Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Copenhagen Pride vælger igen at gå uden om Nørrebro

Copenhagen Pride går 19. august gennem København, men i år går paraden udenom Nørrebro. Det har fået flere politikere til at kritisere Copenhagen Pride og pege på de store problemer for homoseksuelle på Nørrebro.

Michael Engel O. Bonnichsen aka Miss One Tall Bitch gør sig klar til sidste års Pride-paraden.
Michael Engel O. Bonnichsen aka Miss One Tall Bitch gør sig klar til sidste års Pride-paraden.

I flere år gik Copenhagen Pride gennem Nørrebro. Men når paraden indtager København 19. august i år, bliver det uden en tur på Nørrebro.

Allerede i 2016 var der debat om, hvorvidt traditionen med at LGBT-paraden anvender ruten gennem Nørrebro skulle fastholdes.

Københavnske politikere som borgmester Anna Mee Allerslev (R), folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen (S), byrådsmedlem Sisse Marie Welling (SF) og bl.a folketingsmedlem og nuværende minister Merete Riisager (LA) opfordrede i september 2016 til, at paraden i 2017 gik gennem Nørrebro.

I oktober 2016 besluttede ledelsen af Copenhagen Pride imidlertid, at ruten skulle gå gennem Vesterbrogade og fortsætte op gennem Frederiksberg Allè - og altså springe Nørrebro over.

»Historien er, at vi altid er gået gennem Nørrebro, men det er faktisk ikke rigtigt, for vi har  haft andre ruter. Vi synes, det er fint, at borgere på Nørrebro vil have Copenhagen Pride til deres bydel, og det er positivt, men vi har fravalgt Nørrebro af praktiske grunde, og ikke fordi vi er bange for noget,« siger Thomas K. Rasmussen, der er pressetalsmand for Copenhagen Pride til Berlingske.

Hvilke praktiske grunde er det?

»Vi fravalgte Nørrebro på grund af vejarbejde, og så viste det sig også, at Vesterbrogade er bedre af praktiske grunde. Det er en kortere rute og bedre trafikalt. Og vi skal jo tænke på paradedeltagerne, hvoraf ikke alle kan gå en for lang tur.«

Og det er ikke på grund af frygt for ballade, at Nørrebro er fravalgt?

»Nej det kan jeg afvise. Der var en gang nogle unge drenge, der kastede med flasker, men det var en ubetydelig ballade, der hurtigt blev standset. Det handler ikke om muslimer eller islamister, men rent praktiske forhold.«

Man kunne argumentere, at muslimer, hvoraf mange ifølge opinionsundersøgelser, har fordomme om homoseksuelle, kunne have udbytte af at se en Pride-parade?

»Det er slet ikke det, der skal til. Det vil ikke hjælpe på noget. Vi er selv aktive i Copenhagen Pride med oplysningsarbejde i bl.a. skoler om LGBTQ og om det at springe ud, men en parade på Nørrebro vil ikke have nogen positiv effekt.«

I 2016, da Copenhagen Pride gik gennem Nørrebro, var der forstærket politi-bevogtning, fordi der samme år havde været en terroraktion i USA rettet mod homoseksuelle. Men der var ikke uroligheder på Nørrebro. Der har været stor interesse på Nørrebro for at få paraden tilbage til Nørrebro og en lokal forening med navnet  »Regnbuen tilbage til Nørrebro« har været aktiv på sociale medier.

Journalist og Nørrebroborger Jesper Gisli har tidligere advokeret for, at Copenhagen Pride bør gå gennem Nørrebro. Han er en af initiativetagerne til bevægelsen »Regnbuen tilbage til Nørrebro«.

»Virkeligheden står i skærende kontrast til det, som Thomas Rasmussen fra Copenhagen Pride siger. Jeg synes, at hans udtalelser er ringeagtende over for jødiske homoseksuelle, hvoraf flere har sagt til mig, at hvis paraden går igennem Nørrebro, så bliver det uden dem, for det er for risikabelt,« siger han.

Men er det så ikke meget fornuftigt, at den ikke går gennem Nørrebro?

»Men det er bare ikke det, som Thomas Rasmussen siger. Der er en reel fare.«

Anna Mee Allerslev (R), borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, håber, at Priden ombestemmer sig og lægger ruten omkring Nørrebro.

»Priden skal kunne gå præcis, hvor den vil i København. Og Nørrebro er vel nærmest selve symbolet på Københavns mangfoldighed, så selvfølgelig skal Priden også kunne gå der. Hvis LGBT-miljøet er bange for at færdes på Nørrebro, understreger det netop, hvorfor Priden skal gå den vej. Jeg håber, Priden ombestemmer sig og alligevel går den vej. Så må politiet sikre vores sikkerhed, hvis det bliver nødvendigt. Priden er symbolet på en hovedstad, hvor man skal kunne gå hånd i hånd med den, man elsker, uanset hvem man er. Det skal vi værne om og fremme for enhver pris,« siger borgmesteren.

Folketingsmedlem Lars Aslan Rsmussen (S) siger til Berlingske: »Thomas Rasmussens argument med, at ruten er kortere via Vesterbrogade har intet på sig. Ruten er ikke længere gennem Nørrebro. Og det havde været et godt signal at sende at gå gennem Nørrebro, for der er store problemer for homoseksuelle i bydelen. Religiøse prædikanter på Nørrebro har sagt, at homoseksuelle skal dø. Hvis man lod paraden gå gennem Nørrebro, så sendte man et fint signal, ligesom da man gik med jødisk kalot gennem bydelen.«

Man kan vel ikke afvise, at der kan være praktiske årsager bag ruten?

»Næh, men det ligner det, som vi ofte ser, nemlig at man gerne vil undgå at tale om det betændte problem, nemlig at der i en minoritet hersker had til en anden minoritet.«

Caroline Stage Olsen, der er folktingsmedlem for Venstre, og i 2016 sammen med bl.a. Lars Aslan Rasmussen skrev, at paraden burde gå gennem Nørrebro, siger: »Det ville have været godt og naturligt, hvis Copenhagen Pride var gået gennem Nørrebro. Her er der stor mangfoldighed, og det ville være væsentligt at vise, at der også her er plads til alle.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.