Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

»Bestsellerisme handler om dovenskab. Om selvvalgt ignorance«

Jeppe Krogsgaard Christensen. Forfatter og kulturskribent
Jeppe Krogsgaard Christensen. Forfatter og kulturskribent

Sara Blædel og Jussi Adler-Olsen stirrer på mig. Sådan har det været i flere uger nu. Jeg slår som regel blikket ned, men indimellem kan jeg ikke lade være med også at se på dem. Den glatte hud, håret der sidder som støbt og, ja, de klare øjne, der ser ud på enhver, der går forbi de store portrætter, som er sat op på Bog & Idés glasfacade.

Adler-Olsen er aktuel med endnu en krimi, og Blædel har åbenbart påbegyndt en ny serie. Det er derfor, de ser på mig. På os. For at vi skal købe deres bøger. De er bestsellerforfattere og sælges efter samme princip som romkugler og wienerbrød i 7-Eleven. Det handler om tilgængelighed: Står du og mangler en bog til ferien, rejsen eller din grandfætters fødselsdag, er de altid lige til at købe.

På den måde er »bestsellerforfatter« en selvforstærkende titel. Er du det, bliver du ved med at være det, ligesom populære musikere, instruktører og malere har det med at blive ved med at sælge musik, billetter eller billeder. Også selv om det, de laver, for længst er blevet noget crap. At sælge fører simpelthen til salg, og fred være med det, kan man så sige. Sådan har jeg det bare ikke. Ikke fordi jeg synes, nogen bliver dummere af mainstream. Det er ikke muligt at blive dummere. Men det er bare ikke sikkert, man bliver klogere. Det er bestemt ikke det samme.

Nej, det, der ærgrer mig, er, at der er uendelig meget derude – bøger, film, malerier – der må nøjes med lille eller slet ingen opmærksomhed, selv om det har så meget at byde på. Men uden markedsføring forbliver det en sag for de få, de særligt interesserede, og det er paradoksalt i de her tider, hvor det gælder om at skille sig ud. Om det så er via fermenterede hundestejler eller en 12-dobbelt ironman.

Men individualiseringsbølgen har aldrig for alvor nået kunsten, og heller ikke i dag er det cool i såkaldt bredere kredse at have læst noget andet eller set noget andet end de mennesker, man omgiver sig med. Har du læst Peter Handkes »Det store fald«? Har du set Todd Solondzs »Wiener-Dog«? Sådan måtte det gerne være cool at spørge. Og ikke bare stoppe samtalen.

I en tid, hvor der er mere at vælge imellem end nogensinde, vælger de fleste af os det samme, det sikre, det brede, selv om dele af det smalle faktisk bliver omtalt i såvel store som små medier. Men den store kunst, der glimtvist optræder på bestsellerlisterne, kommer altid fra etablerede kunstnere. Fra en Nick Cave eller Linn Ullmann, for nu at nævne et par nogenlunde aktuelle eksempler. Så nok handler bestsellerismen om flokmentalitet, men også om dovenskab. Om ikke at gide tage stilling til andet end det velkendte. Om selvvalgt ignorance. Det er selvfølgelig fair nok, og stor kunst er ikke nødvendig for at leve et godt liv, og alle må leve, som de vil. Det siger sig selv. Men det er bare sandsynligt, at kunsten kan gøre et godt liv dybere, mere facetteret. Det er naturligvis også muligt, at nogen mener, Blædel og Adler-Olsen er den største kunst. Ligesom den, der kun har smagt romkugler og wienerbrød, med rent hjerte kan mene, at det er verdens bedste kager.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.