Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Balletskolens første studenter

For første gang i Det Kongelige Teaters Balletskoles 246-årige historie fik syv ballerinaer fredag huen på og tog på vogntur sammen med klassekammeraterne fra Falkonergården Gymnasiums Team Danmark-linje.

Syv glade ballerinaer fra Det Kongelige Teaters Balletskole, klar til vogntur med kammeraterne fra Falkonergården Gymnasium : Benedicte Boier, Anna Westerholm, Sarah Olivia Klitgaard Knudsen, Lea Sindberg Lyager, Karoline Gammelgaard Jensen, Laura Husted Christensen og Emma Riis Kofoed. Foto: Thomas Lekfeldt.
Syv glade ballerinaer fra Det Kongelige Teaters Balletskole, klar til vogntur med kammeraterne fra Falkonergården Gymnasium : Benedicte Boier, Anna Westerholm, Sarah Olivia Klitgaard Knudsen, Lea Sindberg Lyager, Karoline Gammelgaard Jensen, Laura Husted Christensen og Emma Riis Kofoed. Foto: Thomas Lekfeldt.

 

Der blev skrevet teaterhistorie, da syv elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole fredag formiddag – som de første i skolens 246-årige historie – satte studenterhuen på hovedet og kørte af sted i studentervogn sammen med deres klassekammerater.

De syv – alle piger – er første årgang på balletskolens nye tre-årige aspirantuddannelse i samarbejde med Team Danmark-ordningen på Falkonergården Gymnasium og HF på Frederiksberg. Her har de over tre år taget en HF-uddannelse, samtidig med at de har fået 20 timers ballettræning på teatret og har givet mindre forestillinger. Det seneste år har de desuden medvirket i de to store balletter »Svanesøen« og »Alice i Eventyrland«.

Der var trængsel af både forældre og presse omkring de første studenter i Det Kongelige Teaters Balletskoles 246 år lange historie. De syv nybagte studenter, alle piger, har taget en tre-årig HF på Team Danmark linjen på Falkonergården Gymnasium. Foto: Thomas Lekfeldt.
Der var trængsel af både forældre og presse omkring de første studenter i Det Kongelige Teaters Balletskoles 246 år lange historie. De syv nybagte studenter, alle piger, har taget en tre-årig HF på Team Danmark linjen på Falkonergården Gymnasium. Foto: Thomas Lekfeldt.

Med en pensionsalder på bare 40 år i Den Kongelige Ballet har der længe været ønske om at give danserne en større boglig ballast end den 9. klasses afgangsprøve, balletskolebørnene hidtil har fået. Men der har også været bekymring for, at et tre-årigt gymnasieforløb ville gå ud over ikke mindst de unge danseres sceneerfaring.

»Nogle frygtede måske at få to halve uddannelser, men faktisk synes jeg, at det er lykkedes at opfylde vores mål om at lave nogle »hele« elitemennesker,« siger balletskolens forstander, Thomas Lund, som har gjort meget ud af at »skræddersy« den balletfaglige del af uddannelsen til de enkelte elever. Han mener godt, man kan tale om en win-win-situation for de unge dansere.

»De har fået det samme boglige fundament, som mange andre unge har, og derudover har de bestået en uddannelse som dansere. Så de har næsten fået dobbelt op,« siger han og glæder sig over, at hele fire af de syv har fået fast kontrakt med Den Kongelige Ballet mod normalt kun en eller to på en årgang.

»Det tilskriver jeg, at den boglige uddannelse har givet dem en mere allround udstråling og mere at byde på på scenen,« siger han.

»De er blevet mere interessante kunstnere, i og med at de også har fået lidt mere mellem ørerne, og uanset hvor de danser hen i livet, har de et fundament at stå på.«

Emma Riis Kofoed var én af dem, der for tre år siden var mest skeptisk over for den nye uddannelse.

»Jeg ville gerne være fuldtidsdanser så hurtigt som muligt, og jeg følte, der blev taget noget fra mig, da den sceneerfaring, man fik på den gamle ordning, blev erstattet af andre træningsmuligheder,« siger hun.

»Men her på den anden side synes jeg, vi har fået rigtig mange andre værdier med os. Vi har fået en helt anden forståelse for balletten og også et stærkere udgangspunkt for at komme op i korpset, fordi vi har fået så meget specialtræning og mulighed for at udvikle os individuelt.«

De første studenter i Det Kongelige Teaters Balletskoles 246 årige historie på vogntur sammen med klassekammeraterne fra Falkonergården Gymnasium ogh HF. Foto: Thomas Lekfeldt.
De første studenter i Det Kongelige Teaters Balletskoles 246 årige historie på vogntur sammen med klassekammeraterne fra Falkonergården Gymnasium ogh HF. Foto: Thomas Lekfeldt.

De syv ballerinaer har ogås nydt fællesskabet med klassekammeraterne på Team Danmark-linjen, selv om det var et chok pludselig at være ien klasse på 30, hvoraf 70 procent var drenge.

»Det har været fedt at smage på ungdomslivet på den anden side af teatrets mure. Vi har fået nogle oplevelser, som de tidligere uddannede dansere ikke har fået,« siger Emma Riis Kofoed.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.