Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Da 40.000 danske soldater opgav Dannevirke og forsvandt i ly af natten

I morgen er det 150 år siden, at den danske hær med 40.000 mand og 10.000 heste i hemmelighed og i ly af mørket rømmede det nationale fæstningsværk Dannevirke. »Tilbagetrækningen er blevet et symbol på dansk modstandsvilje og stoicisme mod umulige odds,« siger historikeren Tom Buk-Swienty.

Generationer af skolebørn kender fra historiebøgerne Niels Simonsens maleri af tilbagetrækningen fra Dannevirke. Det var en af 1864-krigens hovedbegivenheder og blev sidenhen et symbol på dansk stoicisme og modstandsvilje mod umulige odds. »Tilbagetrækningen lever stadig hos os kollektivt, ikke mindst takket været maleriet som, jeg tror, har sat sig spor i vores kollektive psyke. Jeg vil gå så vidt som at hævde, at det billede mere end noget andet kom til at præge vores selvopfattelse: Her har vi et tappert lille folk, der mod alle odds kæmper og med snedighed narrer de store. Er det ikke også sådan, vi helst ser os i f.eks. fodbold? Når vi er underdogs kan vi klare det umulige, mens vi ofte har haft det meget sværere med favoritrollen,« siger historikeren Tom Buk-Swienty. Foto: Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg slot.
Generationer af skolebørn kender fra historiebøgerne Niels Simonsens maleri af tilbagetrækningen fra Dannevirke. Det var en af 1864-krigens hovedbegivenheder og blev sidenhen et symbol på dansk stoicisme og modstandsvilje mod umulige odds. »Tilbagetrækningen lever stadig hos os kollektivt, ikke mindst takket været maleriet som, jeg tror, har sat sig spor i vores kollektive psyke. Jeg vil gå så vidt som at hævde, at det billede mere end noget andet kom til at præge vores selvopfattelse: Her har vi et tappert lille folk, der mod alle odds kæmper og med snedighed narrer de store. Er det ikke også sådan, vi helst ser os i f.eks. fodbold? Når vi er underdogs kan vi klare det umulige, mens vi ofte har haft det meget sværere med favoritrollen,« siger historikeren Tom Buk-Swienty. Foto: Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg slot.

Hvis det havde været i 2014, ville man fra luften kunne have filmet et menneskeligt drama, et militært exodus og en milepæl i danmarkshistorien, men den mulighed havde man ikke 5. februar 1864, så vi må nøjes med øjenvidneskildringer, enkelte fotos og kunstneres fremstilling af begivenhederne.

Onsdag er det 150 år siden, at en 30 kilometer lang slange bestående af 40.000 danske soldater, hundredvis af vogne, kanoner og 10.000 heste bevægede sig fra det nationale fæstningsværk Dannevirke ved byen Slesvig i retning mod Flensborg.

Den danske hær var på flugt fra de overlegne preussiske og østrigske tropper, som den danske generalstab med den excentriske og kloge overgeneral Christian Julius de Meza i spidsen vurderede var ved at omringe den danske hær.

Hen på eftermiddagen 5. februar 1864 begyndte de danske soldater i hemmelighed og i ly af mørket at rømme det danske fæstningsværk, som de nationalromantiske politikere i København helt urealistisk betragtede som uindtageligt. Men, som de militære ledere vidste, slet ikke ville kunne modstå angreb fra den overlegne fjende.

En monumental logistisk opgave og et spektakulært forsvindingsnummer. Sådan beskriver forfatteren og historikeren Tom Buk-Swienty, der i flere bøger bl.a. »Slagtebænk Dybbøl – 18. april 1864« og »Dommedag Als« har beskrevet Danmarks historiske nederlag i 1864 samt rømningen af Dannevirke.

Alt var tungt, mørkt og forfærdeligt denne skæbnesvangre eftermiddag, aften og nat 5. februar 1864: Bidende vind og frost. En udmattet og demoraliseret hær der i dagevis i vinterkulden havde været i kamp og manglet mad, varme og indkvartering. Forfærdelige veje, hvor vogne og mænd gled, men hvor man samtidig skulle bevæge sig rask frem, inden fjenden opdagede, at fæstningsværket ved Dannevirke var rømmet.

Aftenen inden havde general de Meza, som vi i eftertiden kender fra et foto, hvor han optræder lidet militærisk i slåbrok, fez på hovedet og stålsat blik, indkaldt sin generalstab for at diskutere den militære situation. De Meza havde inden mødet overvundet sin sygelige angst for kold luft og inspiceret forsvarsværket og sine tropper. Et sørgeligt syn havde mødt ham: Trætte og sultne mænd. Et underbemandet forsvarsværk.

De Mezas konklusion var, at Dannevirke skulle rømmes, og tropperne trækkes tilbage til Fredericia og Dybbøl, hvis man skulle undgå et totalt nederlag. Generalstaben tilsluttede sig generalens vurdering og igangsatte den enorme operation. Samtidig kappede man telegraflinjen til København.

»Der er 13 mænd til stede ved mødet, hvor de Meza først fremlægger sine synspunkter, og hvor officererne derefter tilslutter sig hans forslag om rømning. Når man kappede telegraflinjen til København, så skyldtes det, at man ikke ville risikere kontraordre fra politikerne i København, der havde en næsten fanatisk tiltro til Dannevirkes styrke. Ikke mindst i den nationalliberale presse i København havde man fået ophøjet Dannevirke som uindtagelig, og denne forestilling var også udbredt i befolkningen – og blandt soldaterne på Dannevirke,« siger Tom Buk-Swienty.

Han forklarer den nationale selvovervurdering med flere ting. Blandt andet havde Treårskrigen 1848-1850, hvor Danmark slog Det Tyske Forbund, givet nationen et urealistisk syn på egen styrke og storhed, men man så bort fra, at Danmark kun kunne slå oprørerne i hertugdømmerne, fordi Rusland og Storbritannien pressede Preussen ud af krigen.

»Hertil kommer, at der var en national rus og begejstring over hele Europa på det tidspunkt. Det var en slags ung og overstadig ideologi bundet op på tanken om folket og nationen. Man skal heller ikke glemme, at Danmark mistede sin selvfølelse, da England tog flåden fra Danmark i 1807, og derfor gav sejren i Treårskrigen en ekstra oprejsning, som førte til en enorm national begejstring,« siger Tom Buk-Swienty.

Soldater græd da de fik ordren om rømning

Marchen mod nord i ly af natten var på op mod 60 kilometer. En kraftanstrengelse i kulde, frost og sne og med den talmæssigt overlegne fjende bag sig – man kunne ikke vide, hvornår flugten ville blive opdaget.

Marchen blev begyndelsen på enden. Mandskabet nåede deres destinationer, forsvarsværkerne i Fredericia og Dybbøl, selv om bagtroppen kom i blodig kamp ved Sankelmark 6. februar, som kostede 800 døde og sårede på begge sider. Men 18. april – en af danmarkshistoriens vigtigste datoer – blev de danske tropper slået i Dybbøl.

Nederlaget hér og det afgørende slag på Als 29. juni, hvor den danske hær blev sendt på flugt, fik katastrofale konsekvenser. Grænsen blev rykket mod nord, og Danmark måtte afgive Slesvig, Holsten og Lauenborg. Landet mistede 40 procent af sit areal og 30 procent af sin befolkning.

Danmark blev ændret for altid

2014 er 150-året for begivenhederne, som ændrede Danmark for altid. Det bliver markeret med en række arrangementer, bogudgivelser og DRs stort anlagte TV-serie »1864«, der har Ole Bornedal som instruktør og bygger på Tom Buk-Swientys bøger.

Operationen 5. februar for 150 år siden blev iværksat ved ti-tiden om formiddagen, og de sidste tropper forlod Dannevirke ved 23-tiden. Den var et mareridt. Mange af soldaterne ligefrem græd, da de fik ordre til rømning.

»Luften bliver fuldstændig taget ud af den danske hærs kampvilje. Den danske Jens er godt klar over, at man på Dannevirke er oppe imod enormt svære odds, da man står over for de to store hære. Men også soldaterne var som resten af Danmark grebet af tanken om Dannevirke som et stærkt forsvarsværk, og de ydede en næsten overmenneskelig indsats i kampen. Da de så får ordre til at forlade forsvarsværket, bliver de desillusionerede. Alligevel udviser de en sammenbidthed og gør det, de får ordre til. Det bliver en nat, som uheldigvis er en af de koldeste i mands minde. Det fyger og blæser. Vejene er spejlglatte, og mange af de kanoner og vogne, man har med, glider i grøften. Mænd og heste falder. De er sultne og trætte, og der er mange beretninger om mænd, der ser syner. Det er en af de store nætter i Danmarkshistorien,« siger Tom Buk-Swienty, der i »Slagtebænk Dybbøl« citerer Dagbladets krigskorrespondent, P.V. Grove, som rapporterede fra tilbagetrækningen.

Han skriver bl.a.:

»Det var en frygtelig march. Langsomt kørte de åbne vogne som ved et ligtog, og langsomt bevægede bataljonerne sig fremad i lydløs stilhed. Ingen skæmt opildnede marchen; det var i sorg og bedrøvelse, at den danske armé, nationens håb og støtte, forlod den post, som den var sat til at vogte.«

En national historie om overmod og fald

I dag er der enighed om, at de Meza traf den rigtige militære beslutning, men han mistede faktisk posten som overgeneral som følge af sin beslutning om rømning – han døde året efter i 1865.

Spørger man Tom Buk-Swienty, om rømningen af Dannevirke og nederlaget ved Dybbøl er vedkommende og relevant historie i 2014, så er svaret ja.

»Det er dels en helt elementært spændende og medrivende historie. En klassisk episk historie om overmod og fald. Og så er det en af de store dage i vores historie lige som tabet af flåden i 1807 og belejringen af København i 1658. Man forstår pludselig for alvor, at man har fået rodet sig ud i en krig med en hær, som man har fuldstændig urealistiske forventninger til. Man begår hybris. Syndefaldet kommer den dag, hvor hæren må trække sig fra Dannevirke med den ydmygelse, der ligger i det. Samtidig er det historien om, at man mod alle odds lykkedes med et kæmpe foretagende og dermed vinder respekt. Det var en kraftanstrengelse af dimensioner, at få 40.000 mand væk. Men det er historien om overmod – om en drømmepolitik, der møder virkeligheden,« siger Tom Buk-Swienty.

1864 er også relevant i dag, fordi begivenhederne illustrerer, at militærpolitik har konsekvenser og kan påvirke titusinder af mennesker direkte og ændre en hel nations historie. Et spørgsmål som set i forhold til Danmarks militære engagement i bl.a. Irak og Afghanistan er aktuelt i dag.

»Det, som skete efter 1864, var jo helt vildt. Danmark blev det her lille land, som i lang tid dansede på kanten af sin eksistens. En del af vores selvopfattelse bygger på det, der skete dengang. Vi ser os selv som et lille, retskaffent land, som ofte er op imod det store grumme udland. Det blev den folkelige fortælling, som senere blev til historien om Danmark som en lille uskyldig nation med gode hensigter, der blev angrebet nede syd fra – og at udlandet er farligt, fordi vi vitterlig kom ud i en eksistenskamp efter 1864. Det betød helt konkret, at man forholdt sig neutralt under Første Verdenskrig og meget passivt under Anden Verdenskrig og hele den politik, vi havde omkring NATO, var bundet op på denne nederlags- og forsigtighedstanke.«

»Sårfeberen« fra 1864

Man kan ikke overvurdere, hvor meget nederlaget i 1864 betød i samtiden, siger Tom Buk-Swienty. Man græmmede sig, man var nedslået og talte om »sårfeberen«. Man var ganske enkelt blevet så lille et land, at man, hvad øjeblik det kunne være, kunne blive opslugt af Preussen, hvilket man var tæt på flere gange.

»Efter 1864 blev Danmark for at bevare værdigheden nødt til at lave en ny national fortælling. Vi fik historien om, at vi var verdens bedste til alt muligt, og at vi var ikke-voldelige. Vi holdt os uden for de store internationale spørgsmål og stod på sidelinjen, med mindre det handlede om FN og gode sager. 1864 har været et stort brudpunkt i vores historie, men i løbet af 1980erne og 1990erne er vi begyndt at glemme det, og det er også derfor, at vi har været så kåde. Det er interessant at se, hvordan tyskerne har været meget mere tilbageholdende i forhold til militær deltagelse i Afghanistan, fordi de har haft krigens væsen så tæt inde på livet, hvor vi i Danmark har fået det så meget på afstand, at vi måske uforsigtige og uden at reflektere kaster os ind i noget, som har større konsekvenser, end vi lige er klar over,« siger Tom Buk-Swienty.


Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.