Djævlens advokat

Dansk kulturjournalistik stinker

Lasse Marker er blot 28 år gammel, men allerede i fuld gang med kulturjournalistik. I DR er han vært for programmet »Kulturknuserne«, og sammen med to kammerater har han lavet et kultursite med navnet Doxa, hvor han bl.a. kritiserer kulturjournalistikken i Danmark for at være ukritisk og leflende over for kulturproducenter.

Lasse Marker har sammen med et par venner, Mads Aagaard Danielsen og Villads Andersen, startet et nyt kulturmagasin på nettet, som de kalder Doxa. De har sat deres egne penge på højkant for at skabe, hvad Lasse Marker betegner som et nyt kritisk forum for kulturjournalistik, fordi dansk kulturjournalistik ikke er kritisk nok, men lefler for kunstnere og deres producenter.

Marker er 28 år gammel og studerede dansk og historie på Københavns Universitet. Han blev i seks måneder medarbejder på Politiken, og derefter var vejen banet til DR, hvor han redigerer et kulturprogram på P1 med titlen »Kulturknuserne«. Her sætter han tingene til debat for at ruske op i det, som han betragter som sløv kulturjournalistik, fordi journalister har gjort sig til kulturindustriens villige reklamersøjler. Væk er, ifølge Marker, den kritiske journalistik.

Lasse Marker det er jo et klassisk karriereforløb. Først lidt undervisning på universitetet med gamle 68-lærere, så et job på det venstreorienteret Politiken og dernæst den næsten obligatoriske ansættelse på DR. Det er da næsten gået for nemt ikke?

»Det var et tilfælde, jeg røg ind i DR, og jeg ser mig slet ikke som journalist. Så automatisk eller ej, så var det ikke en karriere, som jeg havde planlagt.«

Du siger i en artikel om jeres nye kulturmagasin, Doxa, at I vil give de etablerede avisers kulturredaktioner alvorlig konkurrere, og at det vil medføre, at Politikens kulturredaktion vil lukke inden for to år. Hvorfor Politiken? Læser du overhovedet andet?

»Du mener vel, hvorfor jeg ikke nævner Berlingske? Når jeg kun nævner Politiken, så er det nok en lidt aggressiv reaktion på, at de fleste i DR læser Politiken og kun Politiken.«

Så det er ensidigheden, du reagerer imod?

»Ja absolut. Politiken sætter dagsordenen på kulturområdet.«

Hvorfor er det sådan, Berlingske har jo en mere kritisk kulturdækning på flere områder?

»Sagen er, at Politiken har en større kulturredaktion, og stoffet prioriteres højere, så kulturartikler oftere havner på forsiden. De skriver flere kulturhistorier. I den seneste uge har I på Berlingske kun fem reelle kulturnyheder i den trykte avis. Politiken har flere.«

Men vi har de mest kritiske anmeldelser og er mindst lige så gode i nyhedsdækningen?

»Det er jeg ikke enig i. I den sidste uge er 50 procent af jeres kulturhistorier anmeldelser og det er fint nok, men anmeldelser sætter ikke dagsordenen, og det er Politiken bare bedre til.«

Men hvad sætter dagsordenen?

»Det er f.eks. en artikel, som I bragte i sidste uge om at Betty Nansens Teater havde fuppet med deres markedsføring og reklameret med skuespilleren Thue Lindhardt, selv om han ikke optrådte. Den satte en dagsorden. Den tog jeg så op i programmet »Kulkturknuserne«.«

Kulturjournalistik er vel ikke kun et spørgsmål om små danske nyheder, men om et generelt bredt udsyn og en kritisk tilgang til både små og store emner og der er Berlingske jo generelt bedre end det frelste Politiken? Anmeldelser kan vel også være dagsordensættende og giver et bredt og kritisk perspektiv?

»Det kan du gentage, så meget du vil, men det har noget at gøre med prioritering og væsentlighed. I sidste uge var jeres hovedhistorie fra kulturen en artikel med, at to unge piger havde udgivet en bog om fletninger. Den fik mest plads i sidste uge både på papir og på nettet. Det er ringe set, for den sætter overhovedet ingen dagsorden.«

Hvad sætter da en dagsorden?

»Den med Betty Nansen er jo et eksempel. Der skal være plads til anmeldelser, men der er for mange hos jer.«

Lasse Marker lægger ikke fingerene imellem, når han kritiserer dansk kulturjournalistik for at være medløbende og ikke kritisk nok. Han har i en ny lille pamflet »6 grunde til, at der ikke sker en skid i dansk kulturliv« skrevet, at kulturjournalistik ikke må være medløberagtig, men altid kritisk over for kulturindustrien og altid kritisere magten.

Du har skrevet, at kulturjournalistik ikke må være medløberagtig, men altid kritisk over for kulturindustrien og altid kritisere magten?

»Ja, der skal være kritisk afdækning af magt, politik og indflydelse og penge. Man må ikke bare være reklamesøjle for alle mulige kulturprodukter, hvad kulturredaktionerne på Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten i alt for høj grad er. I sidste uge havde i en artikel om Emil Nolde-udstillingen på Louisiana, hvor I skrev, at nu havde så og så mange set udstillingen. Ren reklame for Louisiana. Det giver ingen mening journalistisk set.«

Du kritiserer os for at være ukritiske, men udøver du selv kritisk adfærd. En af de største magtfaktorer herhjemme er DR, der får 3,6 millarder kr. om året af staten og er uhyre stærk også i kulturspørgsmål. Kritiserer du din egen arbejdsplads?

»Ja, det prøver jeg på, så der fanger du mig ikke. DR omtaler sig som Danmarks største kulturinstitution, så selvfølgelig skal man kritisere DR. Jeg har tidligere kritiseret DR, hvilket flere gange har resulteret i, at jeg er blevet indkaldt til møde med min chef. DRs ledelse er ikke glad for indre kritik. Derfor havde jeg i en overgang forbud mod at tale om DR i mit radioprogram. Men det er et ledelsesspørgsmål, som jeg ikke skal blande mig i.«

Så DR er ikke bedre end de aviser, som du kritiserer?

»Næh, kulturjournalistikken i DR eller TV2 for den sags skyld er ikke bedre.«

Hvordan har du det så med, at en mastodont i medielandskabet som DR, der får 3,7 milliarder kroner om året mere og mere ligner en overvægtig storebror med små tynde småbrødre?

»Der er et program på DR3, som hedder »Hykleriet« og redigeres af Jesper Juul og Kristoffer Eriksen. De havde en udsendelse i denne uge, der handlede om hykleriet i medierne. I udsendelsen siger de så, at de kunne fortælle en masse om hykleriet i DR, men det må de ikke for deres chefer. I udsendelsen spørger de så en chef i DR, hvorfor de ikke må det.«

Er det ligefrem tendenser til et ungdomsoprør i DR?

»Næh ikke rigtig. For ledelsen har en politik, og den må vi følge. Af og til dukker der kritik op som i »Hykleriet« på DR3, men der er kun i det små.«

Du er gået ind for at udstille den svenske kunstner Dan Parks billeder i Danmark. Står du fast på det?

»Ja absolut. I et åbent samfund skal man kunne se alt og selv tage stilling. Derfor er det vigtigt, at folk selv skal kunne se Dan Parks billeder og selv tage stilling. Derfor er jeg personligt ikke enig i, at man bør censurere billederne, sådan som »Deadline« på DR2 gjorde for nylig. Men igen. Det er et ledelsesspørgsmål, som jeg ikke skal blande mig i.«

Hvilken censur tænker du nu på?

»I »Deadline« i denne uge var der en debat om Dan Parks billeder, hvor Martin Krasnik var vært. Mens Krasnik spurgte gæsten om, hvorfor Parks billeder ikke må vises, så man i baggrunden et forstørret Park-værk, som man ikke kunne se, fordi DR havde censureret det. I mit radioprogram, »Kulturknuserne« på P1, inviterede jeg derfor i denne uge kunstneren Uwe Max i studiet for at beskrive og fortælle konteksten for de ni ulovlige værker, så folk selv kan vurdere, om værkerne er entydigt racistiske, sådan som Krasnik sagde i »Deadline«.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.