Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kryds ved kulturen

Carl Christian Ebbesen: »Jeg har slet ikke forstået, at man skal foran i køen, når man kaster med brosten«

Frem til kommunalvalget 21. november spørger Berlingske spids­kandi­daterne fra de opstillede partier til Københavns Borgerrepræsentation, hvad der skal ske på kulturområdet i Køben­havn. I dag svarer Carl Christian Ebbesen, spids­kandidat for Dansk Folkeparti.

»Jeg har aldrig nogensinde støttet Ungdomshuset. Jeg har slet ikke forstået, at man skal foran i køen, når man protesterer og kaster med brosten og ikke respekterer det demokratiske samfund,« siger Carl Christian Ebbesen, spidskandidat for Dansk Folkeparti.
»Jeg har aldrig nogensinde støttet Ungdomshuset. Jeg har slet ikke forstået, at man skal foran i køen, når man protesterer og kaster med brosten og ikke respekterer det demokratiske samfund,« siger Carl Christian Ebbesen, spidskandidat for Dansk Folkeparti.

Hvad skal der ske med kulturbudgettet i København?

»Det skal helt klart stige, og det skal fortsætte med at stige, som det har gjort i den periode, hvor jeg har været kultur- og fritidsborgmester. Det er lykkedes at få fordoblet antallet af penge, der er blevet investeret i nye faciliteter på området. Børn og unge mennesker skal kunne dyrke deres forenings- og idrætsaktiviteter i København.«

Du siger, at budgettet skal stige. Hvor skal pengene bruges?

»På nuværende tidspunkt har vi for få idrætsfaciliteter. Der er kø, uanset om man vil gå til håndbold, fodbold, yoga, musikundervisning eller gymnastik. Derfor er der behov for at få dækket det hul i hele byen.«

Hvilke andre kulturområde kunne du tænke dig at styrke?

»Det er lykkedes mig i den her valgperiode at gøre noget, som mine forgængere ikke er lykkedes med. Nemlig at sikre kulturarven ved at bygge et nyt arkiv, således at vi kan opbevare ting, der fortæller noget om, hvordan København så ud i gamle dage. Det er nødvendigt for at have noget til vores museer, når de skal fortælle om København.«

Hvordan vil du udbrede den fortælling?

»Det er ved at sørge for, at vi har et godt og stærkt københavnsk museum, men det er også et spørgsmål om at få involveret børn. I stedet for at man kun sidder i klasserne og har historiefag, kan man aktivere børnene ved at tage dem til en rollespilsforening. Vikingetiden har jeg set selv i et undervisningsforløb, hvor børnene lærer om Vikingetiden på skolebænken og ender med at besøge en rollespilsforening og klæder sig ud som vikinger og får rørt sig.

Man kan se, at det er noget, der virker. Det er bare et eksempel på, hvad man kunne gøre.«

Mener du, at der er brug for nye måder at formidle kultur på?

»Det er der hele tiden. Kunsten og kulturen skal hele tiden være udfordrende. Den skal kunne påvirke os, og om det så er et teaterstykke, vi går til, eller er inde at høre noget god musik, skal det sætte tanker i gang.

Kulturen kan noget i forhold til at flytte mennesker. Derfor er det vigtigt, at kulturbudgettet og fritids- og foreningsaktiviteter bliver prioriteret.«

Hvad er det kulturpolitiske spørgsmål de næste fire år?

»Vi har brug for fællesskabet i København. Idrætsforeningerne og klubberne kan samle folk om deres interesser. Hvis jeg bliver genvalgt, vil man kunne se et stærkere foreningsliv i den næste valgperiode. Det er et lille minidemokrati med en formand, kasserer, en bestyrelse. Et demokrati, som folk er engagerede i, fordi det handler om deres interesser. Det handler om, hvornår de kan få lov til at spille fodbold, og hvor stort skal kontingentet være … Det danner mennesker.«

Hvordan skal foreningslivet så styrkes?

»Det skal det først og fremmest ved, at vi som politikere er med til at sørge for, at der er bedre bevillinger i foreningslivet og ved at sørge for, at der er steder, de kan være. Det er måden at gøre det på. Det er også ved at italesætte det og ved at være opsøgende overfor nogle af de grupper, som ikke er en del af foreningslivet i dag. Det kan være fritidsguider, hvor frivillige melder sig til at være opsøgende i skolerne og fortælle folk om, hvad der er af muligheder, når man har fri fra skole.«

Hvor vil du skære som det første?

»Jeg har aldrig nogensinde støttet Ungdomshuset. Jeg har slet ikke forstået, at man skal foran i køen, når man protesterer og kaster med brosten og ikke respekterer det demokratiske samfund.«

Skal Formel 1 til København?

»Det har jeg ikke taget stilling til endnu. Men jeg er meget glad for, at det er lykkes at få EM i fodbold til København. Fire kampe skal der spilles i 2020, og det bliver en kæmpe begivenhed.«

Skal der bygges flere højhuse i København?

»Jeg er ikke tilhænger af højhuse i det indre København. Til gengæld er jeg stor fan af at få et højhus i Nordhavn, som er et symbol, ligesom Turning Torso er det i Malmø. Der er problemer med skyggevirkninger og med blæst, og derfor skal man være meget varsom med at bygge for mange højhuse i København.«

Hvad er vigtigst? Almene bolig eller grønne områder?

»For mig er det både og. Jeg var med til at lave et forslag om, at der ikke må fjernes grønne områder i København. Hvis man fjerner et grønt område, skal man fremskaffe et andet areal. Det har byen overholdt siden. Det handler i virkeligheden om, at en by skal have en balance mellem boliger og grønne åndehuller, for ellers kan vi ikke leve. Set med mine øjne er man nødt til at være så visionær, at når man udvider byen, skal de grønne åndehuller prioriteres.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.