Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danske pophelte gør comeback efter 20 år: »Det føles lidt som om, vores status er vokset, mens vi har været væk«

Fredag aften gør det danske popband Gangway comeback i Koncerthuset efter knap 20 års pause. Berlingske mødte trioen til en snak om at genfinde både hinanden og det raseri, der skal til for at lave god musik.

Gangway er tilbage. Men bare tanken om at lave gammelmandspop gør Henrik Balling rasende.
Gangway er tilbage. Men bare tanken om at lave gammelmandspop gør Henrik Balling rasende.

Der findes groft sagt to slags Gangway-fans. Dem, der kender dem, og dem, der ikke kender dem. For dem, der kendte dem dengang i 1980erne og begyndelsen af 90erne, stod bandet for noget af det mest sublime engelsksprogede popmusik, som nogensinde var kommet ud af Danmark. Men selvom alle danskerne ikke var på fornavn med forsanger Allan Jensen, sangskriver Henrik Balling og Torben Johansen, så kan de fleste nok nynne med på klassikere som »My Girl And Me« og »Mountain Song«, når de hører dem.

Bandet gik officielt i opløsning i 1998, men er nu knap tyve år senere blevet gendannet. I første omgang til en række comeback-koncerter. Men det er bestemt også planen, at der skal skrives nye sange og indspilles et album, lyder det fra den modne trio, da Berlingske møder dem på spillestedet Portalen i Greve, hvor de er i gang med at øve til de kommende koncerter.

Hvorfor har I valgt at samle tropperne igen?

Henrik Balling: »Vi var begyndt at mødes alle sammen engang imellem til nogle julefrokoster, og her talte vi om at blive gendannet, lave et album og tage på turné. Samtidig blev vi også enige om, at hvis det skulle være, skulle det være snart. Man bliver ikke yngre, så der er grænser for, hvor længe vi ville kunne udsætte det.«

Allan Jensen: »Det er klart, at når vi har været væk så længe, så vil der være noget nostalgi forbundet med at høre os igen. Men det er en af grundene til, at vi gennem årene har sagt nej til at optræde i alle mulige 80er-sammenhænge. Det skal ikke være ren nostalgi. Vi har faktisk en idé om, at vi stadig godt kan lave god musik.«

Siden Gangways opløsning i 1998 har Henrik Balling blandt andet produceret for Peter Sommer og lavet musik til »Rytteriet«, Torben Johansen har arbejdet i musikbranchen, mens Allan Jensen har stiftet familie og arbejdet som folkeskolelærer.

AJ: »Det føles også lidt som om, at vores status er vokset, mens vi har været væk. Man møder folk, der kan huske os og fortæller, at vores sange har været soundtracket til deres ungdom.«

Torben Johansen: »Så er der andre, der måske ikke har været opmærksomme på, hvem vi var. Men alligevel har haft en forbindelse til en af vores sange. Det har været vores held, at radioen – især DR – har været flinke til at spille sangene henover årene. Det har holdt gryden en lille smule i kog.«

Historien om Gangway er på mange måder blevet til historien om det elegante danske popband, der aldrig helt fik det internationale gennembrud, som mange havde spået. Hvordan har I det med den fortælling i dag?

HB: »Jeg kan godt forstå den, men den er irriterende. Succes er jo ikke givet. Det er ikke noget, man bare får. Vi er nogle gange blevet betegnet som Danmarks mest uheldige band. Det er simpelthen en lodret løgn. Vi har været heldige mange gange. Der er nogle pladeselskaber, som er lukket omkring os, og hvad så? Jeg synes faktisk, at det er gået godt. Jeg er glad for den karriere, vi har haft. Specielt de første ti år af den. Det var kun den sidste tid, der ikke var særlig sjov.«

Nogle af jeres samtidige – Lars H.U.G. og Sort Sol – har lavet comebacks for nylig. Har det på nogen måde inspireret jer til at gøre det samme?

HB: »Personligt har jeg det sådan, at når andre gør det, får jeg selv lyst til at afholde mig fra det. Jeg ved godt, at det er åndssvagt, men det er en disposition hos mig. Jeg har ikke lyst til at se en film, som alle ser. Jeg har ikke lyst til at læse en bog, som alle læser. Det har ikke noget at gøre med, at det er dårligt. Det er bare en disposition. Jeg bliver rastløs, hvis jeg er i en forsamling, hvor alle hører det samme og mener det samme. Jeg kan ikke holde det ud og får lyst til at skrige ind i hovedet på dem.«

Det lyder, som om du er lidt splittet over jeres comeback?

HB: »Nej, for nu går det sgu godt. Det var mere for at sige, at det meste af det, der bliver skrevet og komponeret og malet, er gjort på aggression. Der er et raseri i det. Jeg er bare glad for at mærke, at jeg stadig har det raseri. Det har ikke noget at gøre med, at jeg har lyst til at slå nogen ned i S-toget. Men jeg kan mærke, at jeg er blevet mere ilter og temperamentsfuld, efter at vi er begyndt at øve. Dengang jeg skrev meget, var det meget den energi, det kom fra. Den dér utilfredshed og aggression. Jeg kan mærke den nu, hvor jeg snakker om det, og det er sgu meget fedt. Den skal helst være der.«

Henrik Balling har snakket sig varm og forsøger så at sætte ord på noget af det, der har fået raseriet frem igen:

»Inden for pop og rock bliver meget af det, jeg bedst kan lide, lavet af folk mellem 20 og 30 år. Det er dér, folk laver deres bedste ting. Det er dér, energien er. De kender slet ikke deres begrænsninger, og det betyder, at de tør alt og vil alt. Og når man bliver ældre – specielt oppe i min alder – har man fået overblik og kender sine begrænsninger. Selve det er noget, der irriterer mig vanvittigt: Jeg har ikke noget overblik! Jeg er bare blevet gammel! Jeg er bare blevet kedelig! Og jeg vil fandeme godt kunne skrive noget, som var nyt og friskt og sprødt. I stedet for sådan noget eftertænksomt stille og roligt noget. Jeg bliver skide sur, når jeg tænker på, at jeg skal lave et eller andet lort! Sådan noget gammelmands-pop! Jeg gider ikke høre på det!«

»Men det er jo også det, der kommer til at afholde dig fra det,« indvender Allan Jensen.

»DET KAN DU IKKE VIDE!!!« himler Henrik Balling med sammenbidte tænder og vilde øjne.

AJ: »Jeg forstå godt, hvad du mener. Men jeg synes faktisk, at det er fedt, at vi gør det her nu og ikke for ti år siden. Det er mere lysten end fornuften, der driver værket. Fuck mand, kig på os: Det ligger ikke lige i kortene, at vi skal starte igen. Vi er ikke over the hill, men det er tæt på. Og det synes jeg er enormt fedt, fordi det giver os en udfordring. På den måde er det ret meget os at gøre det her. Der kunne sagtens være stemmer, som sagde: »Ahhr, er det nu klogt?«

Selve det, at det er dumt og svært og en udfordring, er i sig selv en drivkraft?

HB: »Ja, klart. Jeg har det nærmest 100 pct. sådan, at det kan sgu ikke lade sig gøre, det her. Man kan ikke lave noget, der er fedt nu. Og det skal jeg sateme nok modbevise mig selv om. Det er jo virkelig ambivalent. Det 100 pct. hvide mod 100 pct. sort. Der er ikke noget i mellem. Og det skulle helst være sådan, at det ikke mødes på midten og bliver gråt.«

Lyt til alle Gangways største hits her:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.