Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Da Jesus blev overhalet af Beatles

Celebritykulturen har været kendt lige siden antikkens tid, da guder, atleter og gladiatorer var datidens helte. I dag er stjernerne fra TV og internettet­ for længst rykket foran fortidens religiøse og politiske forbilleder på A-listen. Og vi har brug for dem.

The Beatles ved deres første optræden i USA i 1964. Foto: Mike Mitchell/EPA
The Beatles ved deres første optræden i USA i 1964. Foto: Mike Mitchell/EPA

Året var 1966, og i de amerikanske sydstater brændte man deres plader.

Turnéer blev aflyst, deres musik forbudt i radioen og anti-Beatles demonstrationer bredte sig fra USA til lande som Mexico, Sydafrika og Spanien. Det hele handlede om en udtalelse fra John Lennon til journalisten Maureen Grave. I et interview havde Lennon proklameret, at The Beatles var »mere populære end Jesus«.

Havde Lennon levet i dag, hvad han nok hurtigt udsendt en undskyldning eller et dementi via sin Facebook-profil, og den efterfølgende ballade kunne være undgået. Eller også havde han ladet være, for historien har vist, at han i dag har mere ret, end han overhovedet selv kunne forestille sig på det tidspunkt.

For VIPs, pop- og celebritystjerner er vor tids forbilleder og har i den vestlige verden for længst overhalet de gamle trosretninger indenom. Det mener i hvert fald den britiske sociolog og professor Dr. Chris Rojek, der har skrevet bøgerne »Celebrity« og senest »Fame Attack: The Inflation of Celebrity and its Consequences«.

»Den organiserede religions kollaps og manglen på helgener og guder at se op til, bliver af mange i den vestlige verden udfyldt af celebrity-kulturen. De kendte er de nye helgener,« som han har sagt i et interview med Stuff Nation:

»Vi har altid haft et behov for nogle at se op til. Hvis vi ikke tror på en gud, hvem er der så tilbage ud over de kendte? Politikerne er ødelagt af dårlig medieomtale og svigter deres vælgere, hvorefter vi hvert fjerde år skiller os af med dem. Og vores erhvervsledere har ledt os ud i et kollaps og en kollektiv finanskrise. De kendte derimod tilbyder os håb for en bedre fremtid, og selv når de ikke gør det, viser de os, hvordan vi ikke bør være. Hvordan vi ikke bør involvere os med narko, alkohol og vilde kvinder. Og måske har vores samfund behov for den slags mennesker. Vi har behov for folk, der får os til at føle os bedre, for hvis vi ikke har de folk, er der ikke rigtig noget, vi kan læne os op ad.«

Atletiske helte

Og måske er det netop det, der er selve essensen i den dyrkelse af de kendte, der i dag drives frem af et globalt mediebillede, men faktisk kan dateres hundredevis af år tilbage til en tid længe før, der var noget, der hed ugeblade og internet.

Oprindelsen af ordet »celebrity« kan trækkes helt tilbage til romerriget til det latinske »celeber«, der betyder »hyppigt eller populært«. Befolkningen på den tid var overbevist om, at guderne havde en direkte indflydelse på deres tilværelse, og derfor var det vigtigt at kende til gudernes eget personlige liv. Gennem myterne fik guderne en form for personlighed, var involveret i skandaler og andre spektakulære begivenheder og blev således de første egentlige kendte, hvis popularitet datidens adelige og politiske ledere slet ikke kunne matche.

Ligesom i dag havde de bedste atleter på den tid en høj stjernestatus blandt befolkningen. I Romerriget var det gladiatorerne, der nød den store bevågenhed, mens vinderne i de tidlige olympiske lege i Grækenland blev hyldet som helte og fik en gudelignende status.En af dem var bryderen Milo fra Croton, der nåede at blive olympisk mester adskillige gange i sin næsten 30-årige karriere. Hans fysik var enorm, og hans styrke og teknik efter sigende så perfekt, at mange anså ham som Zeus’ søn. At han så samtidig var musiker, poet og student hos Pythagoras, ophøjede kun hans status blandt befolkningen.

Kunstnere på A-listen

I Renæssancen begyndte der i Europa imidlertid for alvor at opstå en ny form for kendte, der markerede sig i kraft af deres kunstneriske virke og personlige resultater. Malere, musikere og skulptører rykkede pludselig ind på A-listen og trumfede de politiske og religiøse stjerner, der hidtil havde domineret.

I den epoke i verdenshistorien, hvor meget få kunne læse, kunne berømmelse dog kun spredes fra mund til mund, og det at være kendt var kun et relativt lokalt fænomen. Men da printmediet og publisering vandt frem, samtidig med at flere og flere blandt befolkningen lærte at læse, opstod der en form for sladderjournalistik for et stort publikum. Printmediet gav den jævne befolkning mulighed for at følge deres forbilleder på tæt hold og svælge i skandaler.

En af dem, der var en god leverandør af den slags frem til sin død i år 1900 var den irske forfatter, poet og dramatiker Oscar Wilde, der stadig den dag i dag er en af de mest citerede personer i verden. Wilde elskede at omgive sig med smukke ting, men skabte også furore på grund af sit ekstravagante tøjvalg og sit lange hår. Men det var nu ikke det, der skabte mest ballade. Selv om Wilde var gift og havde to børn, dyrkede han helt åbenlyst sit forhold til en række unge mænd, hvilket i sidste ende betød, at han røg i fængsel og efterfølgende forlod Storbritannien for aldrig at vende tilbage.

Et godt grin

I begyndelsen af forrige århundrede tog celebritykulturen endnu et kvantespring med radio og film. Filmstjerner dukkede op, og Hollywood blev centrum for de mest tilbedte skuespillere på lærredet. Radiotransmissioner fra sportsstævner som OL og VM gav sportsstjerner nyt liv på celebrityskalaen, og da fjernsynet i 50erne og 60erne fandt vej ind i hjemmet, var det blot for at cementere den status, som skuespillere, sportsfolk, musikere og nu også TV-værter fik verden over. Og selv om politiske og religiøse personer stadig havde en vis position, var de for længst blevet fortrængt fra toppen af hierarkiet, hvilket præcist var det, der skete, da The Beatles bragede igennem på verdensplan, og John Lennon formastede sig til at sige den forbudte sætning.

I 1990erne fik celebritykulturen så en helt ny dimension, da reality-TV blev populært. Pludselig var det muligt at blive berømt for en kort periode uden at have talent eller være dygtig til noget som helt andet end at være sig selv.

I dag har internettet og ikke mindst de sociale medier skabt endnu en platform for celebritydyrkelsen. Ikke alene kan alle blot ved nogle få klik få de mest intime detaljer om enhver kendt person, men det er også blevet muligt at opnå stjernestatus på gør-det-selv-måden, eksempelvis via YouTube. Da TV 2 for nylig inviterede de kendte med til årskavalkade, gik Chili-Klaus – der er blevet kendt på sine videoer, hvor han spiser chilier – således op ad den røde løber.

Sådan kan man også blive kendt i dag. Samtidig begynder genrerne inden for celebritykulturen at glide mere og mere ind over hinanden. Nogle vil påpege, at visse politikere mere og mere begynder at opføre sig som realitystjerner frem for at udvikle egentlige politiske kompetencer. TV-værter, sportsfolk og »Vild Med Dans«- deltagere bliver pludselig politikere og omvendt samtidig med, at også mere »seriøse« medier, der ellers tidligere ikke ville nedværdige sig til at omtale celebrity-kulturen, pludselig begynder at trække på historier fra den.

Og ifølge sociologen Chris Rojek har vi som moderne samfund måske brug for de kendte mere end nogensinde før. I sin bog kalder han det for »para-social relationships«, når helt almindelige mennesker får en stærk trang til at skabe forhold til personer, vi ellers kun kender fra skærmen og bladene:

»Celebritykulturen tillader os for et øjeblik at fortrænge de spændinger og frustrationer, der dukker op i hverdagen. Den legitimerer hån og giver os lov til at lette sindet fra alle de normale krav om at være tolerante, forstående og imødekommende med et godt grin.«

DEBAT | Hvilke fordele og ulemper ser du i vores måde at dyrke hurtige kendisser på i dag? Bland dig i snakken på Berlingskes Facebook-side.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.