Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Bogen skal Jeppe have«

Hvert år på denne tid læste min farfar Martin A. Hansens »Løgneren«. Det var en fast forårsbebuder, noget han glædede sig til, og som han fortalte mig om, når vi talte i telefon. At nu var det ved at være nu.

Romanen, der jo er udformet som en dagbog skrevet af den tvivlende degn på Sandø, Johannes Vig – »sig ikke det navn for hurtigt« – begynder med sætningerne: »Trettende marts. Det er taaget« og fortsætter ind i april. Mod foråret og den brydende is.

For mig minder »Løgneren« ikke kun om årets gang, men også om livets. Da min farfar døde for et par år siden, arvede jeg hans eksemplar af romanen. Den er læderindbundet og så slidt, at ryggen flagrer. Når jeg lugter til den, bliver jeg sendt hjem i stuen hos min farmor og farfar i Odsherred: Kan høre den monotone tikken fra det engelske standur, se haven gennem de tynde blondegardiner, smage min farmors thebirkes.

Inde i bogen har min farfar med sin sirlige, men med alderen mere og mere rystende skråskrift (han blev 99 år) skrevet: »Bogen skal Jeppe have«. De sidste år, inden han døde, skrev han bag på mange af sine ting, hvem der skulle arve dem, og »Løgneren« skulle jeg altså have. I gymnasiet skrev jeg tredjeårsopgave om bogen, og min farfar og jeg talte dengang meget om den, ligesom han lånte mig sin udgave af novelleforlægget »Isen bryder«.

Jeg har ikke læst »Løgneren« siden gymnasiet, men tog den frem igen sidste måned. 13. marts selvfølgelig, og siden har jeg læst lidt hver dag. Jeg har vel nærmest fulgt den fingerede dagbog. Været med pebersvenden, der er blevet tynd i toppen, rundt på øen, som ikke er andet end »et Muldvarpeskud i Havet«.

Været vidne til al den ulejlighed, som han kalder det erotiske spil, han er blevet hvirvlet ind i med den unge mor, Annemari, og den grånende Rigmor. Siddet med ham på degnestolen i kirken og følt sig besat. Stået med ham på Nærbjerg, hvor »selv den der altid har Tvivl og Vantro som Støverhunde i sit Spor« kender det guddommelige som en magt over sig.

»Løgneren« kredser om tvivl og tro, om det at finde sin plads i tilværelsen. Om at acceptere det, der blev ens lod. At finde hjem, kunne man sige. Jeg tror, min farfar brugte romanen som en årlig påmindelse om det. Men dens betydning for ham har sikkert ændret sig gennem livet.

Han og jeg talte også om »Løgneren«, da min far døde for seks år siden. Det blev jeg mindet om, da jeg genlæste romanen. Min farfar, der til det sidste kunne citere salmer og bøger, nævnte i den tid ofte en passage fra bogen, som jeg nu kunne se, han havde understreget med blyant og sat et lille bogmærke ved:

»Den Verden du aner, naar du har frisk Sorg, naar du rystes af stor Musik, naar et Vers hugger i dig, eller naar du ser Miraklet i det rygende Daggry, da er du en fremmed paa Jorden.«

Det samme kan man sige om romaner, når de er bedst. Skønlitteratur kan noget, ingen selvhjælpsbøger eller besøg hos psykologen kan matche.

»Løgneren« fulgte min farfar gennem livet. Nu følger den mig. Og jeg skal også læse den næste år. 13. marts.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.