Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Arven fra 1960erne

Tegnestuen Vandkunsten modtager i dag en af de fornemste internationale arkitekturpriser – medaljen der bærer Alvar Aaltos navn. Det er 10. gang siden 1967, medaljen uddeles. Det er anden gang, den går til Danmark – men det er første gang, den tildeles et kollektiv af arkitekter frem for en af de globale stjernearkitekter. Vi tegner et portræt af en gruppe arkitekter som dannede, hvad der er blevet kaldt de smukke katastrofers tegnestue.

Cityhusene, Ørestaden 2008.
Cityhusene, Ørestaden 2008.

Hvis Christiania ikke var opstået af sig selv i 1971, havde Vandkunsten nok tegnet noget tilsvarende. Og så på en eller anden måde sørget for, at fristaden var sluppet for en lang række af sine problemer.

Det er måske at sætte det på spidsen, for et sted som Christiania kan selvfølgelig ikke designes. Men i tegnestuen Vandkunsten, der blev stiftet i 1970, var fra begyndelsen samlet en lang række af de dyder, der kendetegnede det antiautoritære oprør, før også dét – som alle andre radikale revolter – udviklede sig til sin egen parodi. Der er i dansk arkitektur i 1960erne nogle interessante strømninger, der blandt meget andet opponerede mod tidens dødssyge boligbyggeri, mod det der allerede var kommet og snart skulle brede sig i sove- satellitbyerne med de høje huse og vidtstrakte parkeringspladser. Blokland som forfatteren Michael Buchwald med sin roman fra midten af 1970erne kaldte de historie- og centrumløse udkantsområder, som blev lagt i en ring om byerne i kontrast til det fremragende boligbyggeri, der i mellem- og efterkrigstiden havde kendetegnet dansk arkitektur, når den var bedst. Politikerne søgte – muligvis ud fra de bedste intentioner – at afhjælpe boligmanglen med betoncirkulærer, montagebyggeri og almindelig brutal effektivitet men skabte så samtidig væg-til-væg-grimhed og grobund for sociale problemer nok til flere generationer. Der er store dele af arkitekturen fra dén tid, der ganske enkelt er foragt for de mennesker, der skal bo der.

Protest mod grimheden
I protest mod det, der blev opfattet som forsteningen af samfundet, blev der eksperimenteret med såvel en anden æstetik og andre, mere ukonventionelle materialer som alternative boformer både blandt unge arkitekter (som Carsten Hoff og Susanne Ussing) og billedkunstnere (som Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard), og uden at forklejne andre af tidens banebrydende arkitekter, kommer man ikke uden om, at Vandkunsten skrev dansk arkitekturhistorie, da tegnestuen i 1971 vandt en idékonkurrence udskrevet af Statens Byggeforskningsinstitut med en besvarelse, der argumenterer overbevisende for en form for tæt/lavt byggeri. Resultatet var en ambition om at menneskeliggøre arkitekturen og et forsøg på at indbyde beboerne til at eksperimentere med boformer, der både var individualistiske og kollektive.

Vandkunsten, der blev grundlagt af Svend Algren, Jens Thomas Arnfred, Michael Sten Johnsen og Steffen Kragh, ikke alene vandt den nævnte idékonkurrence. Tegnestuen fik rent faktisk også mulighed for at realisere byggeriet, der hedder Tinggården og ligger i Herfølge – og det kom med sin overskuelige struktur, sit beboerdemokrati og sin insisteren på det kollektive i form af fælleshuse og beboerhuse som tilbud udover beboernes private boliger til at danne forbillede for denne type byggeri. Tilmed havde tegnestuen ved anvendelse af træ som et fremherskende materiale samt karnapper, udvendige trapper og grønne omgivelser søgt at markere et alternativ til Blokland med de store koncentrationer af mennesker i høje betonbygninger, der kan få en til at spekulere på, om Le Corbusier, når det kommer til stykket, var et så sundt forbillede for generationer af modernistisk orienterede arkitekter.

Tinggården, der i øvrigt siden blev udvidet med endnu en etape, blev fulgt af en række andre boligbyggerier, i hvilke Vandkunsten forsøgte at forfølge tegnestuens idealer – ofte i samarbejde med de mennesker, der rent faktisk skulle bo i husene. Både hvad angår beliggenhed og materialer er man ved mødet med Vandkunstens byggerier sjældent i tvivl om, at man står over for noget særligt. En forfinet forkærlighed for mere rå materialer. Et ønske om at trække boligerne ud af ligegyldigheden og anonymiteten og insistere på, at det sgu da skulle være noget særligt, når mennesker skulle leve der.

Sådan set også når tegnestuen bygger mere brutalt. Et meget kendt københavnsk eksempel, som mange mennesker dagligt passerer på Lyngbyvejen, er et butikscenter for IKEA og en række andre store varehuse, der er klædt i blankt stål og store reklamer. Måske er det ikke så paradoksalt, som det er pudsigt, at en af landets mest progressive tegnestuer kunne realisere et af de butikscentre, der mest udpræget signalerer »Amerika«, fastfood og »drive-in masseforbrug«, som skulle man tro, arkitekterne havde læst Robert Venturis bog, »Learning from Las Vegas«, hvor han sammenfatter arkitekturen i det amerikanske forlystelsesmekka i Nevadas ørken med ordene: Vær synlig – eller dø. Byggeriet er vel at mærke fra midten af 1990erne, og altså før enhver provinsby fik store indkøbscentre i udkanten. Og med til IKEA-byggeriets dyder hører netop, at det er gjort med konsekvens og stil, det fortæller om fart og forbrug, og at det med sin skarpe linjeføring, sit modspil til motorvejens æstetik og sin underspillede skønhed overgår det meste af, hvad der i disse årtier bliver opført langs det danske motorvejssystem.

Mere end bare boligbyggeri
Siden er tegnestuens ejerkreds blevet suppleret flere gange, og den har i dag nogle-og-tyve medarbejdere, samtidig med at den har udvidet sit virkefelt til praktisk taget alle byggeopgaver fra bolig- og erhvervsbyggeri over sociale og kulturelle institutioner til byfornyelse og byplanlægning. Boligbyggeriet er stadig en vigtig del af arkitektfirmaets identitet, men der insisteres ikke længere nødvendigvis på tæt/lavt byggeri. Det kan også være tæt og halvhøjt, og Vandkunsten er klar over, at by kræver en vis koncentration af mennesker, for at der bliver liv. Et af de socialt mest vellykkede byggerier ved havnen i Aalborg er således tegnet af Vandkunsten – og her kan man konstatere, at i hvert fald nogle af beboerne tager sagen i egen hånd og selv roder i deres udearealer frem for at lade dem forblive arkitekttegnede – og kedsommelige.

Blandt Vandkunstens mange fortjenester er – udover de realiserede byggerier – at tegnestuen rent faktisk eksisterer som en modstand i et dansk arkitektmiljø, der tvunget af omstændighederne ofte bliver for facilt. Dygtige arkitekter besvarer opgaver med ofte stor entusiasme – men så melder de økonomiske realiteter sig. Kvalitet koster, og efter kvaliteten er blevet barberet af budgettet, administrerer arkitektfirmaerne byggesager, der reelt ikke længere er deres egne. I den situation er det godt med en tegnestue – og det er Vandkunsten selvfølgelig ikke ene om – der både virker med eksemplets magt og gennem en anden fortolkning af det gamle arkitektoniske diktum less is more: Færre bygninger er bedre. Samt ved at galpe op i fagets interne diskussioner, sådan som flere af Vandkunstens medejere og –arbejdere gør.

Og så har Vandkunsten faktisk udarbejdet en plan for Christiania. Det var ganske vist ikke i begyndelsen af 1970erne. Men i 2005, da Slots- og Ejendomsstyrelsen bad en række arkitektfirmaer om en udviklingsplan for området, udarbejdede Vandkunsten sit helt eget forslag, der måske netop havde karakter af en tak for inspirationen gennem de mange år, Vandkunsten har været optaget af alternative boformer. Planen vandt i sagens natur hverken accept eller fremme – men til gengæld har Vandkunsten vundet cirka halvanden førstepræmie om året i danske, nordiske og internationale arkitektkonkurrencer. Dertil kommer talrige diplomer og præmieringer, samt at tegnestuen eller dens medlemmer stort set har ryddet bordet herhjemme for de priser, arkitektfirmaer kan få som C.F. Hansen Medaillen, Træprisen og Nykredits Arkitekturpris. Vandkunsten er også adskillige gange blevet nomineret til Mies van der Rohe-prisen; i år således for det eksklusive boligbyggeri Sømærk i Teglværkshavnen. Med åbning på fredag udstiller Vandkunsten sammen med en række andre danske - og et par franske – tegnestuer i Det Danske Hus i Paris.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.