Anbefaling

Berlingskes anmeldere: Her er det teater, du skal se i efteråret

Hvad synes Berlingskes anmeldere, du skal se på scenen i efteråret? Vi guider dig gennem efterårets mest spændende teateroplevelser.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

TEATER

Jakob Steen Olsen, teaterredaktør 

»Aladdin«

Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
Premiere: 21. september

Christian Lollike viste vejen, da han på Aarhus Teater – i samarbejde med sit eget teater Sort/Hvid – fornyede Holberg indefra og udefra med sin smågeniale bearbejdelse af »Erasmus Montanus«. Nu håber Det Kongelige Teater på mere af samme skuffe med den uforfærdede dramatiker-instruktørs version af Oenhlenschlägers eksotiske, dramatiske digt »Aladdin«, der sættes på scenen med mulighed for at kaste moderne dagsordener om »dem og os« ind i foretagendet. Et stort hold skal løfte opgaven med det nye talent Alvin Olid Bursøe i titelrollen.

»Orlando«

Hvor: Betty Nansen Teatret
Premiere: 14. september

Jeg skal se alt, instruktøren Elisa Kragerup laver. Selv, når det ikke er vellykket  – hvilket sjældet sker – er hendes livtag med forlæggene altid interessante. Nu har hun heldigvis fået sit »eget« teater, juvelen i den københavnsnke teaterkrone, Betty Nansen Teatret, med mulighed for at gøre den til et moderne, levende og sprælsk teater. Med sine kropnsære, dristige og gennemtænkte versioner af klassikerne får hun gang på gang gjort historier fra før nærværende og til at føle på egen krop. I dramatiseringen af Virginia  Woolfs roman »Orlando« spiller Maria Rossing litteraturhistorikeren, der bevæger sig gennem fire århundreders kunsthistorie og skifter køn undervejs.

 

»Svejk«

Hvor: Nørrebro Teater
Premiere: 27. september

Rasmus Botoft. Er han den rette til at spille Svejk, den tjekkeiske hundehandler og folkelige helt, der først optrådte i en roman af Jaroslav Hašek, hvor Svejk var østrig-ungarsk soldat i Første Verdenskrig – siden blev han af Bertolt Brecht omplantet til Anden Verdenskrig? Det er der meget, der taler for. Han har snuheden, den hurtigtløbende replik, både intelligensen og naiviteten, humoren. På Nørrebro Teater bruger man en britisk dramatisering af historien om manden, der overlever den brutale krig. Men hvorfor klarer Svejk skærene? Fordi han drevent løber om hjørner med magten, eller fordi han er en glad idiot?

TEATER

Anne Liisberg, teateranmelder

 

 

»Tom – en musikalsk forestilling om en digter«

Hvor: BaggårdTeatret, Odense Teater og turné
Premiere: 15. september

Baggårdteatrets reumertnominerede forestilling »Bertolt Brechts Svendborgdigte« har siden 2016 gået sin sejrsgang over hele landet. Nu kaster teatret og den tyske instruktør Petra-Leonie Pichler sig over en hjemlig digter. Forestillingen bygger på det 20 år gamle kult-album »Glimtvis«, hvor skæve beats blev lagt på Tom Kristensens egen stemme. Det lyder nørdet og smalt, men med linjer som »Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død« og Brecht-forestillingens brede gennemslagskraft i mente, kan vi håbe på eksistentielt teater med kant.

 

»Babettes gæstebud«

Hvor: Østerbro Teater/Republique
Premiere: 22. september

Republique fortsætter traditionen med madteater og har noget at leve op til efter sidste års helstøbte, reumertvindende og subtilt inddragende version af Thomas Vinterbergs »Festen«. Samme kunstneriske hold tager i år livtag med Karen Blixens hyldest til den sanselige nydelse, »Babettes Gæstebud«. Fortællingen har ikke umiddelbart samme publikumskonfronterende potentiale, men mon ikke Simon Boberg, Rolf Heim og kok Mette Martinussen får præsenteret en vedkommende menu, der glæder ganen og udfordrer tanken på samme tid?

 

»Den uendelige historie«

Hvor: Aarhus Teater
Premiere: 16. november

Aarhus Teater indvier sin ombyggede Store Scene med tyske Michael Endes evigtgyldige fantasy-fabel om drengen Bastian, der bliver mobbet og søger tilflugt i litteraturen, hvor han udkæmper farlige kampe og flyver med drager. Det er en rejse i litteraturens rum, i ensomhed, venskab og kærlighed, men mest af alt er det en spændende historie, der kalder på det bedste i Bastian – og i alle os, der åndeløst læste med og croonede til Limahls tidstypiske toner i titelsangen fra filmatiseringen fra 1984. Anton Hjejle, der debuterede i DRs søndagsserie »Liberty«, spiller Bastian, Oh Land har skrevet ny titelsang og altid interessante Benjamin La Cour står for scenografien. Det bliver svært at undvære Limahls ømme fraseringer, men mon ikke der bliver masser af flyvende fest for øjne og ører, hjerte og hjerne alligevel!?

 

 

 

 

 

 

OPERA Søren Kassebeer, operaanmelder

 

“Trubaduren”

Hvor: Operaen
Premiere: 22. september

Den legendariske italienske tenor Enrico Caruso sagde engang, at det eneste, det kræver, hvis man skal lykkes med en opsætning af Giuseppe Verdis opera »Trubaduren«, er verdens fire største sangere! Og det var jo morsomt sagt, omend sat noget på spidsen, for skal »Trubaduren« gå hjem, skal man, som i al opera, få sang, skuespil og scenografi til at gå op i en højere enhed, og nu bliver det så spændende at se, hvad Det Kongelige Teater får ud af Verdis udødelige klassiker om liv, død, kærlighed, hævn, frihedstørst og andre menneskelige grundtemaer. Francisco Negrin iscenesætter, og walisiske David Kempster får mulighed for at brillere i den store rolle som grev Luna.

 

“Carmen”

Hvor: Turné i hele landet
Premiere: 5. oktober

Georges Bizets »Carmen« er og bliver en af alle tiders mest populære operaer, og det forstår man godt. Værket, der blev en kæmpefiasko ved premieren, men tindrende populært kort efter den stakkels komponists tidlige død, er så rig på fængende melodier, at man næsten tror, at det er løgn. Læg dertil en historie, der rummer alt det drama, al den jalouxi, al den skæbne, der hører sig til i en stor, dramatisk, tragisk, romantisk opera. »Carmen« er en af Den Jyske Operas satsninger i den kommende sæson, og amerikanske Thaddeus Strassberger står for både instruktion, scenografi og kostumer, mens den unge danske mezzosopran Johanne Højlund synger den skønne, farlige titelperson.

 

“Den flyvende hollænder”

Hvor: Malmö Opera
Premiere: 2. februar 2019

Hvis man én gang er blevet bidt af Richard Wagner, er man for altid bidt, og dejligt, at vores svenske venner på Malmö Opera også har overskud til at sætte den store, tyske mester i scene. Sæsonens Wagner i Skåne er “Den flyvende hollænder”, et tidligt værk, der ikke når samme højder som fx “Tristan og Isolde” og “Parsifal”, men som dog på sin egen måde er vedkommende, medrivende musikdramatik.

I Malmø skiftes østrigske Josef Wagner og australske Daniel Sumegi til at synge hollænderen, og den unge svenske sopran Cornelia Beskow er hans elskede Senta. Hollandske Lotte de Beer iscenesætter, så der er lagt op til smukt internationalt samarbejde i det dejlige operahus på den anden side af Øresund.

 

 

 

 

 

 

DANS

Vibeke Wern, danseanmelder

 

”Dans2Go”

Hvor: Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Premiere: 23. oktober

Den Kgl. Ballet fortsætter her i efteråret med succeskonceptet »Dans2Go«. Et program, hvor publikum til særlig enhedspris præsenteres for nogle af balletkunstens mange forskellige udtryk. Programmet byder først på et gensyn med et af mesterkoreografen, Jirí Kyliáns, hovedværker, »Salmesymfoni«, fra 1978 til musik af Stravinskij. Herefter følger Harald Landers sjældent opførte, men fejende flotte »Dvorak pas de deux« fra 1966. Til slut bliver det spændende at opleve den splinternye kreation, »My daddy loves sugar so much he eats it with his nose«, skabt af den talentfulde unge koreograf Oliver Starpov fra kompagniets egne rækker.

 

»Elsker dig for evigt«

 

Hvor: Takkelloftet, Operaen
Premiere: 9. december

Koreografen Marie Brolin-Tani og hendes dygtige unge dansere fra Black Box Dance Company i Holstebro kreerede sidste år forestillingen »Elsker dig for evigt« til Aarhus Europæisk Kulturhovedstad, der havde »rethink« som tema. Og Marie Brolin-Tanis danseforestilling er netop en gentænkning af Susanne Biers succesrige dogmefilm »Elsker dig for evigt«. Nu kan forestillingen opleves i København, når Black Box Dance Company til december indtager Takkelloftet sammen med komponisten og sangeren Pernille Rosendahl, der bl.a. synger sange fra soloalbummet »Dark Bird« som klangbund for dansedramaet over den tragiske kærlighedshistorie.

 

»Krash & Chopin Danser«

Hvor: Takkelloftet
Premiere: 18. januar, 2019

Dansk Danseteater tager udgangspunkt i to vidt forskellige musiktraditioner i det nye dobbeltprogram »Krash & Chopin Danser« med koreografier af henholdsvis Alessandro Sousa Pereira og Tim Rushton. Sousa Pereira skabte oprindeligt »Krash« til Den Kgl. Ballet i 2015. Så nu bliver det interessant at se den kraftfulde powerdans til Turkman Souljahs brasiliansk-inspirerede rytmer blive danset af det kompagni, hvor Pereira selv er danser. Til klavermusik af Chopin præsenterede kompagniets nu tidligere leder, Tim Rushton, allerede for et år siden med stor succes sit forstudie til »Chopin Danser« i Operaens Foyer. Det gav stor lyst til at se det færdige værk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.