, der ser det som andenrangslitteratur, så snart det er krimi eller sci-fi eller fantasy. Det opfatter jeg som fantastisk stivstikkeragtigt. I virkeligheden har mange dygtige forfattere skrevet ting og sager, der befinder sig på kanten af genrerne. Tænk på Dickens´ »Store Forventninger«, Paul Austers New York-trilogi, Don DelLillos »Underverden«, Graham Greenes »Sagens kerne«, Murakamis »Kafka på stranden« – og selvfølgelig Dostojevskijs »Forbrydelse og straf«.

Den sidste er blevet kaldt verdens bedste kriminalroman. De forfattere har nået et stort, bredt publikum med deres smukke, forfærdelige bøger, og hvis det kan kaldes mainstream, har jeg ikke noget imod at arbejde mig i den retning.

Enhver forfatter vil gerne læses af mange mennesker. Den, der siger det modsatte, lyver. Man behøver ikke at skrive for at nå alle, men hvis man som forfatter ikke har lyst til at blive læst, så udgiver man ikke. Så enkelt er det.«

Hvordan har du kunnet bruge din forfatterskolebaggrund?

»Forfatterskolen har givet mig alt. Hvis du elsker at skrive og elsker litteratur, er der ikke et bedre træningslokale i Danmark. I årene på skolen mødte jeg flere af de forfattere og mennesker, der har lært og inspireret mig allermest. Jeg fik stor respekt for litteraturens mange muligheder, stemmer og udtryk. Men jeg har også haft behov for at vende tilbage til mig selv og genfinde den barndommens glæde, jeg oplevede ved en mesterligt fortalt historie. Dickens’ opfindsomhed, Greenes mættede miljøer.

De færreste er færdigudviklede som forfattere, når de forlader Forfatterskolen eller nogen anden skole for den sags skyld. Sindet, sproget og impulsen til at skrive ændrer sig med alderen, modenheden. Jeg har været på en lang rejse, og den er ikke slut, bare fordi jeg har debuteret. I virkeligheden er jeg først lige kommet i gang.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.