Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dansk debutinstruktør stjæler opmærksomheden i Cannes

Mehdi Avaz har for et sølle budget på to millioner stablet en spillefilm med store danske stjerner på benene.

Mehdi Avaz har fået Bent Fabricius-Bjerre til at komponere musik til Mens Vi Lever Free/Thomas Shulz
Mehdi Avaz har fået Bent Fabricius-Bjerre til at komponere musik til Mens Vi Lever Free/Thomas Shulz

Der er stadig lige godt fem måneder til, at hans debutspillefilm får premiere, men alligevel lyder hans navn igen og igen under den årlige filmfestival i Cannes.

Mehdi Avaz, der som 10-årig kom fra Iran til Danmark, er instruktøren bag dramaet "Mens Vi Lever". Siden filmen i weekenden blev vist for internationale filmindkøbere, har den været på mange filmfolks læber.

Hvorfor? Fordi det ikke bare er en debut, men - ifølge dem, der har forstand på det - en ganske overbevisende debut.

Og fordi 35-årige Mehdi Avaz, der er autodidakt instruktør, selv har skrabet de to millioner sammen, det har kostet at lave filmen, som hans bror Milad Avaz har skrevet manuskript til.

- Mange sagde, at det ikke kunne lade sig gøre at finde pengene til at lave den film, men jeg har aldrig tvivlet, siger Mehdi Avaz.

For at skaffe penge til filmen flyttede han et år hjem til sine forældre og arbejdede blandt andet i en foodtruck for at tjene penge.

- Jeg kan huske, at jeg en dag mødte en bekendt fra musikbranchen, der sagde, at han ikke troede, det var mit image. Men jeg er skideligeglad med mit image, om jeg så skal stå og lange burgere over en disk. Det vigtigste er at have en drøm og forfølge den, siger Mehdi Avaz.

Som ganske ung skulle han bevise, at han ikke var en ballademager, bare fordi han var sorthåret og kom fra Iran. Der var ikke mange andre indvandrere i Tisvilde, hvor han voksede op i 90'erne med sin familie, der ud over mor og far også består af to brødre.

Senere skulle han bevise, at han trods sine tatoveringer og kasketten, der er trukket godt ned i panden, ikke er "en eller anden kriminel type", som han udtrykker det.

Måske er det fordi, Mehdi Avaz har øvet sig så meget på at bevise sig selv, at han er blevet så god til at overbevise.

Han har overbevist Bent Fabricius til at komponere musik til debutfilmen, overbevist instruktører som Lone Scherfig og Per Fly til at kigge på hans materiale og overbevist store navne (Sebastian Jessen, Nicolas Bro, Julie Christiansen) om at spille med i filmen, selv om han reelt bare havde en idé på et stykke papir og et mikroskopisk budget.

- Jeg har været nede på mine blødende knæ og tigge, det har jeg, indrømmer han.

Men allerede nu er folk begyndt at henvende sig til ham for at sikre, at de kan komme på rollelisten i brødrene Avaz' næste projekt.

I disse dage har Mehdi Avaz dog mere end almindeligt travlt med møder og interviews i den sydfranske havneby, hvor Guldpalmen uddeles søndag aften.

Ingen danske film er udtaget til hovedkonkurrencen, men står det til Mehdi Avaz, så kan Danmark godt regne med, at der nok skal ligge nogle internationale priser i de film, han og hans bror har på tegnebrættet.

- Folk griner lidt af mig, når jeg siger, at jeg vil vinde en Oscar til Danmark. Men de grinede også, da jeg sagde, jeg ville skaffe to millioner til at lave en spillefilm, og se selv, hvad der så skete, siger han og smiler.

"Mens Vi Lever" får premiere til efteråret.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.