Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Araberne som ofre og europæerne som skurke

»Arabernes historie« er et typisk eksempel på britisk, akademisk historie­skrivning med sin skildring af araberne som de stakkels ofre for brutal europæisk og zionistisk imperialisme.

Arabernes historie
Arabernes historie

I 2016 udgav Kristeligt Dagblads Forlag den britiske historiker Eugene Rogans bog »Osmannerrigets fald«. Den handlede om osmannernes og tyrkernes storrige og dets opløsning i kølvandet på Første Verdenskrig. Nu har forlaget fundet en ældre bog fra 2009 af Eugene Rogan frem fra mølposen, »Arabernes historie fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår«.

Det er mærkværdigt at udsende en ældre bog, der ikke medtager Det Arabiske Forår, for denne katastrofale periode i arabernes historie er afgørende for bedømmelsen af regionens udvikling. Ganske vist har forlaget forsynet bogen med et nyt forord og en epilog af Eugene Rogan, men det er ikke nok. Men på en anden måde er bogen interessant, fordi den er et symptomatisk eksempel på den kærlighed til den eksotiske arabiske verden, som har hersket i dele af det britiske samfund, lige siden Lawrence of Arabia huserede i Mellemøsten omkring Første Verdenskrig i håb om at animere arabere til opstand mod osmannerne og senere udsendte sin berømte bog »Visdommens syv søjler« (1926).

Ikke mindst på britiske universiteter hersker der en blanding af nostalgisk fascination af den arabiske verden, som Rogan åbent vedkender sig, og en apologetisk sympati med denne verdens befolkning, der giver hovedparten af skylden for alle fortrædeligheder til de imperialistiske magter og zionisterne.

Eugene Rogans bogs fortælling er baseret på den grundopfattelse, at fremmede magter og deres indflydelse i området er årsagen til regionens og arabernes elendighed.

Det begyndte allerede i det 11. århundrede, skriver Rogan: »Fra slutningen af det 11. århundrede begyndte fremmede angribere at hærge muslimernes lande.« Og det fortsatte op til moderne tid, hvor Napoleon besatte dele af Mellemøsten i slutningen af 1700-tallet, og briterne dernæst trængte frem og erobrede store områder.

Ifølge Rogan var araberne stakkels passive ofre for denne aggressivitet og gjorde sådan set ikke meget selv ud over hjælpeløs opstand. Men på grund af imperialismen og osmannernes sammenbrud opstod en nationalisme, der i løbet af 1800-tallet blev en realitet i mødet med reel europæisk kolonialisme. Først da europæerne besatte Nordafrika, skriver Rogan, tog national selvdefinition for alvor fart. Men araberne er i Rogans udgave ganske uskyldige tilskuere til fremtidens tragiske hændelser. Som han skriver: »Arabernes nye tidsalder skulle rent faktisk blive formet af europæisk imperialisme og ikke af arabisk selvstændighed.«

Forfatteren skjuler ikke sin sympati

Rogans bog skjuler ikke forfatterens sympati for og medfølelse med de arabiske befolkninger i mødet med denne europæiske imperialisme, selv om han ikke lægger skjul på, at despotiske herskere og ukloge folkelige ledere ikke tjente arabernes egne interesser. Da de imperialistiske magter i oktober 1916 enedes om at dele områderne op i lande ved den såkaldte Sykes-Picot-aftale, var det blot indledningen til ny elendighed for araberne: »Sykes-Picot-aftalen skabte flere problemer, end den løste.«

Selv om bogen beskriver arabernes historie fra middelalder til Det Arabiske Forår, indtager Israel-Palæstina-konflikten en central del af bogen, for Rogan er af den opfattelse, at konflikten og briternes løfte gennem den såkaldte Balfour-deklarationen af 1917, der lovede jøderne et nationalt hjemland, var kilden til fremtidens bitre konflikter: »Palæstina gik hen og blev Storbritanniens alvorligste fiasko i Mellemøsten, en fiasko der dømte hele Mellemøsten til vold og konflikter, der stadig hersker den dag i dag.« Det er altså briternes skyld, at det er gået så galt, og slet ikke arabernes egen.

I de store afsnit om Israel-Palæstina-konflikten er beskrivelsen stærkt subjektiv til fordel for en palæstinensisk fortolkning af opgøret, selv om forfatteren også i flere formuleringer tilstræber en jævn fordeling af skyld. Der kan nævnes en række eksempler på urimelige og skæve beskrivelser, men lad mig nøjes med et par enkelte. Eugene Rogan beskriver over mange sider de ca. 750.000 palæstinenseres tragiske flugt i årene 1947-1948, da krigen mellem jøderne, palæstinensere og de arabiske lande kulminerede.

Men han skriver ikke ét eneste ord om de ca. 750.000 jøder fra de arabiske lande, der blev fordrevet i samme periode og flygtede til Israel.

Camp David og Taba

Når han kommer op til vores egen tid, beskriver han fredsforhandlingerne i Camp David og Taba i 2000-2001, hvor præsident Bill Clinton mødtes med Israels premierminister, Ehud Barak, og palæstinensernes leder, Yasser Arafat.

Det var her, Barak tilbød palæstinenserne 95 procent af Vestbredden og en deling af Jerusalem, men hvor Arafat til verdens forbløffelse sagde nej tak. I Rogans øjne kan Arafat dog ikke bebrejdes forhandlingernes sammenbrud, men læser man litteraturen om disse forhandlinger, herunder Bill Clintons selvbiografi, er fortolkningen, at fredstilbuddet var generøst og Arafats afvisning uforståelig.

I denne lange bogs temmelig trættende ensidighed er der også kapitler, der gnistrer, om tidligt arabisk liv og storhed og om skæbner, der tryllebinder som i en anden 1001 nats fortællinger. Hans beretning om Salmun, en ung prostitueret i Damaskus, der blev Mellemøstens stjerne i 1740erne og endte med at blive henrettet, glemmer man ikke lige med det samme.

Kristeligt Dagblads Forlag udsendte for et par måneder siden den britiske professor Peter Frankopans bog »Silkevejene«. Det er ligeledes en bog, der anlægger et stærkt kritisk syn på Europa, der bliver beskrevet som et kontinent bestående af aggressive borgere, mens den muslimske verden bliver beskrevet som fredssøgende og tolerant.

Rogans bog følger dette spor fra den britiske akademiske verden, hvor al skyld for verdens dårligdomme lægges på Europas skuldre, mens den arabiske verdens befolkninger, på trods af fejl og dårlige ledere, er de uskyldige ofre.

Arabernes historie. Fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår

Eugene Rogan. 740 sider, 300 kr, Kristeligt Dagblads Forlag

Af Bent Blüdnikow bbl@berlingske.dk

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.