Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dansk hitband: Vi har øvet os siden børnehaven

The Minds of 99 brød igennem i 2013 og skal bare fem år efter optræde på Orange Scene for anden gang.

Niels Brandt og bandet Minds of 99 ude med nyt album, "Solkongen, del 2"
Niels Brandt og bandet Minds of 99 ude med nyt album, "Solkongen, del 2"

København. Med hits som "Stjerner på himlen" og "Hurtige hænder" har The Minds of 99 sunget sig ind i den danske musikhistorie og er blevet kaldt et nyt nationalband.

Bare to år efter gennembruddet som vindere af KarriereKanonen åbnede The Minds of 99 Roskilde Festivals Orange Scene, og i år står bandet atter under den legendariske dug.

Det er en kæmpe bedrift, lyder det fra forsanger Niels Brandt, som i mange år spejdede op på det ikoniske venue som gæst og i år igen oplever at kigge ned fra den.

»Vi er stadig inde i en tornado. Det er faktisk gået så stærkt, at vi ikke har haft tid til at kigge tilbage,« fortæller han.

I 2012 slog seks barndomsvenner med Niels Brandt i front som forsanger sig sammen og skrev sange.

I den spæde start var der ikke rigtig nogen, der lagde mærke til sekstettens musik, men det følgende år blev derimod skelsættende for The Minds of 99.

Bandet var blandt vinderne af talentudviklingsprogrammet KarriereKanonen og høstede roser og priser for gennembrudssinglen "Det er Knud som er død".

»Nogle får bare succes med det samme, for os er det sket senere. Vores debutplade kom ud, da jeg fyldte 30.«

»Alle havde taget uddannelser, skulle nogle helt andre ting og havde egentlig opgivet at blive et kæmpe rockband,« fortæller Niels Brandt.

Havde du opgivet?

»Måske ja, hvis man spurgte mig, men inderst inde nej«, siger Niels Brandt og uddyber:

»Der skete det, at sol, måne og stjerner pludselig stod rigtigt - at vi skiftede til at synge på dansk, var en stor faktor. Samtidig var vi enormt sultne og savnede hinandens selskab. Vi havde ikke spillet sammen i lang tid, så der opstod nærmest en ny energi i en meget gammel vennegruppe.«

The Minds of 99 kender hinanden helt tilbage fra barnsben og er en blanding af to af Niels Brandts ungdomsbands samlet i en musikalsk symbiose.

»Venskabet har i bund og grund altid været forankret i musik, så vi har faktisk øvet os på det, der sker nu, siden vi var fem år gamle,« fortæller Niels Brandt.

»Siden jeg var 12, har jeg gået efter at komme op på de store scener. Det er over halvdelen af mit liv, jeg har brugt på det, og sådan er det også for de andre i bandet«, fortæller Niels Brandt.

Mellem den første og den forestående optræden på Orange Scene er bandet blevet et medlem mindre. Forskellige retninger førte til det musikalske brud, men venskabet består og har frigivet en masse energi.

Bandets nye plade, "Solkongen", er blevet en slags genfødsel, fortæller Niels Brandt.

»Man aner ikke, hvad der sker i fremtiden, men lige nu har det været det helt rigtige for alle,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror, vi er der, vi har lyst til at være. Minds er ikke noget, vi krampagtigt skal holde fast i, hvis det er, det begynder ikke at blive interessant at være i. Det er det heldigvis stadig, og det tror jeg også, det er i lang tid endnu.«

The Minds of 99 er aktuelle med "Solkongen (del 2)" og drager til efteråret på turné.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.