Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dansk films bedst bevarede hemmelighed

»Et chok for syn og sanser«. Sådan blev »En fremmed banker på« markedsført i 1959 med sine for sin tid usædvanlige samlejescener på det store lærred.

Foto fra filmen »En fremmed banker på«: Flamingo Film
Foto fra filmen »En fremmed banker på«: Flamingo Film

Johan Jacobsen er glemt i den danske filmhistorie. I hvert fald set i forhold til skikkelser som de intellektuelles favorit Carl Th. Dreyer eller folkekomedieeksperten Erik Balling.

Formentlig fordi han skyede folkekomedierne og fordi det var for svært at være noget så fint som auteur i dansk film, medmindre talentet kunne bære i den store vide verden.

Med sin aktuelle ph.d-afhandling »Johan Jacobsen – mod strømmen i dansk film- og produktionskultur 1938-66« forsøger Brian Petersen at belyse, hvorfor Jacobsens skæbne blev temmelig krank, selv om han ville rigtig meget.

»Jeg plejer at kalde ham for »dansk films bedst bevarede hemmelighed«. I sin samtid var han kendt for elegante komedier, men lavede også mere seriøse film. Og da ingen producent turde løbe en risiko med »Soldaten og Jenny«, tog Jacobsen simpelthen sagen i egen hånd og producerede den selv – og det blev han rig på.

Fortjenesten satte han i en karriere som uafhængig filmproducent.

Med sit Flamingo Studio i Nærum forsøgte Jacobsen at skabe en filmby, årtier før det blev en realitet med Zentropa i Avedøre. Det lykkedes desværre ikke på grund af dansk films ringe økonomiske vilkår, så Flamingo overlevede kun på stædighed og trods fra 1950 til 1966, hvor Jacobsen solgte selskabet.

»Onde tunger påstod, at der i Danmark var fire og et halvt filmstudie med henvisning til Nordisk Film, Palladium, ASA, Saga – og så Flamingo som det halve studie, der aldrig for alvor blev helt,« siger Brian Petersen.

Allerede i en alder af 28 blev Johan Jacobsen kastet ind i filmproduktion, da han i 1938 overtog »Under byens tage« fra A. W. Sandberg, som blev alvorligt syg under optagelserne.

De efterfølgende 12 år instruerede han 19 film primært hos Palladium.

»Soldaten og Jenny« producerede han på egen hånd i 1947, hvor både instruktør og de to medvirkende, Poul Reichhardt og Bodil Kjer, alle blev belønnet med filmkritikernes første Bodil-statuetter.

I 1950’erne gik det ringere for filmbranchen i Danmark, hvor man begyndte at satse stadig mere på sikre kort som bl.a. Morten Korch-filmatiseringer, men det var ikke noget for Johan Jacobsen.

Han ville være rigtig kunstner og takkede blandt andet nej til at filmatisere Morten Korchs søster, Johanne Korchs, bøger.

Efter flere mislykkede forsøg på at opnå statsstøtte til et uafhængigt produktionssted uden for det danske studiesystem gik Jacobsen solo med Flamingo Film. Med udgifter til en fast medarbejderstab måtte han dog ind i mellem ty til kortfilm, industrifilm og reklamefilm og spillefilm, som ikke var hjerteblod. Da filmene sjældent tjente sig ind og det aldrig rigtigt lykkedes at tiltrække andre instruktører og uafhængige producenter til Nærum, blev det op ad bakke rent økonomisk.

Undtagelsen er »En fremmed banker på«.

I Brian Petersens ph.d.-afhandling får denne film fra 1959 da også det mest omfattende kapitel, fordi som han siger: »Det er samtidig den film, hvor Jacobsens fascination af besættelsestiden og det erotiske smelter sammen«.

Vidner til orgasme

Og så har filmen for sin tid to meget kontroversielle samlejescener, hvor publikum som noget sjældent er vidner til en orgasme.

Der blev klippet flere »eksotiske pikanterier« ud af Johan Jacobsens »En fremmed flytter ind«. Foto fra filmen
Der blev klippet flere »eksotiske pikanterier« ud af Johan Jacobsens »En fremmed flytter ind«. Foto fra filmen

Det intime drama foregår i et afsides hus ved havet, hvor en kvinde (Birgitte Federspiel) bor alene, da hendes mand er blevet dræbt under besættelsen. En mand (Preben Lerdorff Rye) søger ly for regnen og stormen, og i løbet af de næste par døgn nærmer de to akavede mennesker sig hinanden. De ender med at elske med hinanden, samtidig med, at hun finder ud af, at han som tidligere SS-mand har noget at gøre med mordet på hendes afdøde mand.

Temaer som skyld, ansvar og straf behandles nuanceret i en trykket stemning, men det seriøse tema forhindrede ikke Flamingo Film i at lave det sædvanlige sjov med de filmtitler, de arbejdede på, så »En fremmed banker på« blev konsekvent omtalt som »En bankmand får noget fremmed«.

»En Fremmed banker på« endte ligesom »Soldaten og Jenny« med at blive belønnet med tre Bodil-statuetter til skuespillerne og instruktøren. Samtidig blev den på grund af sit kontroversielle indhold – ti år før pornoens frigivelse – den eneste rigtige kommercielle succes i Flamingos korte og turbulente historie.

Filmen fik indtægterne i årsregnskaberne til at tidobles i 1962 og 1963 på grund af både et stort udlandssalg og at filmen gik godt i Danmark.

Inden Johan Jacobsen kunne konstatere alt det, måtte han dog nogle nervepirrende dage igennem på grund af datidens filmcensur.

Ikke mindst fordi Jacobsen gerne ville give filmen premiere i tide, så den kunne komme i betragtning til årets Bodil-priser. Oprindeligt ville censurudvalget klippe et minut og 27 sekunder ud på grund af »eksotiske pikanterier«. Det var den slags og så »brutalitet«, udvalget gik efter, hvis film skulle ses af børn mellem 16 og 18 år.

Foto: Flamingo Film
Foto: Flamingo Film

Det kom bag på Johan Jacobsen, at Statens Filmcensur ville klippe i filmen. Især i scenen, hvor Federspiel rider på Lerdorff Rye på husets sofa. Jacobsen kaldte scenen for »det vigtigste i hele filmen« og greb fluks røret og ringede til justitsminister Hans Hækkerup, over for hvem Jacobsen erklærede sig villig til at rykke aldersgrænsen fra 18 til 20 år, bare han kunne vise filmen i sin helhed.

Ved at ringe rundt til Filmrådets medlemmer, som skulle høres i sagen, fik han et flertal over på sin side. Som et kompromis mellem Filmrådets og filmcensurens modstridende vurderinger besluttede justitsministeren dog, at der skulle klippes syv sekunder ud af sofascenen – primært af Preben Lerdorff Ryes præstation – og ti sekunder af en scene på stranden, hvor man ser sammenflettede ben.

Nøgne sammenflettede ben i en spillefilm var for stærk kost for danskerne i 1959, vurderede man i filmcensuren.
Foto: Flamingo Film
Nøgne sammenflettede ben i en spillefilm var for stærk kost for danskerne i 1959, vurderede man i filmcensuren. Foto: Flamingo Film

Jacobsen fik præsenteret kompromiset som en sejr i aviserne og fik sin film ud i tide, så den kunne få sine priser. Og sin succes.

Der er ingen tvivl om, at Johan Jacobsen også havde blik for, at skandalen kunne sælge.

Filmen blev lanceret med slagsætningen: »Et chock for syn og sanser!«

Han sagde: »De famøse scener har uden tvivl virket fremmende på tilstrømningen. Det er jo sådan, at en film ikke kan klare sig bare med at være dansk. Det kræves, at den gør sig bemærket ved en art særpræg, og nu ligger det altså sådan, at »En fremmed banker på« har sit særpræg i den frie og usædvanlige måde at behandle erotisk stof på«.

Nogle år senere erklærede Johan Jacobsen sig stolt over, at hans film »havde slået hul i sex-barrieren verden over«. Filmen kom videre ud i verden under titlen »A Stranger Knocks«, selv om den blev forbudt i England og den på grund af sit indhold ikke kunne deltage på filmfestivalen i Berlin.

I USA blev filmen vist på San Francisco International Film Festival i 1960 i den ucensurede version og blev købt af distributionsselskabet Trans-Lux.

Selskabet brugte filmen som en prøvesag i en større kamp for kunstnerisk frihed, som Brian Petersen skriver i sin afhandling.

Efter nogle års tovtrækkeri endte filmen i 1965 med at få USA’s Højesteret til at kende New Yorks censurinstans forfatningsstridig. Johan Jacobsen var i USA for at give sit besyv med ved retten, og filmen blev markedsført med dens kontroversielle indhold.

Efter successen med »En Fremmed banker på« gik det ned ad bakke for Johan Jacobsen.

Først mistede han en biografbevilling til Triangel Teatret, fordi han kom bagud med huslejen. Derefter blev filmen »Søskende« ikke en succes, og en stort anlagt filmatisering af Karen Blixens »Mit Afrika« kunne man ikke finde penge nok til. I 1966 solgte Johan Jacobsens Flamingo Studio til Mogens Skot-Hansen og i årene efter betalte han sin gæld af ved blandt andet at skrive ugebladsnoveller under ti forskellige navne.

Lige til sin død i 1972 sagde Johan Jacobsen, at han nok skulle komme igen. Blandt efterladte papirer findes der da også adskillige ubrugte idéer til film – blandt andet et udkast til en komedie om hippiebevægelsen.

I sine egne øjne var Jacobsen således ikke en knækket mand, men hans alkoholforbrug var omfattende og nogle af hans sidste år som proforma-leder af Simon Spies’ Merkur-Biografen blev ikke lykkelige. Han var en del af inderkredsen omkring Spies, men det lykkedes ikke at få rejsekongen og rigmanden til at finansiere flere Jacobsen-film.

Simon Spies engagerede Johan Jacobsen mod slutningen af karrieren, men det blev en ulykkelig tid for instruktøren. Privatfoto
Simon Spies engagerede Johan Jacobsen mod slutningen af karrieren, men det blev en ulykkelig tid for instruktøren. Privatfoto

Om sit liv sagde Johannes Jacobsen dog:

»Jeg har overlevet på optimisme og nogenlunde velbegavethed. Når man står med en gæld på en million kroner og må realisere alt, atelier, biler og hjem, er det klart at tilværelsen ændrer sig. Men tænk hvis jeg havde haft kræft i knæet, eller min datter var blevet slået ihjel? Så havde det været en virkelig tragedie«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.