Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Det gamle København

Begravelser og studiestøtte

Frederik IV gav regensianerne sit kongelige ord på, at »de og deres efterfølgere, så længe verden står, havde uhindret ret til at bære alle de lig, hvortil deres hjælp blev ønsket.« Men i 1848 kunne kongen underskrive et dokument, som overdrog opgaven til kommunen.

De fleste begravelser foregik for et par hundrede år siden fra hjemmet, og på tegningen er man nu nået til det højtidelige øjeblik, da bedemanden træder frem og højtideligt spørger: »Er der flere, det kunne more at se liget?« Tegning af P. Klæstrup
De fleste begravelser foregik for et par hundrede år siden fra hjemmet, og på tegningen er man nu nået til det højtidelige øjeblik, da bedemanden træder frem og højtideligt spørger: »Er der flere, det kunne more at se liget?« Tegning af P. Klæstrup

Sommeren 1711 var usædvanligt varm. Men det var ikke derfor, folk flygtede ud af byen, hvis de havde mulighed for det. Det var for at redde livet.

Med tilrejsende fra Helsingør var pesten nemlig kommet til København, og de første sporadiske sygdomstilfælde udviklede sig til en epidemi, som i løbet af nogle måneder tog livet af 23.000 indbyggere – svarende til hver tredje borger i byen.

»Frelse sig, hvo som kan ud af denne til ødelæggelse indviede stad!« tordnede magister Tommerup, som var præst i Garnisons Kirke. Han så klart, at et løsagtigt levned havde forvandlet København til et Sodoma og Gomorra, og dette var straffen sendt af Gud.

To dage efter rejste han bort med familie og bohave, men bag voldene fortsatte hverdagen med syge, døende og døde i snart sagt hvert et hus og hver en gade, og for Sundhedskommissionen var opgaven uoverskuelig. De fleste af byens læger flygtede fra sygdommen, og de, der blev tilbage, blev selv ramt af smitten.

Derfor blev en del af barberlavets medlemmer udnævnt til pestkirurger med den særlige opgave at få de mange døde begravet hurtigst muligt og få de hjælpeløse bragt ud på lazaretterne. Men også pestkirurger blev der efter kort tid mangel på.

Fra gammel tid havde Ligbærerlavet haft eneret til at sende byens borgere ud på den sidste rejse, men netop i ligbærernes rækker var dødeligheden overvældende den sommer, og snart var der udtalt mangel på folk, som kunne og ville påtage sig opgaven.

Sidst i juli antog man derfor 36 nye og sunde ligbærere, men bare fem dage senere var kun seks af dem på benene.

Nu var tiden inde til, at byens mange lediggængere kom i arbejde. De fik stilling som ligdragere, men det døde de af, og så var man lige vidt. Rundt om i de sjællandske købstæder blev raske mænd opfordret til at tage til København og melde sig som ligbærer. Behovet var overvældende, og betalingen var fyrstelig.

Kun ti meldte sig, og på det tidspunkt havde Ligbærerlavet mistet sine rettigheder. For det var pligtforsømmelse, når medlemmerne nægtede at bære pestlig. Privilegiet blev derfor givet videre til studenterne på Regensen.

Det var en kærkommen økonomisk håndsrækning til den lærde ungdom, og Frederik IV gav regensianerne sit kongelige ord på, at »de og deres efterfølgere, så længe verden står, havde uhindret ret til at bære alle de lig, hvortil deres hjælp blev ønsket.«

Dog med den tilføjelse, at det i pestens tid kun drejede sig om lig tilhørende de fornemme klasser.

Men de fornemme klasser var som nævnt rejst bort. Studenterne havde derfor i begyndelsen ikke megen glæde af privilegiet, og at regensianerne skulle fjerne de tusinder af ukendte borgere, som i den sommervarme by lå efterladt rundt om i husene, kom aldrig på tale.

Den opgave gik videre til fangerne på Bremerholm. Også de døde, men der var mange at tage af, og efterhånden som sommeren gik på hæld, begyndte myndighederne at få hold på situationen.

Den traditionelle skik med begravelser inde i byens kirker blev opgivet, da stanken meget hurtigt blev uudholdelig for både præst og menighed. Og da kirkegårdene rundt om de fem sognekirker heller ikke kunne klare presset, blev der i al hast etableret såkaldte assistancekirkegårde overalt, hvor der var en stump jord til overs.

Nicolai Sogn anlagde kirkegårde på hjørnet af Vingårdsstræde og Ulkegade, den nuværende Bremerholm, og i Borgergade, hvor der lå en have med udskænkning kaldet »Landgreven af Hessen«. Mellem Gothersgade og Gammel Mønt anlagde både Helliggejst og Trinitatis kirkegårde i nogle private haver, og det samme gjorde Frue Kirke i Fiolstræde.

Først et halvt hundrede år senere var tiden moden til at anlægge en smuk og rummelig assistancekirkegård i det åbne område ude på den anden side af Søerne, og da havde man for længst lagt peståret bag sig.

Men kongens løfte til studenterne stod ved magt, og der var gode penge at tjene, når en borger skulle transporteres fra hjemmet til det sidste hvilested. En sikker indtægtskilde var det jo – før eller siden – og ligbærerpenge var et sølle sted at spare.

Prisen på ydelsen kunne ikke diskuteres, og konkurrenter var man behageligt fri for. Drikkepenge var en del af afregningen, men af sømmelighedshensyn talte man om handskepenge og støvlepenge. For at organisere opgaverne hensigtsmæssigt blev ligbærervæsenet overtaget af Kommunitetet, som var den fond, der holdt studenterne i live med mad i munden og tøj på kroppen, og på den måde fik alle studerende ved Universitetet glæde af den betydelige formue, der efterhånden hobede sig op.

Det var bogstavelig talt et pengetræ, der voksede i Regensens have, og det blev ved med at bære frugt, længe efter at det fysiske arbejde med at bære lig var blevet givet videre til lavt lønnede daglejere.

I åndernes rige levede man af overskuddet og renterne. Hen mod midten af 1800-tallet kunne de færreste imidlertid se fornuften i, at studenterne fik penge for et arbejde, som de lod andre udføre. Fire år tog det at skrive en betænkning med titlen »Studenternes Ligbæringsprivilegium«, og fire år tog det at læse den.

Sagen var kompliceret, men i 1848 kunne kongen underskrive et dokument, som overdrog opgaven til kommunen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.