Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Biograf-formand angriber danske filmanmeldere for arrogance

Grøften mellem anmeldere og publikum er blevet større de senere år, mener formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen.

»Dræberne fra Nibe« - et billede på den store kløft, der er mellem anmelderne i kulturparnasset og biografpublikummet, mener biografernes formand.
»Dræberne fra Nibe« - et billede på den store kløft, der er mellem anmelderne i kulturparnasset og biografpublikummet, mener biografernes formand.

Er danske filmanmeldere blevet for ufolkelige og ligefrem arrogante i deres syn på film, så grøften mellem de professionelle kritikere, og de, der går i biografen er blevet for stor?

Det mener formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, der i to personlige klummer i filmmagasinet Ekko er gået til frontalangreb på den danske anmelderstand.

Udgangspunktet er blandt andet årets valg af nomineringer til Bodil-prisen, samt Ole Bornedals film »Dræberne fra Nibe«, der i sidste uge fik en ganske negativ kritik af størstedelen af den danske presse, men i de første fire dage derefter solgte 64.000 billetter.

Og billetsalget stammer ikke bare fra Biografklub Danmark, der har filmen i sit repertoire, uddyber Kim Pedersen overfor Berlingske.

»75 procent af billetsalget er til fuld pris, så det er folk, der har valgt filmen. Og når man går ind på fora, hvor publikum giver deres meninger tilkende om filmen, så synes de fleste, at den er vældig morsom – plat, men morsom,« siger Kim Pedersen.

Et af de steder er Kino.dk, hvor den gennemsnitlige bruger-vurdering af filmen er 3,4 stjerner - mod anmeldernes snit på 2,3.

Biografformanden bygger samtidig sin kritik på, at Bodil-komiteen, som består af danske anmeldere, i sidste uge nominerede fem film til prisen for årets bedste film, hvoraf kun en, Thomas Vinterbergs »Kollektivet«, er set af et stort publikum.

De øvrige fire, »The Neon Demon«, »I blodet«, »Forældre« og »Shelley« er set af mellem 8.739 og 143 biografgængere.

»Jeg synes, man kan summe det ned til, om det ikke er et problem, at filmanmeldere hader det, publikum elsker, og publikum hader det, anmelderne elsker? Er publikums vurdering ikke lige så validt som anmeldernes?« spørger Kim Pedersen.

Har den kløft ikke altid været der?

»Jo, men jeg synes nu alligevel, jeg oplever en polarisering for eksempel, når Bodil-komiteen nominerer fem film til bedste film, hvor de fire ikke er set af nogen mennesker. Jeg ser det som et tegn på, at den grøft, der er mellem publikum og det kulturparnas, som anmelderen er en del af, bliver gravet dybere.«

Hvilke andre kriterier skal der til?

»Selvfølgelig må anmelderne skrive, hvad de mener, men der, hvor jeg ser en fare, er, når de begynder at håne, når det bliver arrogant og bedrevidende i forhold til filmene. Det syntes jeg, det var i forhold til »Dræberne fra Nibe«. Og når kritik bliver til hån, så tror jeg, at den opdragende funktion, som filmkritikken kan have, får den stik modsatte virkning,« siger Kim Pedersen.

»Jeg er helt enig i, at filmanmeldelser ikke skal være hånende, men det mener jeg heller ikke, anmeldelserne af »Dræberne fra Nibe« var,« svarer Jacob Wendt Jensen, filmanmelder på Berlingske og formand for foreningen af Danske Filmkritikere, der består af 48 filmanmeldere på dagblade og magasiner, som står bag Bodil-prisen.

Han medgiver dog, at der i dag er lidt længere mellem anmelderne og publikum end for eksempel i 90erne og 00erne, hvor Dogme-filmene både holdt et højt kvalitetsniveau og trak mange i biografen.

»På den måde er vi måske lidt mere ude af sync med publikum i dag, lige som i 50erne og 60ernes folkekomedie-tid - når filmenes kvalitet daler, så falder anmelderne først fra. Men anmelderne er jo trods alt meget forskellige, og det er publikum også, og jeg tror folk efterhånden ved, hvor de selv står i forhold til bestemte anmelderes smag,« siger Jacob Wendt Jensen, som også kalder det en sund debat.

Men han afviser alle konspirationsteorier om Bodil-prisen.

»Bodil er en kritikerpris, og hver anmelder stemmer ud fra sit eget hjerte. Alle danske film tages frem, og alle har en holdning til dem og lægger sin stemme, men det er den rene kærlighed til film lagt oven på hinanden, der er afgørende for nomineringerne,« siger Jacob Wendt Jensen.

Han kan ikke se, hvordan man skulle tage andre hensyn ind, når det nu er en kritikerpris og fremhæver også, at der har stået respekt om prisen gennem mange år - blandt andet på grund af dens ubestikkelighed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.