Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Da jeg blev student, gik alle i hvidt og sejlersko. Unge anno 2016 er kaos, individualisme og multikultur«

»På den ene side er en festival som Roskilde bare et fortættet forløb af kvalitetsmusik, druk, lejrliv, sex og solskoldninger, alt det mennesker får for lidt af på andre tider af året, men her kan dyrke i kondenseret form, fordi de ved, at det stopper igen lige om lidt. På den anden side er Roskilde et lidenskabsløst spejl af sine omgivelser.«

Tom Jensen, chefredaktør
Tom Jensen, chefredaktør

Da jeg første gang kom på Roskilde, var der stadig rockere. De havde, såvidt jeg husker, til i et husmandssted eller en lille gård tæt på festivalpladsen, men de dominerede dog ikke længere på samme måde som i 70erne, hvor de var på direkte volds- og ødelæggelsestogt på et par festivaler og faktisk var tæt på at dræbe hele arrangementet. Dengang var festivalen stadig sekterisk. Der var rockerne, men der var også punkerne, og der var i det hele taget håndfulde af subkulturer, som syntes at eksistere i hver sit adskilte, tungt uniformerede festivalunivers. Roskilde var flere begivenheder i én begivenhed, og det var som i den tids Danmark udenfor, hvor man enten var flipper, disker eller punker. Eller nordjyde… Siden er den slags gået i fuldkommen opløsning. Udenfor Roskilde. Og på Roskilde.

På den ene side er en festival som Roskilde bare et fortættet forløb af kvalitetsmusik, druk, lejrliv, sex og solskoldninger, alt det mennesker får for lidt af på andre tider af året, men her kan dyrke i kondenseret form, fordi de ved, at det stopper igen lige om lidt. Det er som livet; forudsætningen for dets virkelige værdi er, at man ved det en dag er forbi. På den anden side er Roskilde et lidenskabsløst spejl af sine omgivelser. Som den danske ungdom – og en vis procentdel af de lidt ældre – nu engang er, sådan er Roskilde. Sekterismen er således ophørt i det, man kunne kalde den postsubkulturelle æra, hvor mennesket og kulturforbrugeren takket være den teknologiske udvikling frit kan shoppe i bagkatalog, stilarter, perioder, genrer og kunstnere og tilegne sig lidt af hvert fra det hele i en stærkt personlig sammensætning. Resultatet er en markant individualisering, der bør få borgerligt-liberale til at kippe med splitflaget.

Forleden var jeg til studenterdimission, og en helt umiddelbar registrering var, hvor forskelligartede studenterne så ud. Der var ingen dominerende stilarter. Da jeg selv blev student, gik alle i hvidt og sejlersko. At se ud over salen af dimitterende unge anno 2016 var derimod både kaos, individualisme og multikultur fremvist til de tilstedeværende.

Det kan man være imod eller ej. Men det findes. Og blandt det gode man kan sige om den ting er, at kun få synes at være underlagt andres dogmer – det lejlighedsvist tildækkede hår måske undtaget. Muslimske kvinder med tørklæde er der dog ikke mange af på Roskilde. Det er der nok en grund til, da sekteriske dogmer netop i denne ramme synes komplet udraderet. I stedet får man hele paletten af personlig iscenesættelse, fra hat, hvid skjorte med seler og pæne kjoler hos folkene i Amish-lejren (ja, sådan en er der, én blandt mange konceptlejre) til fulderikker i bjørnekostumer. Men mest, skal man være ærlig, variationer over stilarten normal. I 2016 skejer man mest ud for sjov, så man kan tage et billede af sin egen lille variant – en hat, en tatovering - og postere den på de sociale medier.

Som borgerdyr der finder en værdi i nogle absolutter – nationalstaten, den kristne kulturbaggrund, dannelse – kan den slags opløsning af enhver uniformering måske være provokerende og en knivspids skræmmende. Men omvendt er en borgerlig kerneværdi også den personlige frihed, som tillader mennesker at indrette sig, som de vil, hvis blot ikke de generer andre. I realiteten opstår problemet først, når subkulturerer eller parallelsamfund lukker sig om sig selv og andre ude, kræver særhensyn og særbehandling eller vil undertvinge andre deres skikke og livsssyn. Det sker ikke (længere) på Roskilde. Festivalen er således det modsatte af en ghetto. Og som sådan egentlig god, borgerligt/liberal, kernedansk kultur af den klassiske slags, vi normalt bryster os af.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.