Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Det gamle København

Da champagneskrædderen kom til penge

Gamle Bellevue på Strandvejen, hvor litografen, der fik ideen til at trykke sine egne pengesedler, blev genkendt. Ca. 1900. Fra Bo Bramsen: »Strandvejen før og nu. »
Gamle Bellevue på Strandvejen, hvor litografen, der fik ideen til at trykke sine egne pengesedler, blev genkendt. Ca. 1900. Fra Bo Bramsen: »Strandvejen før og nu. »

Hans navn var Hansen, men i efteråret 1903 blev han kun omtalt som champagneskrædderen, og det havde sin forklaring. Hans svigersøn, som var litograf, fandt det nemlig urimeligt at slide til en ussel løn på et trykkeri, når man som fagmand kunne fremstille sine egne pengesedler. Samme opfattelse havde litografens ven, som var stentrykker, og de gik derfor i kompagniskab med det formål at forøge nationens beholdning af pengesedler. Først måtte de have fat i det nødvendige værktøj, og det krævede penge, men dem skaffede svigerfar, skrædder Hansen. En fornuftig investering, og så gik man i gang.

Litografen og stentrykkeren forvandlede billigt papir til 10-kronesedler, og skrædderen påtog sig opgaven som kontrollant. Åbenlyst dårlige tryk blev kasseret, men han var ikke overdrevent kritisk, og det var alt for besværligt med forskellige numre på sedlerne. Sidst i september var beholdningen af nye 10-kronesedler 2.000 stk., og de blev fordelt så nogenlunde ligeligt mellem de tre involverede. Litografen så frem til at gifte sig med sin kæreste og stifte familie, og stentrykkeren bad sin svigermor passe godt på pengene og skaffe dem af vejen, hvis noget gik galt.

Sådan så skrædderen ikke på sagen. Han havde været afholdsmand hele livet, og nu var der meget, som skulle indhentes. Det havde værtshusene på Vesterbro stor glæde af, og han fik mange nye venner, men det var især en beværtning på Enghavevej, han frekventerede, og hvor han fik et overordentlig godt forhold til både tjeneren og ejeren og dennes kone. Hansen blev kendt som champagneskrædderen, og hvorfra de mange penge kom? Jo, han havde vundet en formue i et tysk lotteri, og det lød troligt nok.

Efter en usædvanlig hård nat var han en dag taget videre ud i byen sammen med konen fra Enghavevej. Pludselig fik hun øje på en boa i et forretningsvindue, og sådan en havde hun altid drømt om. Den var dyr, men 80 kroner ville han da gerne ofre på sin veninde. Begge var noget medtagede efter nattens udfordringer, og da den galante herre betalte med otte tikronesedler, som så mærkelige ud og havde ens numre, blev politiet involveret. Festen var slut, og nu gik jagten også ind på de to andre, som blev efterlyst.

For at redde sin del af formuen tog svigersønnen med kæresten ud i Dyrehaven, hvor de gravede skatten ned, men de blev genkendt, da de på hjemvejen nød en forfriskning i værtshuset Gamle Bellevue. Politiet tog sig af dem, og det samme skete med stentrykkeren. Alle tre røg i spjældet, og da historien blev kendt, blev en af de falske 10-kronesedler købt for 50 kroner af en samler. Han var glad, for det var den værd – indtil han opdagede, at sedlen var ægte.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.