Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bare rolig, de har også selvironi i Sydhavnen

Dukke-mentaren om »Radio Karen« er blevet et kæmpehit med autentiske lydoptagelser fra det såkaldte »Underdanmark«. Men kan man overhovedet tillade sig at lave TV-satire om de gamle, de syge og de ensomme?

Radio Karen
Radio Karen

Benny tindrede af stolthed, da han tændte for TV2 Zulu mandag aften. Det er hans klimprende guitar og fraserende sangstemme, der dagligt indleder Radio Karens udsendelser. Toner, som hele Danmark kan synge med på, efter at dukke-satire-serien af samme navn havde premiere i denne uge:

»Nå, for pokker,« lyder reaktionen hos Birgitte og Jytte. De er nu mere benovede over, at de igen har fået omtale i »de store medier«.

»Lyt til Radio Karen og fortæl-l-l, hvad du tænker på. Sand-heden er den slags, som vi alle sammen kan forstå-å-å.«

Benny kommer igennem kl. 13.24. Ringer selv ind til tirsdagens værter på virkelighedens Radio Karen. Lige efter at nogen har lavet pruttelyde og klasket røret på igen.

På TV er det specialfremstillede, karikerede dukker, der lægger skumgummi­lemmer, pølse­næser og tyndt hår til de autentiske lydoptagelser fra lokalradioen i Sydhavnen. »Dukkementar« er det blevet kaldt. På den iskolde tirsdag ved frokosttid sidder Jytte, Birgitte og Thomas mellem Radio Karens skråvægge og ser helt normale ud. Altså bortset fra hørebøfferne.

De sidder klemt inde mellem rosa gardiner, et »dyrepoliti NU!«-opslag på væggen og en slatten julestjerne. Men ikke med efternavne, for dem bruger man ikke på Radio Karen. Heller ikke huskomponisten Benny:

»Jeg har musik i hovedet. Det var ikke andet end følelser. Jeg synes kraftedeme, der er mange på Radio Karen, som jeg elsker. Jeg elsker, når folk ringer ind og siger: »Nu skal I høre, jeg har sgu tænkt på«,« siger Benny om inspirationen til titelsangen:

»Eejjj, jeg blev lykkelig over den udsendelse! Jeg synes, det var skidegodt. Måske var de lidt hårde ved Axel,« begynder Benny.

Den omtalte Axel fra Brønshøj er fast såkaldt »indringer«. I lydoptagelsen fra første afsnit var hans dukke-alter ego nær faldet i søvn under telefonsamtalen, men forsøger at blande sig en hjemmegjort energidrik med salt og sukker.

»Det synes Axel nu ikke selv,« afbryder Jytte i studiet. »For altså. I den periode VAR han altså meget træt, så det«

Axel fra Brønshøj har det i øvrigt bedre i dag. Ham vender vi tilbage til.

26. februar 2008

Tage fra Brøndby:

»Midt i samtalen der, så lagde hun sin venstre hånd oven på sit skød, oppe på dynen dér og sagde »Bol mig, Tage!« Men altså. Det, jeg skammer mig over, er, at jeg ikke gjorde det.«

Spørger man på Radio Karen, hvordan de forbereder sig på dagens udsendelse, lyder svaret: »Vi sætter os ned...«

Dagens program giver nu også sig selv. Det er evalueringens time i for den lille snakke-lokalradio i Københavns Sydhavn. Ikke mindst for de mange faste lyttere og indringere, der har fået vendt vrangen ud på deres sludren og debatter i bedste TV-sendetid. Zulu-publikummet kan nu klaske sig på lårene af grin, mens Else fra Nørrebro forsøger at kurere sin rift i fingeren ved at overhælde den med snaps, og Kaj spørger, hvor lang kammertonen er. 70 kilometer, mon?

Men det er ikke alle, der kan se morskaben i at sætte sjove dukker på de ældre, de syge eller ensommes autentiske æter-fortællinger.

Henrik Palle, TV-anmelder på Politiken, eksempelvis. I en usædvanligt forarget anmeldelse tirsdag tildelte han dukkeserien ét hjerte (for dukkehåndværket). Resten af anmeldelsen indeholder ord som »utilstedeligt«, »usmagelig« og »uden empati«. Eksempelvis om scenerne i første afsnit, hvor pensionisten Knud ligger på gulvet og forsøger at fiske en dåse forloren skildpadde ned fra skabet. Det er ikke sjovt, men tragisk, mener Henrik Palle, når Overdanmark gnækkegriner over problemer, tanker og ytringer hos Underdanmark. Han sætter facit med ordene:

»Det er væmmeligt, udtryk for en modbydelige menneskelig råhed. Og en sådan form for satire viser mere om bagmændene end om ofrene. Der er efter min mening kun én ting at sige til dukkeserien: fy for pokker.«

22. maj 2008

Else: »Nu har jeg lige spist en muffi med creme i. Det må jeg heller ikke spise. Men dem kan jeg ikke lade være at spise. Kender du dem? De er så deeejlige. Jeg har mere kolesterol end diabetes.«

»Aarh... Det er ikke for at gøre folk til grin. Men ham, der har skrevet i avisen... Det kunne da være dejligt, hvis han ringede ind,« siger Jytte. Knud, pensionisten, der var skvattet om på gulvet i afsnit ét, er i øvrigt rask og rørig. Så vidt de ved.

»Jo, jo. Men bare vi har fået et hjerte i det mindste, så er det fint,« siger Birgitte.

Annie fra Amager er den første indringer:

»Jeg morede mig. Det var så sjovt! Så jeg glæder mig til de 11 andre afsnit. For der er 12. Og så jeg vil jeg sige, at nogle dage bliver det genudsendt tre gange. Nå, nu har jeg lagt fjernsynsbladet væk« Tove fra Valby kommer også igennem på linjen:

»Jeg er lidt glad for, at jeg har optaget det. Nummer to gang får man nok lidt mere ud af. Jeg er helt ked af, at jeg ikke selv er med.«

Og så ringer Kaj. En af dukkementarens helt store lydstjerner. Ingen kan huske, hvad han talte om. Kun at dukken Kaj stod i Nyhavn og ringede.

»Jamen, ja. Jeg har mange gange siddet på en pram dernede,« siger Kaj. Det er ikke det sidste, vi hører til ham.

19. januar 2008

Tage fra Brøndby: »Dér håber jeg, at det bliver en atomkrig! Fordi er der noget, vi skal have ram på, så er det fandme de jakkesæt, der sidder og arrangerer det.«

Det er Martin W. Andersen og Anders Hoffmann, der har udtænkt dukkeserien. De indledte mere end 1.000 timers lydoptagelser i 2007 efter at have »smug-lyttet« i årevis:

»Nogle gange måtte vi ringe til hinanden: »Skynd dig at skrue over på Karen. Kaj har været og købe bøger!«. Det her er dejligt jordnært, ærligt, menneskeligt og ikke mindst underholdende. Vi faldt pladask for de faste indringere og værterne. Det er klart, at der er nogle lidt mystiske samtaler i ny og næ, men Radio Karen er en direkte linje ud til de små hjem, hvor man virkelig råt for usødet kan høre, hvad danskerne går og tænker på,« siger Anders Hoffmann, der også fremhæver radioens sociale funktion.

»Dukkementaren« er blevet til i tæt samarbejde med Radio Karen og formanden Michael »Sydhavn« Hansen. Prøveudsendelsen - som radioens bestyrelse syntes var »ustyrligt morsom« - blev optaget en nat i virkelighedens Karen-studier. Til gengæld kender idémændene ikke meget til indringernes sande identitet. Dukkerne er en fantasifuld freestyling over lydoptagelserne:

»Det har været en prioritet at portrættere Radio Karen og lytterne så kærligt som muligt. Vi lægger vores egen halvspecielle humor og opfindsomhed oven i med dukkerne. Det skal have kant. Men vi synes, vi gør det kærligt og med et tydeligt glimt i øjet, og vi tror ikke, at nogen føler sig hængt ud,« siger Anders Hoffmann.

25. april 2008

Else ringer ind. Hun har skåret fingeren:

»Jeg har altid været forsigtig, for jeg er engang blevet syet, fordi jeg skar mig på en dåse. Det var ærter og gulerødder. Det var en lille dåse.«

Vi får lejlighed til at spørge en af de »udhængte«, da Axel ringer. Ham fra Brønshøj, som engang var enormt træt. Han føler sig hverken hængt ud eller synd for. Ellers tak, siger han:

»Det var mesterligt lavet med den pensionist, der ikke kunne nå sin dåse. Og mig, der var dødtræt, jeg havde arbejdet hele natten Og den dér blanding, jeg lavede for at få dækket mit væsketab. Det skulle i øvrigt have været en liter vand, men det er noget helt andet,« siger Axel.

Kaj - fast indringer - melder sig på linjen for tredje gang i dag. Han er med i dukkeserien med teorier om alt. Og med kommentaren »Jeg er stiv af at have ligget på trappen i underhylere hele natten«.

Anmelder Palles forargede avis-ord ligger stadig på den grønne voksdug mellem værterne og vibrerer. Men »offergørelsen« får nærmest Kaj til at harmdirre på linjen:

»Som om man skal rette sig efter sådan nogle kulturpaver! Vi skal aldeles ikke føle os forfulgt på nogen måde. Og dårlige anmeldelser, jamen altså Man kan tørre sig i røven med den slags! Hvis der er nogle unge punkere - eller hvem det nu er, der gider se TV2 Zulu - synes, det er jættemorsomt, så kan ham Henrik Balle... ,« knirker Kaj løs med sin letgenkendelige stemme, før han bliver afbrudt af censuren og hotelklokkens »ding«.

Han giver plads til Georg. Han er 48 år, blind og »en del alene«. Han elsker snakkeradio uden filter.

»Radioen og telefonen og den menneskelige talte kontakt er alt for mig her i livet. Danmarks Radio har haft gode telefonprogrammer tidligere, men de er altså lakket til med smser, underlægningsmusik og alt muligt. Der er kun Radio Karen tilbage, der har det gode gamle telefonprincip. Hvor der heller ikke er nogen, der sorterer og spørger »nå, hvad skal du tale om?«.«

»Nej, sådan foregår det ikke her,« siger Birgitte i studiet.

Til gengæld holder Radio Karens værter og indringere lidt øje med hinanden. Bekymringen melder sig, hvis en fast stemme pludselig forsvinder.

»Der er nogen, hvor vi ved, at vi er deres livliner. Der er flere, der ikke kan komme ud og ned ad trappen. De kan ringe og fortælle om deres privatliv ud i æteren. Hvis vi spørger, om de ikke kan tale med deres nabo eller datter, siger de: »Jamen, der er ingen, der vil høre på det«,« siger Thomas og viser en god stak hjertelige julekort frem fra faste lyttere.

Han gør klar til at sætte Bennys hit nummer to, »Mammonsangen«, på som afslutning. Den handler om »pengesygen« hos samfundets rigeste, veluddannede og magtfulde. Her i Sydhavnen og omegn er det dem, man har lidt ondt af. Ikke sig selv. Som Kaj siger - til ivrige protester - da han som sidste indringer gør status over det lille radiomiljøs pludselige danmarksberømmelse:

»...Jeg er den dummeste af dem alle sammen. Og jeg er glad.«

Så bare rolig. De har også selvironi i Sydhavnen.

5. februar 2006

Bodil: »Ved du hvad, når de er sådan lidt retarderede og tilbagestående, så er de faktisk meget søde og flinke og hjælpsomme.«

Arne: »Arh, ikke alle.«

Web-tv: Tag med på besøg hos Radio Karen

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.