Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Casper Christensens nye komedie er en serie - og en reklame

Publikum har ikke noget imod, at Casper Christensens nye serie er en reklame - bare den er underholdende, mener Lars Samuelsen fra reklamebureauet Unclegrey. Ifølge komikeren selv er "serien et godt eksempel på, at underholdning og kommercielle interesser kan gå hånd i hånd".

Casper Christensen i rollen som sig selv i »Lige over grænsen«.
Casper Christensen i rollen som sig selv i »Lige over grænsen«.

En ny Casper Christensen-komedieserie med titlen »Lige over grænsen« er ved nærmere eftersyn en reklame for grænsehandelskæden Fleggaard, men den er også det seneste våben i kampen om at fange reklametrætte forbrugeres opmærksomhed.

Komedieserien består af seks såkaldte webisoder af cirka syv minutters varighed, og handler om Casper Christensens »opdagelsesrejse« til grænselandet og de butikker, der har specialiseret sig at sælge billige øl med mere til danskerne.

Bag kampagnen står reklamebureauet UncleGrey, og her ser strategisk direktør Lars Samuelsen kampagnen som meget mere end de hidtil kendte reklamekampagner bygget op om faste figurer, såsom Kims joviale »Jørgen«.

»Man kan diskutere, om dette er mere underholdning, end det er reklame, for underholdningsværdien ligger på niveau med de serier, man normalt ser Casper i,« siger Lars Samuelsen. Han oplyser, at målet med serien er at gøre indholdet så attraktivt, at folk opsøger det af egen drift.

Fleggaard, der tidligere har budt på kontroversielle reklamefremstød med blandt andre topløse faldskærmspiger, har her taget udgangspunkt i den måde, man arbejder på i film- og TV-branchen, forklarer Lars Samuelsen.

Kan I risikere, at publikum bliver irriteret, hvis ikke det tydeligt fremgår, at der er tale om en reklame eller en TV-serie?

»Vi har set andre - blandt dem BMW, Nike og Red Bull - lancere lignende kampagner, der har været meget lidt reklameagtige, selv om den overordnede hensigt selvfølgelig er at skabe opmærksomhed om brandet. Flere af disse kampagner har store seertal, så det tyder på, at det er i færd med at blive mindre afgørende for publikum, om det er et produktionsselskab eller et reklamefirma, der står bag indholdet,« siger Lars Samuelsen.

Nikolai Fink, der er marketingchef hos Fleggaard, siger til branchebladet, Dansk Markedsføring, at serien er produceret, fordi mange »ikke gider at se reklamer«.

»Hvis vi vil have forbrugerens opmærksomhed, må vi give dem noget, de vil have. Derfor har vi lavet noget sjov underholdning og drysset lidt reklame henover. Vi har brug for forbrugernes opmærksomhed, men vi skal gøre os fortjent til den,« siger Nikolai Fink.

Den første episode af »Lige over grænsen«, der er udviklet af Casper Christensen i samarbejde med Marvin Entertainment og UncleGrey, bliver lagt online 26. april og efterfulgt af nye episoder i de følgende uger. Publikum vil blive gjort opmærksom på serien via en biografreklame, der sammenklipper scener fra serien.

I serien spiller Casper Christensen »sig selv«, der siger ja til at indlede et samarbejde med Fleggaard, uden at være klar over, hvad det er, han går ind til. Fleggaard har en indirekte og central rolle i serien, ligesom en del af serien foregår i Fleggaards butikker, men der reklameres ikke direkte for kæden.

Casper Christensen, der netop har haft premiere på spillefilmen »Dan-Dream«, skriver i en e-mail til Berlingske, at »Lige over grænsen« er et godt eksempel på, hvordan underholdning og kommercielle interesser kan gå hånd i hånd.

»Det kræver blot, at indholdet bliver lavet på indholdets præmisser,« skriver Casper Christensen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.