Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Apokalypse på vej mod virkelighed

Legendarisk rumopera som super flot og gyseligt aktuel satsning i Malmø. Computeren er forestillingens mest menneskelige skikkelse. Den dør af sorg.

Det ydre rum. Det mørke og kolde kosmos. Ingen kan høre dig skrige mellem stjerner og planeter.

Uendeligheden kunne til gengæld hurtigt vise sig som vores sidste mulighed, fordi vi ikke har passet på vores egen klode.

Operaen over »Aniara« i Malmø sætter skønne ord og eventyrlige toner på den værst tænkelige fremtid og føles næsten allerede som en art virkelighed.

Harry Martinson fra Sverige skrev sin digtsamling i 1956 og var ikke vild med tingenes tilstand:

Vores grådighed nærmede sig et teknologisk højdepunkt og et moralsk lavpunkt. Atombombeprøvesprængninger og plastic truede alles eksistens. Stormagternes kolde krig kunne blive varm.

Den kommende nobelpristager havde kort sagt forfattet en dystopi.

Men hvor hans budskab var grimt, lagde han desto større skønhed ind i selve ordene. En klassisk skønhed med rim og skikkelser fra nordiske folkesagn.

Landsmanden og komponisten Karl-Birger Blomdahl kastede sig så over stoffet og havde sin skelsættende opera færdig i 1959.

En opera med avantgardistisk musik til rimede vers. En opera med rytmer bygget over morsetegn. »Hjælp os!«

Tæppet går for Jan Lundbergs kryptofascistiske scenografi og Bea Szenfelds bredspektrede kostumer.

Ouverturen med den berømte katastroferække og lyden af en høj violin sætter sig fast i ørerne. SOS.

Kloden er ødelagt af kernevåben og almindeligt svineri. De sidste mennesker har sat kurs mod Mars i håb om en fremtid.

Men noget går galt og sender det gode skib Aniara ud af kurs. Indavlede emigranter i ens kostumer ser deres gamle klode gå op i røg. Folk udtænker en masse dommedagsprofetier, opfinder nye trossamfund, bliver mærkelige.

Skibets trofaste computer ved navn Mima viser sig ironisk nok som den mest menneskelige. Apparatet dør af sorg.

Musikken er tolvtonal, som man siger. I hvert fald uden flotte arier på den traditionelle måde. Den er så samtidig utrolig rig på uforglemmelige steder og på sin vis ét stort højdepunkt.

For eksempel i de to bånd med elektronisk musik – faktisk verdens første til en opera. Lyden har været grim til det grænseoverskridende for et halvt århundrede siden. Alt lyder pænt til det decideret smukke i dag. Utroligt, men sandt.

Alexandra Büchel som Den Blinde kunne knap nok tænkes mere rigtig. Komplet med skyhøje koloraturer og looket som Edith Södergran i hvid kjole.

Og danske Tina Højland har så det store danseparti som Isagel med mystik som et hologram – endda bistået af Mariane Orlando fra den oprindelige opsætning i sin tid.

Malmø Operaens seneste satsning ligner et must for alle med smag for avantgarde. Og for dem, der ikke troede, de ejede sådan en smag.

Al musik bliver klassisk engang, siges det. Karl-Birger Blomdahls opera er ingen undtagelse.

Men dens varsler om fremtiden behøver ikke blive mere virkelige.

 

Hvem: Malmø Operaens kor og orkester samt Daniel Hällström, Alexandra Büchel m.fl.
Hvad: "Aniara" af Karl-Birger Blomdahl og Erik Lindegren
Hvor: Malmø Operaen, lørdag. Spiller frem til 7. juni

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.