Ugens historiebog:

Da nazisterne stjal bøger fra hele Europa

Bogen »Bogtyvene« fortæller den dramatiske historie om nazisternes røveri af bøger fra jødiske ejere. De står stadig i tyske og russiske samlinger.

 

Der har været bred offentlig interesse for, at nazisterne stjal kunst fra jøder. I 2012 eksploderede den såkaldte
Gurlitt-sag, hvor der i München blev fundet en samling på cirka 1.300 mesterværker, som i sin tid var blevet købt af
jødiske ejere for en slik af Adolf Hitlers kunst-opkøbere. Og film som »The Monuments Men« (2014) og »Kvinden i guld« (2015) har øget interessen for dette kæmpe kulturrøveri. Det har været et mere ubeskrevet kapitel, at Hitlers folk også røvede bøger fra Atlanterhavet til Sortehavet, og at jødisk kulturarv forsvandt. Den svenske forfatter Anders Rydell har tidligere skrevet om kunsttyverier, og i sin seneste bog, »Bogtyvene«, kortlægger han, hvad der skete, da århundreders største bogtyveri blev iværksat.

Da Hitler og hans folk planlagde at skabe et nazistisk storrige, indgik det i planerne at samle store mængder kunst og bøger. De ville blandt andet plyndre biblioteker og arkiver og skabe mægtige nazistiske biblioteker. Det var SS-lederen Heinrich Himmler og propagandachefen Alfred Rosenberg, der organiserede massetyveriet, der ikke hang sammen med bøgernes materielle værdi, men at det nye riges nazistiske borgere skulle have et fælles kulturelt grundlag. Det var hovedsagelig jødiske biblioteker og bogsamlere, der blev ramt, men også ikke-jøder som forfatteren Thomas Mann fik sit bibliotek i München beslaglagt.

Anders Rydell beskriver, hvordan nazistiske enheder blev sendt ud både i Tyskland og de besatte lande for at hente bøger og bringe dem til magasiner i blandt andet Berlin. Men tyvene var ikke kun uniformerede nazister, for også agtværdige tyske biblioteker deltog i plyndringen.

Et af dem var Det preussiske Statsbibliotek – nu Berlins stadsbibliotek – der går tilbage til 1600-tallet, var Tysklands største og og havde stor prestige. I 2006 afslørede en studerende, at der var 20.000 stjålne bøger i bibliotekets samlinger; blot en lille del af de mange bøger, nazisterne havde givet biblioteket. Tyveriet var sat i system, og fra mange lande blev stjålne bøger fordelt til tyske biblioteker og samlinger, og netop Det preussiske Statsbibliotek var ansvarlig for fordelingen af bøgerne. 

Når der kun var 20.000 bøger tilbage på stadsbibliotekets hylder i 2006, skyldes det, at biblioteket i 1945 selv blev plyndret af Den røde Hær, og at millioner af bøger blev ført til Sovjetunionen – herunder store samlinger af jødiske bøger. I 1960erne, da Østtyskland havde brug for vestlig valuta, blev mange af bøgerne solgt tilbage til Vesttyskland, og jødiske bøger havnede derfor i store tyske biblioteker og blev aldrig givet tilbage til deres oprindelige ejere, som jo for størstedelens vedkommende var blevet myrdet.
Man kan delvis identificere bøgerne som »jødiske«, for nazisterne skrev »Judenbücher« i stjålne bøger, men mange har ikke den identifikation. Anders Rydell har i Berlins stadsbibliotek således set Henry Stanleys »I det mørkeste Afrika« uden påskriften »Judenbücher«, men hvor der med håndskrift er følgende dedikation: »Til min elskede Rudi, på hans 13 års fødselsdag. Fra mor 25.10 1930«. Bogen tilhørte sandsynligvis den jødiske Rudi Joelsohn, der blev deporteret fra Tyskland til Riga 15.august 1942 og myrdet tre dage efter.

I alt konfiskerede Sovjetunionen 10 millioner bøger efter Anden Verdenskrig, og mange af disse er indlemmet i russiske samlinger. En del forblev imidlertid i Tyskland, og den tyske historiker Götz Aly har vurderet, at der stadig er cirka en million stjålne bøger fra jøder på tyske biblioteker.

For eksempel Anna Amalia-biblioteket, som er en af Weimars mest navnkundige bogsamlinger, og hvor blandt andre Goethe arbejdede. Først i 2004 – i forbindelse med en registrering – viste det sig, at dets fornemme samlinger også rummede stjålne bøger. Godt 35.000 bøger var tilført biblioteket mellem 1933 og 1945.

Bibliotekets leder i naziperioden, Hans Wahl, var manden bag tyverierne. Blandt de bøger, der tilgik biblioteket, var bøger, der tilhørte den jødiske forretningsmand Arthur Goldschmidt. Han havde tjent en formue på at fabrikere dyrefoder og havde i sit bibliotek 40.000 sjældne bøger, herunder illustrerede almanakker. Da jødeforfølgelserne begyndte, købte Wahl samlingen af almanakker for spotpriser og lod den indgå i biblioteket.

Det lykkedes Goldschmidt med familie at undslippe til Bolivia, hvor han døde ludfattig. Det gik bedre for Hans Wahl, der ufatteligt let klarede sig gennem retsopgøret efter krigen i Østtyskland. I 1945 havde de østtyske myndigheder brug for et flot bibliotek, der kunne knytte de kulturelle tråde til Goethe-perioden, og Wahl blev manden, regimet valgte som ledende bibliotekar.

Wahl havde været begejstret nazist og antisemit og havde helt uden historisk belæg gjort Goethe til antisemit, men under det kommunistiske regime fik han til opgave at omskabe Goethe til socialist. Wahl døde i 1949 og fik en socialistisk statsbegravelse. Biblioteket i Weimar er stadig ved at registrere bibliotekets millioner af bøger.

En af de mest forunderlige historier om de forsvundne biblioteker, er beretningen om den jødiske menigheds bøger i Roms bibliotek, der forsvandt sporløst i de kaotiske tider efter krigen. Kun en enkelt bog har overlevet.

Den jødiske menighed kan med stolthed regne sin oprindelse helt tilbage til Romerriget, og dets bibliotek omfattede blandt andet uvurderlige bogskatte fra middelalderen. Imidlertid fik propagandachefen Rosenbergs folk fingre i menighedens bibliotek og førte det 13. oktober 1943 til Tyskland.

Manden bag tyveriet var Johannes Pohl, der var Rosenbergs håndgangne mand. Pohl stod bag en stor del af tyverierne i det besatte Europa, og efter 1945 sad han en tid interneret, men slap så ud og døde som en fri mand i 1960. I 1947 blev italienske jødiske bøger lastet på godsvogne, og intentionen var at føre dem tilbage til Rom, men undervejs fra Tyskland til Italien forsvandt biblioteket. Det er endnu i dag et mysterium, hvor det blev af.

Selv om jøderne stod øverst på nazisternes fjendeliste, var der andre grupper, som de havde set sig onde på. Blandt dem var frimurene, som nazisterne anså for farlige, og de mente, at der var en forbindelse mellem jøderne og de hemmelighedsfulde frimurere. Den tyske frimurerorden gik tilbage til middelalderen, men blev i 1935 officielt forbudt, og dens ejendom og biblioteker blev konfiskeret. I både Tyskland og de besatte lande konfiskerede nazisternes frimurenes bøger, og der var tale om store og værdifulde bogsamlinger.

Anders Rydells bog er fyldt med dramatiske eksempler på bogtyverier, og bogens styrke er, at den også viser, hvordan kommunist-
regimerne efter 1945 skuppelløst stjal fra tyske biblioteker og beholdt rovet. Han nævner dog også, at amerikanske biblioteker efter 1945 købte mange bøger billigt.

Rydells bog er også beretningen om den rige jødisk-europæiske kulturhistorie, som nazisterne ødelagde. Den er et stykke fornem historieskrivning med brug af et stort kildemateriale, og hvor han opsøger biblioteker og samlinger for at finde historien bag de stjålne bøger. Den er fuld af dramatiske fortællinger om forsvundne mennesker, hvis eneste livstegn, vi har i dag, er en bog med et navn i.
Efter at den offentlige interesse i de senere år har været koncentreret om kunstværker, som nazisterne stjal, kan man se en øget interesse for bøgerne. Flere tyske biblioteker som for eksempel biblioteket for Freie Universität Berlin har iværksat undersøgelser for at identificere stjålne bøger.

Anders Rydells bog er desuden udkommet på engelsk, og samtidig har den amerikanske historiker Mark Glickman udsendt bogen »Stolen Words« om samme tema.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.