Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dansk animation har verden som publikum

Animationsinteresserede og filmfolk over hele verden kigger i dag mod Danmark, hvor en lille animationsvirksomhed trækker opmærksomhed med to store, internationale co-produktioner og en Oscar-nominering. Danske animatorer er blevet bedre til at tænke forretning, mener centerchefen for The Animation Workshop.

Den danske animationsvirksomhed Nørlum har leveret 36 minutter til spillefilmen "Song of the Sea", som har irske Cartoon Saloon som hovedproducent. Filmen er nomineret til en Oscar i kategorien "Bedste Animationsfilm". Foto: Nørlum
Den danske animationsvirksomhed Nørlum har leveret 36 minutter til spillefilmen "Song of the Sea", som har irske Cartoon Saloon som hovedproducent. Filmen er nomineret til en Oscar i kategorien "Bedste Animationsfilm". Foto: Nørlum

Fantasi skaber virkelighed. Tre ord, der siger det meste om, hvorfor Frederik Villumsen blev animator. De skøre påfund og kringlede ideer, fantasien, historiefortællingen og legen – alle de ting kunne han gøre til bevægelig virkelighed ved at tegne tegninger, sætte dem sammen og afspille dem hurtigt efter hinanden. Otte tegninger pr. sekund, af og til flere.

»Jeg synes, at animation kan noget meget universelt. Fantasien er noget, alle mennesker over hele verden har tilfælles. Så det har grund i noget menneskeligt. Både at fortælle fantasifulde historier og opfindsomheden og nysgerrigheden,« siger han.

I dag er »Fantasi skaber virkelighed«, eller »Imagination creates reality«, som det hedder på internationalt, netop slogan for Frederik Villumsens første virksomhed, animationsvirksomheden Nørlum, som i disse dage ser det internationale gennembrud direkte i øjnene. Virksomheden har nemlig på få år formået at få sit navn på to store, internationale co-produktioner, og den ene af dem, spillefilmen »Song of the Sea«, er tilmed blevet nomineret til en Oscar i kategorien »Bedste Animationsfilm«. Nørlum har leveret 36 minutter til filmen, hvis hovedproducer er det anerkendte irske selskab Cartoon Saloon.

»Det er så fedt at være Oscar-nomineret, og det var også der, vi havde håbet, at »Song of the Sea« ville nå hen. Det blev nærmest forventet af filmen. Men det var jo helt vildt spændende i dagene op til, og der kunne vi godt mærke, hvor vigtigt det var for os at blive nomineret. At det ikke bare var noget, der kom af sig selv. Så vi var bare vildt glade, da nomineringen endelig kom, og det betyder meget for vores færd fremover,« siger Frederik Villumsen, der er administrerende direktør i Nørlum.

Må vi lege med?

Det er blot fem år siden, at Frederik Villumsen, der er uddannet animator fra animationsskolen The Animation Workshop i Viborg, begyndte at virkeliggøre tankerne om en dansk animationsvirksomhed. Og selvom han aldrig før havde prøvet at styre en virksomhed, eller for den sags skyld søge filmstøtte og finansiering, kastede han sig uden skrupler ud i udfordringerne:

»Det har faktisk været en strategi for mig fra starten bare at være ærlig og ikke prøve at lade, som om vi ved noget, vi ikke ved. Og så kan det godt være, at man somme tider er nødt til at spørge dumt, men vores oplevelse er generelt, at folk rigtig gerne vil hjælpe,« fortæller han.

Og på den måde fik Nørlum også lov til at co-producere »Song of the Sea«, allerede inden at virksomheden for alvor var kommet i gang.

»Vi var jo meget friske og spurgte bare, om vi ikke måtte være med. Jeg tror, at det er vigtigt bare at turde spørge og ikke være bange for et nej. Men det var da ærligt talt en rigtig stor film at begynde med, og måske forstod jeg ikke helt omfanget af opgaven eller det med at starte et firma, før vi var i gang. Men jeg havde en stærk mavefornemmelse af, at jeg vidste, hvordan det her skulle gøres, og at jeg kunne sammensætte et hold, der kunne gøre det,« siger Frederik Villumsen.

Afgørende forretningssans

Netop det, at de danske animatorer tør kaste sig ud i at tænke virksomhedsstrategisk og ikke bare på kunstneriske visioner, er noget af det, der er med til at sætte dansk animation på verdenskortet i dag, mener Morten Thorning, som er centerchef for The Animation Workshop i Viborg.

»Håndværksmæssigt er de danske animatorer lige nu hamrende dygtige. Men de har også evnen til at realisere deres kunstneriske visioner. Og det er enormt vigtigt i den her branche,« siger han og tilføjer:

»Der sker i dag en internationalisering af den danske animationsscene, som også har fået en større bredde. For ti år siden beskæftigede animationsfolk sig hovedsageligt med spillefilm og kortfilm, og så sad de der med korslagte arme og bebrejdende miner og kiggede på Det Danske Filminstitut og sagde: »Hvornår får vi nogle penge?« Sådan er det ikke i dag. I dag er de meget bevidste om deres rolle som kreative og kunstneriske mennesker i en kommerciel virkelighed, der også er global. Så mange af dem, og det var lige præcis også tilfældet med Frederik og Nørlum, tager til udlandet og er i praktik eller finder sig et arbejde, og så kommer de hjem til Danmark med nye, gode kontakter. Og det betyder, at vi som filmproducerende nation i langt højere grad kommer til at producere til det udenlandske marked. Og så er der jo også en kæmpe udvikling i computerspil, som vi heller ikke har set tidligere.«

Internationalt udsyn

Indtil videre er det i hvert fald lykkedes for Nørlum både at finde opgaver og finansiering til virksomheden, blandt andet gennem Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og Copenhagen Film Fund. Nørlum er blevet valgt som co-producer på den franske spillefilm »Longway North«, og selskabet er også lige nu i gang med udviklingen af sin helt egen spillefilm. Dertil kommer en del mindre projekter, som for eksempel det årlige »Team Generous«, hvor selskabet giver en gratis film til en velgørenhedsorganisation.

Nørlum er til daglig en tomandsvirksomhed bestående af Frederik Villumsen og samarbejdspartneren Claus Toksvig Kjær, der er er animationsproducer. Frederik Villumsen tager sig af den nystartede afdeling i København, mens Claus Toksvig Kjær kører selskabets oprindelige afdeling i Viborg. Planen er, at virksomheden skal kunne skaleres, alt efter hvilken opgave der skal udføres. På de store film er der således omkring 20 animatorer og assistenter, der arbejder for Nørlum, mens virksomheden på mindre projekter kan hyre færre mennesker.

»Vi gør meget ud af at prøve at bruge dansk talent, når vi laver film. Den danske finansiering, som vi får, vil vi selvfølgelig rigtig gerne bruge på at videreuddanne talentmassen i Danmark. Men når det er sagt, går vi også meget op i at få de allerbedste folk på de projekter, vi laver. Så det bliver tit en blanding af udenlandsk arbejdskraft og dansk,« siger Frederik Villumsen.

Det internationale samarbejde har i det hele taget altid været vigtigt for den lille virksomhed, fortæller han.

»Det har altid været målet, at vi gerne ville arbejde internationalt. Danmark er et dejligt land, men vi vil gerne have vores film ud til så mange som muligt, og vi vil gerne lære fra de dygtigste og samarbejde med dem.«

Og selv om tomandsvirksomheden i princippet leverer produkter, der skal konkurrere med Disney og DreamWorks, er der ingen planer om at rykke over til gigantkonkurrenterne på den anden side af Atlanten, understreger Frederik Villumsen.

»Vi bliver i Danmark. I Viborg og i København. Vi føler, at der er enormt god støtte og opbakning, og vi ser nogle rigtig spændende muligheder her. Om der lige pludselig er noget, der hedder Nørlum Los Angeles, ved jeg ikke, men det skal give mening, før vi gør det, og det skal kun være for at udvide, ikke for at flytte. Vi kan godt lide det danske islæt. Navnet Nørlum med ø er valgt af samme grund.«

»Song of the Sea« kan opleves i danske biografer fra 19. februar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.