De forspildte chancers årti

Trods byggeboom og glimt af stjernearkitektur vil nutidens danske arkitektur formentlig mest blive husket for det jævne byggeri. Alt for meget nybyggeri er præget af overfladisk luksus fremfor nye, arkitektoniske og rumlige kvaliteter. Lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole, Merete Ahnfeldt-Mollerup, tager pulsen på 00ernes arkitektur, som ved siden af enkelte stjernebygninger også byder på en masse forspildte chancer.

Blandt 00ernes mest nyskabende arkitektur er: Tietgenkollegiet (billedet), tegnet af Lene Tranberg. Vandflyverhangaren, Margretheholmen, tegnet af Dorte Mandrup. VM-husene i Ørestaden, tegnet af  PLOT-arkitekterne Bjarke Ingels og Julien De Smedt. Foto: Scanpix/Dorthe Ørsig
Blandt 00ernes mest nyskabende arkitektur er: Tietgenkollegiet (billedet), tegnet af Lene Tranberg. Vandflyverhangaren, Margretheholmen, tegnet af Dorte Mandrup. VM-husene i Ørestaden, tegnet af PLOT-arkitekterne Bjarke Ingels og Julien De Smedt. Foto: Scanpix/Dorthe Ørsig

Nye parcelhuse er myldret frem i byernes forstæder; snorlige etagehuse er skudt op af stenbroen, langs havnefronter og overalt, hvor der var en ledig plet.

Men i betragtning af de seneste ti års buldrende højkonjunktur står det sløjt til med den egentlig arkitektoniske fornyelse. I hvert fald hvis man spørger arkitekt og lektor ved Kunstkademiets Arkitektskole, Merete Ahnfeldt-Mollerup. Vi har bedt hende tage pulsen på nutidens arkitektur, som den tegner sig her i 00erne, og hun frygter, at årtiet ligesom 60erne først og fremmest vil blive husket for det jævne byggeri.

»Hvor blev det eventyrlige af?« spørger hun og efterlyser flere eksperimenter og boligtyper, som kan matche vores nye livsstile og måder at bruge vores bolig på.

Jo, de er der. Glimtvis. Som eksempelvis de gennemsigtige og skæve VM-huse i Ørestaden. Men de har sat sig forbavsende få spor i det øvrige nybyggeri.

»Der er mange tendenser. Men dét, der præger arkitekturen i de her 00ere mest, er, at det er højkonjunktur,« siger Merete Ahnfeldt-Mollerup, da vi sidder bænket i haven foran familiens sommersted i det smukke, højloftede nordjyske landskab.

»Folk er helt oppe at køre. Der er nærmest en byggerus. Det giver på den ene side en masse fremskridtstro og optimisme, som jeg ikke selv har oplevet før som arkitekt, og det har været spændende at opleve den tillid til, at man kan lave noget nyt, som er godt.«

Sådan var stemningen ikke, da hun selv stod som færddiguddannet arkitekt i slutningen af 80erne.

»Dengang var der en generel mistillid til arkitekter. De var sådan nogle, der byggede en masse ensartede betonhuse, og så boede de selv i stråtækte idyller. Folk syntes, det var underligt, hvis man valgte at blive arkitekt. Det var et arbejdsløshedsfag, og det var ildeset. Arkitekter var ikke koryfæer på samme måde som i dag, hvor de kommer i fjernsynet og udtaler sig om alt muligt og den udvikling har været vidunderlig at opleve.«

På den anden side er buldrende højkonjunktur ikke den bedste gødning for arkitekturen, mener hun.

»Nej, for pludselig sker der noget mærkeligt. Når der er højkonjunktur, kommer der også et pres på byggefagene, og det gør sært nok, at selv om vi er rige og har råd til at bygge enormt meget, så bliver det nogen gange lidt usselt og lidt samlebåndsagtigt,« siger hun og henviser bl.a. til de sidste ti års boom i nye parcelhuse.

»Der er bygget sindssygt mange parcelhuse - mere eller mindre pæne. Men fælles for dem er, at de har en masse moderne faciliteter i form af spabade, friværdikøkkener og andre luksuøse ting, som kan måles og vejes. Det er ikke arkitektoniske værdier, men mere noget med: »Se! Jeg har den nyeste digitale mikrobølgeovn, grill, osv.« Fornyelsen ligger ikke i det rumlige.

Tendensen er den samme med etagehusene, som der også er bygget utrolig mange af. De signalerer luksus, men egentlig er det blot en overfladisk luksus. Det er lidt forstemmende, at ikke flere arkitekter har lyst til at eksperimentere. Ofte bliver det bare til en hel masse parallelle streger, som kører derudaf og lidt på automatik.

Når det er sagt, så er der også bygget fantastiske ting,« siger Merete Ahnfeldt-Mollerup og nævner Tietgenkollegiet og det nye kongelige skuespilhus, som eksempler påårtiets ypperste arkitektur.

Også her trækker hun en parallel til 60ernes arkitektur: At man på ene side har metervaren, og på den anden side pludselig også overskuddet til at skabe noget monumentalt og eksperimenterende.

Noget der også kendetegner nutidens danske arkitektur er, at inspirationen i højere grad kommer fra udlandet. Her nævner hun Frank O. Gehrys skulpturelle Guggenheim-museum i Bilbao som ekstremt trendsættende.

»Her vil man noget helt vildt og grænseoverskridende, og der har vi måske nogle kopier herhjemme - som Aros og Det Kongelige Bibliotek. Ganske vist lidt mere proviensielle - eller meget mere. Men det er udtryk for den samme trang til at lave en skulptur i stedet for en bygning,« siger hun og tilføjer, at når hun ikke nævner Henning Larsens operabygning, fordi hun sidder i Henning Larsens Fonds bestyrelse og derfor føler sig inhabil i forhold til arkitektens nyere værker.

Men én ting er spektakulære skulpturbygninger. Noget andet er den almindelige bolig, og især her efterlyser Merete Ahnfeldt-Mollerup en større nysgerrighed og lyst til at eksperimentere.

»Før VM-husene blev bygget, sagde alle entreprenørerne og developerne: »Nej, nej, folk vil bare have noget super konventionelt.« Men det viste sig jo, at det blev vældig populært at bo anderledes, fordi folk har en anden livsstil i dag.«

»Jeg er fascineret af, at folk er så vilde med at udstille sig selv i de der to etagers høje vinduer. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det. Men jeg synes, det var befriende, da man byggede VM-husene. Jeg mener, vi har denne kæmpe højkonjunktur, og at man så bruger den til at eksperimentere med det rumlige, med andre livsformer, og at folk måske selv kan bygge skillevægge, osv. Og byggeriet var tilmed billigt.

Jeg synes, det er beskedent, hvor meget det har præget det øvrige byggeri bortset fra, at alle nu har glasfacader fra top til tå. Men alt det eventyrlige ved VM-husene - dette med at man kan gå op og ned, og at alle lejlighederne er forskellige dét er ikke blevet kopieret.«

Tidens mange glasfacader handler i øvrigt også om, at man i dag konstruerer huse på en helt anden måde. En mur er ikke længere en mur i gammeldags forstand. Desuden har ændrede byggereglementer åbnet op for, at man kan bruge glasfacader til mere, forklarer hun.

»I en moderne bygning er dét, der er udenpå huset, blot en klimaskærm, eller en slags »hud«. Det fungerer ikke som en gammeldags mur, der bærer huset og holder taget oppe. Den er adskilt fra selve konstruktionen, og som arkitekt synes man, det er fedt at udtrykke den adskillelse og her er glasfacaden den klareste måde at udtrykke det på,« lyder forklaringen.

Glasfacader er der også rigeligt af i Ørestaden, som Merete Ahnfeldt-Mollerup ikke er bleg for at kalde en skandale rent planlægningsmæssigt. Den isolerede båndby på Amager er ifølge hende en bevidst gentagelse af fortidens fejltagelser, som eksempelvis 60ernes kæmpebebyggelse i Brøndby Strand.

»Engang troede man, at det bedste i verden var, hvis man havde funktionsadskillelse. At butikkerne var i et center, arbejdspladserne et andet sted, og boligerne placeret i store boligområder. Det gjorde man ude i Brøndby Strand, som faktisk på mange måder er et fint og gennemtænkt byggeri. Men det blev jo så ensomt at bo der, fordi der aldrig foregik noget.

De gjorde det ikke for at være onde, men fordi man ikke vidste bedre dengang. Men da man lavede Ørestaden, vidste man i den grad bedre. Det var for længst dokumenteret, at hvis man laver sådan en lang båndby isoleret fra alt mulig andet, så går det galt. Det kunne man se ude i Brøndby Strand, og så gør man det alligevel, og så er det ondt,« siger hun.

»Første gang man laver en fejl, er man undskyldt. Også hvis det er en fejl til flere milliarder. Sådan er arkitekters verden. Men hvis man gentager fejlen, som man har gjort med Ørestaden, så er det kynisk, og det er måske den største forskel på vores tid i forhold 60erne, hvor der var en optimisme og tro på det gode.«

Til gengæld indrømmer Merete Ahnfeldt-Mollerup, at projektet rent økonomisk blev en succes for Københavns Kommune.

»Planlægningen af Ørestaden og Havnen skete nogenlunde samtidig, og København var så fattig, at de følte, de måtte gøre noget. Jeg tror virkelig ikke, de har tænkt på ret meget andet, end at de skulle tjene en hel masse penge på de grunde. Og det virkede jo, for nu er byen ikke fattig længere. Tværtimod er det en super velstående og god by. Men det behøver ikke være grimt og dårligt, for at man tjener penge. Det er ingen naturlov.«

Hun mener, at både Ørestaden og Havnen tegner sig for nogle af årtiets mange forspildte chancer. Også selv om der er spændende enkeltbyggerier som VM-husene, det nye Bjerget og Ferring-Huset. Men arkitektur er også planlægning, som hun understreger. Og mens planlægningen af Ørestaden var forældet, har der ingen planlægning været overhovedet af de mange nye parcelhuskvarterer, som er skudt op rundt omkring i landet de senste år.

»De er præcis ligeså ens og triste som dem, der blev bygget i 60erne og 70erne. Eller mere triste. For der er ikke engang skoler eller supermarkeder. Hvis du for eksempel tager uden for Roskilde, Ringsted eller Randers i Østjylland, så er der hundredvis af den slags kvarterer, som er fuldstændig mystiske,« siger hun.

»Hvis du modsat ser på gamle, planlagte kvarterer, så har de utrolig spændende kvaliteter. Der er en grund til, at Hellerup er et dyrt område at bo i. Det er fordi, der er smukke alleer og fine skoler fra dengang, da man planlagde området. Der er bystrøg, hvor man kan købe ind og alle de her ting. Og det er fordi, folk tænkte sig om et kort øjeblik, ikke?«

Med en ny lavkonjunktur lige om hjørnet bliver der måske tid til at tænke mere over tingene. Noget tyder på, at nedgangstider ikke er så ringe endda, når det gælder udvikling af ny arkitektur. I 70erne udviklede danske arkitekter eksempelvis nogle meget spændende, kollektive bebyggelser, som vakte stor international opmærksomhed.

Hun nævner bl.a. bebyggelsen Sættedammen i Farum og tegnestuen Vandkunstens debut Tinggården ved Køge. »Folk kom fra hele verden for at se disse bebyggelser, som var både arkitektonisk og menneskeligt, socialt spændende. Årtiet var faktisk lidt af et højdepunkt for dansk arkitektur, hvor vi herhjemme ikke bare efterlignede, hvad der ellers fandtes ude i verden. Det er lidt skægt at tænke på, selv om der også blev bygget meget hæsligt i 70erne især parcelhuse.«

Også under 80ernes lavkonjunktur skabte danske arkitekter helt nye former arkitektur og byteorier. Man var meget optaget af funktionsblandet byggeri og af, at bygningerne skulle fortælle en historie. Her kommer man ikke uden om at nævne Henning Larsen, som dannede skole med med sit banebrydende byggeri af udenrigsministeriet i Riyad, og siden med Handelshøjskolen på Frederiksberg.

»Mange af den tids projekter blev aldrig realiseret, det gjaldt for øvrigt også Jørgen Utzons projekter. Men jeg tror, at det har inspireret til meget af det, der foregår nu. Ofte er de ting, som ikke bliver til noget i en given periode, faktisk de sjoveste. Fordi de peger fremad.«

Merete Ahnfeldt-Mollerup ser da også optimistisk på fremtiden, for som hun siger:

»Nutidens unge arkitekter er meget optaget af sanseligheden i arkitekturen, og de er på en helt anden måde vokset op med det digitale. De er ikke så imponerede. Og nu kommer der sikkert en lavkonjunktur, så de alle sammen får god tid til tænke sig om.

Det tror jeg egentlig, der er et potentiale i.

Der er i hvert fald ikke noget at gøre ved det.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.