Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Nekrolog

Chris Cornell var en af rockens bedste brølere

Grunge-ikonet Chris Cornell er pludselig død, 52 år gammel. Berlingskes musikredaktør mindes en af 1990er-rockens største stemmer.

Grunge-ikonet Chris Cornell døde blot få timer efter at være gået af scenen efter en Soundgarden-koncert. Han blev 52. Her er han på scenen i 2014.
Grunge-ikonet Chris Cornell døde blot få timer efter at være gået af scenen efter en Soundgarden-koncert. Han blev 52. Her er han på scenen i 2014.

En af de seneste tre årtiers største rockstemmer er blevet stille. Chris Cornell er død, 52 år gammel, blot få timer efter en Soundgarden-koncert i Detroit. De nærmere omstændigheder er i skrivende stund ukendte, men hans talsmand, Brian Bumbery, udtalte torsdag til nyhedsbureauet AP, at Cornells død var »pludselig og uventet«.

Dermed har en rockmusikkens mest ikoniske stemmer brølet for sidste gang. Chris Cornell indledte sin musikalsk løbebane som forsanger i Seattle-bandet Soundgarden helt tilbage i 1984. Med Cornells maskuline primalbrøl som fikspunkt udviklede gruppen sig til en af de mest lovende på byens vitale punk- og metalscene i slutningen af 1980erne.

I første del af 1990erne var Soundgarden sammen med andre Seattle-bands som Nirvana, Pearl Jam og Alice In Chains med til at gøre byens alternative rocklyd til et globalt mainstream-fænomen. Bølgen af bands fik hurtigt mærkatet grunge, og med deres tunge alternative rocklyd, uglamourøse stil og alvorlige miner repræsenterede de et markant brud med slut-1980ernes glatte hår-metal.

Undergrunden blev mainstream, og pladerne solgte i millioner af eksemplarer godt hjulpet på vej af musikkanalen MTV, der satte gruppernes musikvideoer i heftig rotation og skabte en ny tids stjerner i Kurt Cobain, Eddie Vedder og ikke mindst Chris Cornell.

Soundgarden markerede sig især med hovedværket »Superunknown« fra 1994, hvorfra den sært slæbende ballade »Black Hole Sun« med den ikoniske musikvideo blev et globalt megahit. Albummet cementerede samtidig Soundgarden som et af de mest særegne og tunge bands fra kuldet af nye Seattle-navne.

Arven fra Led Zeppelins tunge riff-rock var klar, men Soundgarden og Chris Cornell udvidede samtidig grunge-paletten med komplekse akkorder og klange, avancerede rytmer og psykedeliske passager.

Efter udgivelsen af den succesfulde opfølger, »Down On The Upside«, trak Soundgarden stikket i 1997. Det blev dog langtfra det sidste, verden hørte til Chris Cornell. I 1999 udsendte han soloalbummet »Euphoria Morning«, der viste nye blødere sider af talentet. Pladen landede dog ikke så godt hos den store rockelskende Soundgarden-fanbase, der ikke var klar til at høre idolet prøve sin stemme af som crooner, singer-songwriter og i øm falset á la Cornells afdøde ven, Jeff Buckley.

Men da de resterende medlemmer af et andet stort 1990er-rockband, Rage Against The Machine, bankede på døren, kunne Cornell ikke sige nej. Og snart efter var supergruppen Audioslave en realitet med Chris Cornell tilbage i rollen som rocksanger med stort R. Hvor den tidligere Rage Against The Machine-forsanger Zack de la Rocha var dybt politisk, tog Chris Cornell en mere kryptisk personlig tilgang til teksterne, der tog udgangspunkt i hans egen kamp med afhængighed af stoffer og alkohol.

Audioslave blev lidt af et tilløbsstykke, især på festivaler verden over, op gennem 00erne uden dog på nogen måde at definere tidens lyd på samme måde som i 1990erne. Efter tre album var Cornell dog i 2007 færdig med Audioslave og klar til at genoptage den solokarriere, han hele tiden havde haft for øje.

På egen hånd ramte Cornell dog aldrig de store kunstneriske højder. James Bond-temasangen »You Know My Name« blev godt nok en stor succes i 2006. Cornells musikalske virkelyst var bemærkelsesværdig, men hans evner stod ofte ikke mål med hans ambitioner og kunstneriske rækkevidde. 2009-albummet »Scream« var f.eks. en kunstnerisk katastrofe, der fik det værste frem i både en rådvild Chris Cornell og tidens hotteste producer, Timbaland. Pladen blev haglet ned af kritikerne og afvist af det store pop-publikum, som den tydeligvis sigtede efter.

I 2010erne gjorde Cornell succesfuldt comeback med Soundgarden og lykkedes sideløbende med at finde et bedre leje til sin solokarriere. I de senere år har han haft stor succes med at turnere rundt med sit soloshow, hvor han har spillet akustiske udgaver af sange fra hele karrieren spædet op med covernumre af alt fra Michael Jackson til Prince.

Han besøgte senest Danmark ved to udsolgte koncerter i DRs Koncertsal i 2016.

Chris Cornell efterlader sig tre børn og sin kone, Vicky Karayiannis.

Lyt til en spilleliste med højdepunkter fra Chris Cornells lange karriere her:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.