Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dansk instruktør genopliver kultfilm: Der har kørt en hetz

Den danske instruktør Niels Arden Oplev står bag en genfortolkning af "Flatliners", der hittede i 90'erne.

Niels Arden Oplev står bag en ny genfortolkning af Leg med døden. Scanpix/Robyn Beck
Niels Arden Oplev står bag en ny genfortolkning af Leg med døden. Scanpix/Robyn Beck

København. Herhjemme er Niels Arden Oplev især kendt for det robertvindende drama "Drømmen", komedien "Fukssvansen" og coming of age-filmen "Kapgang", ligesom at han har verdenssuccesen "Mænd der hader kvinder" på sit cv.

Men i USA, hvor instruktøren har boet de seneste otte et halvt år, er det andre slags opgaver, han tager på sig.

Her har han lavet dystre pilotepisoder til store tv-serier som "Under the Dome" og "Game of Silence" og instrueret Hollywoodstjernen Colin Farrell i hævnbraget "Dead Man Down".

Nu er han aktuel med en genfortolkning af filmen "Flatliners", der med den danske titel "Leg med døden" i 90'erne blev en kultklassiker med blandt andre Julia Roberts og Kiefer Sutherland på rollelisten.

- Det er en gammel drøm at få lov at lave en såkaldt studiofilm. Nu har jeg jo været i USA i noget tid og lavet flere ting derovre, men det er første gang, jeg har lavet noget for en af dem, man kalder "The Big Five", som er Warner, Paramount, Universal, Fox og Sony Columbia, siger Niels Arden Oplev.

At det blev en ny version af "Flatliners", hvor unge medicinstuderende undersøger, hvad der sker, når man dør, som han endte med at takke ja til, har han flere forklaringer på.

- Jeg ledte efter noget, der var karakterdrevet, og det er blevet svært, for rigtig mange af de karakterbårne historier bliver i dag fortalt på tv og ikke film, siger han.

- Det er et remake, men det er der jo mange film, der er, og jeg synes, man kunne lave en spændende genfortolkning, fordi det er et vildt emne. Og så var det muligt at lave den for en overkommelig pris, så det ikke blev alt for svært at få den til at tjene sig selv hjem, siger han.

I USA, hvor filmen allerede kom ud den 29. september, var filmkritikerne dog ikke så begejstrede for resultatet.

- Anmelderne i Amerika var virkelig hårde ved filmen. Jeg har ikke selv læst, hvad de skrev, men det, jeg har fået refereret af mine agenter, er, at de ikke angriber mig og skuespillerne, siger instruktøren.

- De er mere bare sure over, at det er et remake. De kunne ikke lide den gamle, og de kan ikke lide den nye. Der har kørt, og der kører, en hetz mod remakes i USA på trods af, at publikum gerne vil se dem, siger instruktøren, der bemærker, at de amerikanske biografgængere har været mere positive end anmelderne.

- Ser man på det publikum, den egentlig er beregnet til, så får den rigtig gode karakterer. Vores cinema score (der måler biografgængeres vurderinger, red.) er skidegod. Folk morer sig og gyser og er enormt underholdt. Men det er gået forbi kritikerne, siger Niels Arden Oplev, der ikke lægger skjul på, at det er hans mest kommercielle film til dato.

- Det er jo mere den gamle rutsjebane i Tivoli end Statens Museum for Kunst. Så kan det godt være, at jeg næste gang skal lave noget, der er meget mere menneskeligt og psykologisk og kunstnerisk på en ikke så kommerciel måde. Men jeg kan ikke forstå, det skal være et kritikpunkt, siger han.

Samtidig understreger han, at det har været rart at arbejde med noget mere underholdende materiale.

- Det var skidesjovt. Vi lavede nogle vilde ting, og det unge ensemble var sindssygt sjovt at arbejde med. Så det var en super oplevelse. Det var sjovt at lave noget med en lethed i sig, så man ikke hele tiden står og piller sig selv i navlen over et eller andet psykologisk, siger han.

Dog er han langt fra færdig med at lave film som dem, han er blevet anerkendt for i Danmark.

- Jeg har stadig noget at fortælle som filmskaber i Danmark, og jeg skal også lave en film derhjemme, som vi begynder at optage i det nye år, siger han.

- Det har hele tiden været min ambition, at jeg mellem det arbejde, jeg laver i USA, kunne komme hjem og lave noget på mit eget sprog med de fantastiske skuespillere, der er i Danmark. Det er også en måde at nulstille ens fornuft på. Hollywood kan godt være et ret sindssygt sted, og så kan det være rart at komme hjem, hvor man kan tale om tingene, siger han.

"Flatliners" har dansk premiere den 9. november.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.