Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Benn. Q Holm: »Der vil jo altid være en frygt«

Interview. Forfatteren Benn Q. Holm har forladt 00erne og cafeerne i indre by og er rejst tilbage til besættelses- og efterkrigstiden for at undersøge, hvad krigen gjorde ved en københavnsk modstandsgruppe. Om han selv ville have været en del af kampen, ved han ikke. Men han håber det.

Forfatter Benn Q. Holm
Forfatter Benn Q. Holm

I Benn Q. Holms debutroman, »Til verdens ende« fra 1994, er der en scene, hvor to forkælede københavner-cafédrenge sidder og diskuterer, om de ville have været en del af modstandsbevægelsen, hvis de havde levet under besættelsen. Det samme spørgsmål har 54-årige Benn Q. Holm stillet sig selv mange gange gennem årene.

Han husker modstandsmændene med deres lange overfrakker, smøgen i kæften og hårlokken i panden, mens de krøb langs murene. Han har gennem hele livet mødt dem i skolen, i bøgerne og ikke mindst i film som »De røde enge«, som han slugte foran fjernsynet som 12-årig.

»Der er noget drengeagtigt over det, som med biler og togbaner. Det er røvere og soldater, det må jeg indrømme. Det er fundamentalt spændende og lidt mere ophidsende end en golfturnering,« siger Benn Q. Holm, da Berlingske møder ham i hans hjem på Østerbro, hvor han bor med sin kone og to børn. Anledningen er hans nye roman, »De døde og de levende«.

Det er også den drengefascination, der har fået forfatteren til at forlade miljøet omkring Café Victor og Café Sommersko i nutidens København for at rejse tilbage i tiden til besættelses- og efterkrigstiden. Men det var også en lyst til luftforandring, der fik ham til at skrive sin første historiske roman. »De døde og de levende« er nemlig lidt af et sporskifte for Benn Q. Holm, der gennem sit forfatterskab mest har beskrevet storbymenneskers hverdagsliv i København før, omkring og efter årtusindskiftet. Denne gang er han i stedet rejst tilbage til 1943, hvor besættelsen ligger tungt over Danmark, og hvor den unge, smukke departementchefsdatter Karen fra Frederiksberg hiver kæresten, stud.jur. Ebbe fra Amager, ind i modstandsbevægelsen.

Deres selvbestaltede modstandsgruppe består af unge idealister fra universitetsmiljøet i København, men da gruppen bliver indrulleret i den rigtige modstandsbevægelse, går aktionerne fra at være næsten harmløse drengestreger til at være livsfarlige sabotagemissioner. Selv om det er nervepirrende med folk, der løber gennem mørke gader, og kugler, der fløjter hen over brostenene, er det dog efterdønningerne, der for alvor interesserer Benn Q. Holm.

»For mig var hele besættelsen kun en optakt til den egent­lige historie. Det var selvfølgelig en dramatisk tid, men det efterkrigstiden også, selv om den er voldsomt underbelyst. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, at folk kunne være gået under jorden og have været væk i to år, uden at kærester, koner, forældre og børn vidste, hvor de var,« siger han.

»Modstandsfolkene kom frem fra lofter og kældre og hjem fra Sverige. Det var ofte dybt traumatiserede folk, der havde oplevet forfærdelige ting. Men det lå så dybt i kulturen dengang, at følelser ikke var noget, man talte om. Heller ikke selv om man havde været i en kz-lejr og var blevet sultet halvt ihjel. Så længe man tog på og fik lidt farve i kinderne igen, så gik det nok det hele.«

Romanens tilblivelse har krævet en del research. Hvad spiste de, og hvordan talte de lige dengang? Skal den forlovede sige »Må jeg have lov at kysse dem, frk. Marie,« når han vil kysse sin kæreste? Og hvordan var det lige med prævention?

Sådanne spørgsmål har Benn Q. Holm stillet sig selv hele tiden, mens han sad bag tastaturet i sit arbejdsværelse. På et tidspunkt i researchfasen stødte han også på Den Danske Brigade i Sverige. At de fleste aldrig har hørt om den eller ikke rigtig ved, hvad den var, er ifølge Benn Q. Holm sagen i en nøddeskal.

»Der er kun skrevet et par bøger om den, og det gjorde, at jeg ikke følte mig som forfatter, men nærmest som en forsker, der havde fået fingrene i en guldgrube af ufortalte historier,« siger han.

Derfor flygter romanens hovedperson, Ebbe, til brigaden i Sverige, da en aktion går galt i København. Benn Q. Holm fortæller,  at da den militære enhed var størst, bestod den af 5.000 soldater, der var veltrænede, og med både generaler og en overkommando i Stockholm. 

»Dybest set er det en tragisk historie om 5.000 isolerede mennesker, hvoraf flertallet er flygtede modstandsfolk. De vil én ting. De vil hjem i kamp og befri Danmark. Samtidig må de høre om, at man i Danmark ikke aner, hvad de render rundt og laver i de skove. Holder de bare fest og står på ski? Det gav en enorm frustration hos dem,« siger Benn Q. Holm.

Og hvad sker der så bagefter, når man vender hjem til sin familie, der ikke kan forestille sig, hvad man har været igennem, og som i øvrigt heller ikke spørger? Og hvad vender man egentlig tilbage til?

»Krig er jo ikke kun sorg, lemlæstelser og traumer, det er også noget med, at man sidder i Afghanistan eller Irak og tænker på, om konen nu skal på Craizy Daisy i aften. Det kan jo ikke være skidenemt. Heller ikke den anden, vej for dem, der går derhjemme alene i lange perioder og ikke ved, om deres ægtefæller vender tilbage i live. Det var det, der trickede mig til at skrive historien. Krig og kærlighed, krudt og kugler,« siger Benn Q. Holm.

Der findes forskellige typer soldater, forklarer han. Der er dem, der bare skal i gang i en fart, når de kommer hjem, og mærke, at livet går videre, og så er der dem, der keder sig, som savner spændingen. Nogle fortier, fejer under gultæppet og får aldrig talt med nogen om deres oplevelser. I dag er der stadig soldater, der kommer hjem fra Irak eller Afghanistan og flytter ud i en skov, fordi de ikke kan holde ud at være sammen med andre mennesker.

»Man har ikke tid til dødsangsten under krigen. Det får man først bagefter. I dag får mange hjemvendte soldater talt med konen, psykologen eller terapigruppen. Sådan gjorde man ikke dengang efter besættelsen. Det var mere flasken eller gassen,« siger Benn Q. Holm.

Selv er han det, han kalder typisk nordisk, rent følelsesmæssigt. Han er introvert, konfliktsky og alt mulig andet, siger han. Hvis der var noget, der trykkede ham, tror han heller ikke, at han ville opsøge en psykolog. Måske fordi alt det mørke fortiede bøvl, han selv render rundt med, er en del af hans værktøjskasse som forfatter.

»Der skal være noget, der er skjult, som jeg kan hive op i nattens mulm og mørke. Ikke at jeg skal rende rundt og være deprimeret og ulykkelig i hovedet, for jeg skal have en hverdag, der fungerer, med penge til husleje og elregninger. Men hvis jeg lægger alt ud, fjerner jeg måske noget af det grundstof og drive, som jeg bruger, når jeg skriver,« siger Benn Q. Holm.

Lejlighedens mindste rum, der højst sandsynligt var et pigekammer dengang i 1940erne, er i dag omdannet til kontor. Det er her, Benn Q. Holm forsvinder ind hver dag for at få afløb for sine tanker, ideer og frustrationer. Han undgår egentlig helst for mange mennesker og bor i perioder i det lille værelse, hvor han lytter til David Bowie og får kanaliseret sit inderste ud gennem fingrene.

»Jeg var aldrig enig med gode, gamle, kulturradikale Rifbjerg, men jeg kan godt følge ham i det, han sagde om de eksistentielle sidespring. Man kan jo gennemleve alle mulige erotiske affærer og samtidig være verdens mest tro menneske som forfatter. Jeg sætter mig ind på mit kontor, og så er jeg i Småland i 1944 eller i København i 1945. Lige om lidt kan jeg gå ind og tage til Buenos Aires,« siger han.

For en stund har Benn Q. Holm fra sit arbejdsværelse på Østerbro krøbet langs husmurene som en del af modstandsbevægelsen, men i virkeligheden er han ikke sikker på, at han ville have været med. Måske da han var ung, for han tror, at man skal være lidt ung og dumdristig for at kaste sig ud i det. Han husker i hvert fald dengang, hvor han var sådan én, der kravlede rundt i byens stilladser. Men han har heller ikke glemt den dag, hvor han opdagede, hvor langt der var ned. 

»Dit land bliver besat at en psykopatisk nazisthær, hvad gør du? Jeg har tænkt meget over det, og under krigen blev der sat nogle eksistentielle ting på spidsen. Enten var man med, eller også var man ikke. Jeg håber, at jeg ville turde, men det kan godt være, at jeg ikke havde været ham, der var med ude om natten for at sætte fut til brandbomberne,« siger Benn Q. Holm  og peger på, at man skal forestille sig at få hamret en geværkolbe i skridtet, få elektrisk stød eller få hovedet hevet op og ned af et kar med vand. Det kunne være konsekvenserne, hvis man gik ind i modstandsbevægelsen.

»Der er nogle svage paralleller til nutidens ytringsfrihedsspørgsmål. Folk går og passer på med, hvad de siger eller tegner, for der kan man også risikere livet eller at skulle rende rundt med PET-vagter. Som kunstner må man finde ud af, om man vil forsvare friheden. Det er farligt bare at tage den for givet. Måske er der ikke andet at gøre end at sige »fuld skrue frem, det skider vi på, det her er Danmark, og vi er frie mennesker«. Men der vil jo altid være en frygt«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.