Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Balder og bryster er blevet sjældenheder i Hollywood - men blodig vold er okay

Amerikansk filmindustri viser efterhånden hellere de døde end de nøgne. Producenterne kan ikke skaffe finansiering uden særlige hensyn til de bornerte og børnefamilierne. For succesinstruktør Susanne Bier er nøgenhed naturlig - hun vil portrættere sine figurer troværdigt.

Tom Hiddleston og Susanne Bier. Foto: AFP/John MacDougall
Tom Hiddleston og Susanne Bier. Foto: AFP/John MacDougall

Ældre film er meget artige rent seksuelt. Nyere film er mere pågående. Eller hvad?

Det forholder sig faktisk lige omvendt.

Balder og bare bryster er sjældenheder i amerikansk film efterhånden. Hollywoods instruktører kan bruge timer på død og udpenslet vold. Men hvis filmens heltinde skal stå ud af sin seng om morgenen, må hun lige forbi garderoben først.

Nøgenhed er no-no, og lysten og dens opfyldelse virker som en decideret forbudt side af livet. Især for kvindernes vedkommende. Og især i amerikanske film. Hvis det kære hunkønsvæsen i filmens verden overhovedet ejer et liv syd for navlen, står det i samlivets tegn.

Amerikansk filmindustri rimer slet og ret på puritanske dyder og sex med slukket lys. Kvindens krop er i sidste ende mandens. Hendes nydelse er rettet mod hans. Og det skyldes hverken filmenes forfattere eller instruktører.

Hollywood er ramt af en sex- og nøgenheds-tørke. Og det handler i høj grad om penge i form af produktionsstøtte og reklameindtægter. Producenterne kan slet ikke skaffe finansiering uden særlige hensyn til de bornerte, de bibelstærke og børnefamilierne.

Kunstnerne klager jævnligt over den hastige udvikling hen mod puritanske idealer.

Som da skuespilleren Evan Rachel Wood for nylig sendte et brev til den amerikanske filmcensur, MPAA. Hun havde medvirket i »The Necessary Death of Charlie Countryman« med Mads Mikkelsen på rollelisten og var undervejs blevet underholdt af Shia LaBeouf forneden.

Men censuren klippede præcis den scene ud, hvorimod scener med drabelige skud og rullende hoveder blev stående.

Skuespillerinden var rasende og så censorernes indgreb som symptom på et sygt samfund.

»Man vil vanære kvinder, der nyder sex, når manden ikke kommer,« harmede hun.

Filmskribenten Kristofer Ahlström fra det svenske Dagens Nyheter drog en endnu skarpere konklusion:

»Scener med kvindelig nydelse straffes hårdere af censuren end scener med kvindelig lidelse,« noterede han sig.

Forbuddet skyldes industriens pengefolk og deres sommetider gigantiske investering i værkerne. Hvis man ender på en såkaldt rating med bogstavet »R«, må man ikke vise værket lige efter »Toy Story« – hvorved man går glip af indtjening.

Scener med sex klippes ud allerede i filmens allertidligste stadier. Hvis manuskriptet kræver elskov, streges passagen simpelthen over. Uanset de to menneskers køn, alder eller erotiske tilbøjeligheder. Uanset sammenhængen.

Det var omvendt engang. Scener af den slags blev klippet ind, ikke ud. For eksempel i Bernardo Bertoluccis meget sete »Sidste tango i Paris« fra 1972.

Instruktøren havde slet ikke planlagt Marlon Brandos overgreb på Maria Schneiders indre. Han manglede bare et eller andet og skabte så en scene, der har bevaret sin kontroversielle status frem til i dag.

En kollega som Nicolas Roeg havde filmet klassikeren »Rødt chok« med Donald Sutherland og Julie Christie året efter og følte sig sådan set færdig. Men da han genså filmen, fandt han det samlede udtryk lige køligt nok – hvorfor han i sidste sekund fik bragt de to stjerner sammen på lagenet.

Selv hvis en instruktør ikke havde tænkt på det hormonelle i tide, gjorde producenterne det for ham. Filmen i sig selv havde altså ikke nødvendigvis sex med, men traileren havde.

Og den praksis var normalen for ikke så længe siden.

Folk i den dannede generation vil stadig have Paul Verhoevens omdiskuterede »Basic Instinct« fra 1992 på nethinden. Nok ikke fordi plottet faktisk var ret spændende og tog den utrolige drejning med kniven til sidst. Eller fordi Michael Douglas stadig kunne spille. Men fordi Sharon Stone sad så iskoldt med en cigaret og spredte ben lige op i linsen.

Verden var revnefærdig af nysgerrighed dengang og besatte nærmest biograferne.

De få sekunder havde været utænkelige nu om dage. Vi ville tænke Istedgade eller noget.

Hvis man er stiv i filmhistorie, står begyndelsen af 1990erne i det hele taget som særligt. Tiden blev af en eller anden grund en sidste syndflod. Et sidste orgie før USAs puritanere tog over.

»Basic Instinct« var rent kostskolepensum ved siden af eksempelvis »Bad Lieutenant« med Harvey Keitel og hans ædle dele i hovedrollen eller »Bram Stoker’s Dracula« af Francis Ford Coppola med sit ret indgående portræt af vampyrens hustruer.

Skuespillerinder i dag sørger gerne for en »no nude«-passus i deres kontrakt. Kønsdele hos deres mandlige kolleger kommer slet ikke på tale. I hvert fald ikke på det store lærred, og i hvert fald ikke på amerikansk jord.

I den succesfulde kærlighedsmusical »La La Land« (2016) med Emma Stone og Ryan Gosling fremstilles forholdet ikke fysisk og nøgent, men nærmest luftig og æterisk. PR-still fra filmen.
I den succesfulde kærlighedsmusical »La La Land« (2016) med Emma Stone og Ryan Gosling fremstilles forholdet ikke fysisk og nøgent, men nærmest luftig og æterisk. PR-still fra filmen.

Men ser vi da ikke sex hele tiden?

Jo. Men det er næsten altid i TV-serier. Den knap så store skærm hjemme i stuen egner sig bedre til det – eller mindre dårligt, vil nogen sige.

Og hvis det så alligevel er i biografen, vil filmen næsten altid være et europæisk værk. Intime scener hos Lars von Trier som dem i »Idioterne« fra 1998 og »Nymphomaniac« fra 2013 gør filmene meget europæiske.

De blev til med europæisk støtte og designet til et marked med mildere øjne på moder naturs rekvisitter og relativt høje standarder for frisind.

»Men man kan ikke generalisere,« siger Susanne Bier.

Den danske multi-prisvindende instruktør har arbejdet i både USA og Europa – og med både film og serier.

»Vilkårene på det amerikanske marked er meget afhængige af kanalen,« siger hun.

»Kanaler med reklamer har meget strenge regler for nøgenhed. En serie som »Game of Thrones« er for eksempel uden reklamer og har som bekendt rigtig meget nøgenhed.«

Så frisind er ikke et europæisk fænomen?

»Europa har nok bare mere kunststøtte og dermed flere muligheder for det ekstreme. Men for eksempel »Breaking Bad« (succesfuld TV-serie om en familiefar og narkoproducent, red.) var nu meget ekstrem på flere felter. Lige med undtagelse af nøgenhed.«

Grænsen i Susanne Biers øjne går et sted omkring voldtægt.

»Mange instruktører bruger efterhånden voldtægt som et helt almindeligt spændingselement«, siger hun.

»Voldtægt er blevet et virkemiddel på linje med alle andre. Jeg bliver voldsomt oprørt over det,« siger hun.

Når en kvinde på film står ud af sin seng, vil manges øjne være direkte rettet mod bestemte steder på hendes krop. Nogle vil for eksempel tænke: Kommer der bryster? Kommer der ikke bryster? Det nøgne vil med andre ord stjæle en vis opmærksomhed fra værket eller handlingen, kan man indvende.

Så hvad skal nøgenhed egentlig i kunstværker som dine?

»Jeg ser da sex og nøgenhed som noget, man skal behandle som alle andre følelser«, siger Susanne Bier.

Visse filmhold har ellers haft et noget bornert ry, fortæller hun. Når man ville optage en sexscene, skulle hele holdet sommetider gå ud af studiet.

Susanne Bier selv peger på sex som ret grundlæggende og arbejder det nøgne så naturligt ind i helheden som muligt.

Hun kom senest på alles læber med den Emmy-vindende TV-serie »Natportieren«, som viste hovedpersonen i skikkelse af Tom Hiddleston stort set uden tøj.

»Ja. Folk har talt utrolig meget om den scene,« siger hun.

»Men undskyld mig: De her unge mennesker har ventet meget længe på hinanden og får derfor travlt. Sådan nogle scener skal da bare komme helt organisk. Og dét syntes skuespillerne heldigvis også.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.