Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Angst og lidelse er en forudsætning for at kunne udfolde sig kreativt«

Hele sit liv har hun wrestlet. Men hun ville aldrig være den kamp foruden. Nu har Sophia Handler tvunget en digtsamling ud, skrevet på livslang angst og en tysk forelskelse.

»Digtsamlingen er et blik på verden fra et mulighedernes perspektiv og fra et sårbart perspektiv«, siger Sophia Handler. Foto: Mathias Milton
»Digtsamlingen er et blik på verden fra et mulighedernes perspektiv og fra et sårbart perspektiv«, siger Sophia Handler. Foto: Mathias Milton

En hvalsafari på Island. Den havfriske vind overfalder dækket. Bølgerne vugger det lille skib fra begge sider. Det er blåt og hvidt, så langt øjet rækker. 11-årige Sophia skuer spændt ud i det mørkglitrende hav.

Indtil et pludseligt smæld slår den lille pige omkuld!

Brystet trækker sig sammen. Hun hiver efter vejret. Hyperventilerer. Det er angsten, der rammer hende. Og denne gang rammer den plet.

Vi mødes på en café på Østerbro. En fredag formiddag, her mellem barselsfolket, verdensfjerne studerende og en ivrig cafébestyrer, står tiden næsten stille.

»Jeg har været angst hele mit liv.«

Håret er lyst og falder ned i en bue til øreflippen. Næsen er prydet med en piercing, der bevæger sig, når Sophia hurtigtsnakkende kaster sig ud i at fortælle om sin lidelse, selv om hun ifølge sig selv »mangler lidt medietræning«.

»Jeg kan huske, at jeg bare ikke kunne Tivoli. Det kunne jeg ikke. Jeg kunne heller ikke gå ind i en mørk biografsal ligesom de andre børn i børnehaven.«

Sophia husker tilbage på dengang hun var fem år, og angsten ikke rigtig var blevet sat i tale endnu. Nu er hun 23 år og læser fransk på Københavns Universitet. Hun dimitterede fra Bergens Forfatterskole i sommer og debuterede i denne uge med digtsamlingen »Feberfrihed« på Gyldendal. Takket være angsten, fristes man til at sige.

»Det er jo en digtsamling skrevet på angst og om angst,« fortæller Sophia.

Der er et afhængighedsforhold mellem forfatteren Sophia og angsten. På den måde er den hendes ven og fjende.

»Helt basic, er det min sygdom, der driver mine nuværende tekster. Jeg mener, at angst og lidelse er en forudsætning for at kunne udfolde sig kreativt. Det er ikke noget, jeg forsøger at skrive mig ud af, men noget jeg skriver med. Det er ikke noget, jeg vil undvære.«

Hendes pointe er klar. Angst er en psykisk lidelse, ja. Men det er også en psykisk tilstand, som mange flere ville kunne fungere med uden nødvendigvis at blive medicineret. Det kan endda være et privilegeret liv, hvis samfundet giver plads til det.

»Det er det, jeg gerne vil fortælle med min digtsamling, at man godt kan fungere med angsten. Jeg vil gerne udvide spektret for det gode liv«, siger hun.

»Digtsamlingen er et blik på verden fra et mulighedernes perspektiv og fra et sårbart perspektiv, hvor man ikke vil passe ind i den hårdhed, som jeg synes, at man bliver muret op i, når man forsøger at bevæge sig ud i samfundet med angst.«

Vi dykker ned i barndomsland igen.

Sophia får et tilbagefald. Tre år efter hvalsafarien, da hun er 14 år. Angsten er mere alvorlig end nogensinde. De følgende år bliver de hårdeste i hendes liv.

Hun kalder det »en angst for angsten«. Hun er bange for, at det ulmende indre bål pludseligt selvantænder, og hun ser sig selv løbe skrigende væk og flygte fra den ildebrand, som kun hun kan se. Følelsen er forbundet med skam. Og det har alvorlige konsekvenser for Sophia. Hun skrumper ned til en vægt på 36 kilo. Diagnosen spiseforstyrrelse bliver hvisket blandt hendes klassekammeraters forældre. Selv vil Sophia gerne understrege, at hun mener, at hun aldrig har haft en spiseforstyrrelse.

Alligevel rasler kiloene af hende. På et lægehus for Børn og Unge i Helsingør står den 14-årige Sophia over for en sygeplejerske. Her rammer sygeforløbet et bundniveau, husker hun.

»Det, jeg kan huske, er, at hun råber af mig og kalder mig for et egoistisk barn, der bare er ude på at slå mig selv ihjel. Jeg stod bare og græd. Jeg var sikkert lige til at indlægge. Men jeg var kun et barn og var jo aldrig ude på at skade nogen. Jeg var bange og følte mig misforstået. Alle ville bare have, at jeg skulle blive gladere.«

I årene mellem 7. og 9. klasse er Sophia stærkt undervægtig.

Hun får at vide af sin læge, at hun ikke må dyrke hestesport, hendes største interesse gennem hele folkeskolen. Hun er tvunget i knæ.

De store blanke øjne er alvorlige, samtidig beskedne. Sophia har meget på hjerte, men hun er ikke en person, der naturligt fylder et rum og fremtvinger opmærksomhed.

»Jeg har meget svært ved, når et tog bevæger sig mellem to stationer. Lige dér føler jeg mig fanget, for jeg ved, at jeg ikke kan komme ud, så der har jeg følelsen af, at mit liv er henlagt i andres hænder.«

Det er dér, når hun bliver sat ud af kontrol, at angsten overrumpler Sophia.

»Det er derfor, jeg altid orienterer mig efter en nødudgang, når jeg går ind i et nyt rum. Jeg har brug for at vide, at jeg selv kan komme ud igen. Jeg har brug for at være i kontrol.«

Sophia er vokset op i Hillerød. I baglommen på Frederiksborg Slot. Her løb hun og legede i slottets barokhave. Ligesom i et eventyr.

Når hun om aftenen igen lå trygt under dynen, blev hun altid puttet med godnathistorier. Harry Potter. Robinson Crusoe. Det Gyldne Kompas. Hun begyndte selv at skrive historier om heste og ponyer og drømte om at blive en stor forfatter.

»Det er sikkert den klassiske sang om eskapisme,« fortæller Sophia og smiler, som var det en indforstået hemmelighed.

»Det er ikke, fordi jeg vil sige, at jeg udelukkende er blevet rask og velfungerende på at læse bøger og skrive, men man kan slet ikke underkende, hvor stor en betydning det har haft for mig.«

Derfor er det afgørende for Sophia, at hun i 2009 starter på Hillerød Gymnasium. Her tager hun fat i poesien. Eller poesien tager fat om hende. På en lidt akavet måde.

»I 1. g var der en poesiklub på mit gymnasium, som min veninde rigtig gerne ville have mig med til. Først tænkte jeg, hvad er nu det for noget, men det ville hun rigtig gerne. Der var så en fyr der, der sagde »jamen jeg skriver digte«, og så hørte jeg mig selv sige »nå ja, det gør jeg også«. Selv om det havde jeg aldrig gjort. Og så var jeg jo nødt til at gøre det.«

Sophia griner. Hun ved det lyder lidt fjollet og coming-of-age-agtigt med ham fyren, hun så gerne ville gøre indtryk på. Ikke desto mindre er det et afgørende øjeblik.

Det er i poesiklubben, at Sophia første gang læser op og deler af sine tekster, får respons og bliver læst, som det hedder.

Stødvis og bevæbnet med bøger og blæk overkommer Sophia den angst, der har tynget hende i de tidlige teenageår, selvom hun ikke skriver direkte om den i sine tekster. Det første, hun gør efter studentereksamen i 2012, er at booke et fire måneders efterårsophold på Testrup Højskoles skrivelinje.

Mellem gylletanke og kvæg griber hun fat om angsten, tager den i et kvælertag, wrestler med den i teksterne, der er mere personlige end nogensinde før. Og bedre end nogensinde før. Hun har følelsen af, at hun skriver sine egne tekster for første gang, at hun ikke bare kopierer.

Sophia bliver håndplukket af litteraturkritikeren Lars Bukdahl som den ene af to elever, der skal læse op på BogForum. Hun debuterer i det litterære tidsskrift Hvedekorn, hvor Lars Bukdahl er redaktør.

»Sophia har et mellemværende med sproget. Det slår gnister i hendes tekster. Det var med det samme, da jeg læste hende, at min litterære metaldetektor bippede og gjorde udsving. Der var noget specielt ved hende,« husker Bukdahl.

Sophia har fart på. Det, der før var en drøm om at blive forfatter, opleves mere virkeligt end nogensinde.

Sophia er 19 år og begyndt på historiestudiet på Københavns Universitet. Hun kom ikke på Forfatterskolen som håbet efter Testrup Højskole. Som at punktere midt i en sprint.

Det er august 2013. Hillerød ulmer af liv. Fedtede ølkrus og nedtrådte cigaretfiltre lægger sig i byen som en slags tåge. New Note Musikfestival er kommet til byen.

Sophia er der. Hun står til en koncert og tjekker guitaristen ud i et rockband. Hun må møde ham, tænker hun, som sikkert mange andre tryllebundet af den nærmest rituelle forelskelse, der finder sted mellem det passive publikum og de guddommelige væsener deroppe på scenen.

Efter koncerten opsøger hun ham, og de falder i snak. Hun siger, hun er digter. Han er fra Berlin. De udveksler e-mailadresser.

Efter 14 dage skriver hun den første mail, og korrespondencen udvikler sig hurtigt. I oktober 2013 sidder hun i flyet fra Kastrup på vej til Berlin.

Det er første gang, hun flyver alene. Det har aldrig kunnet lade sig gøre på grund af angsten. Men nu er hun forelsket, og så kan alt lade sig gøre.

Hun ankommer. De snakker, drikker sig fulde, spilder rødvin i hans studie, laver omeletter og går lange ture på den nedlagte Tempelhof lufthavn.

Han var »the thing«, som Sophia udtrykker det. Men han var 30 år og musiker. Hun var 19 år og uengageret i sit historiestudie, og han mistede interessen.

Det gjorde ondt i hendes teenagehjerte. Men det var endnu et kontrastød for Sophia i kampen mod angsten.

»Da jeg var mindre, var det min drøm at sidde i en skov i en gammel hytte og skrive og leve et ensomt liv. Jeg havde ikke de store sociale forhåbninger, fordi jeg ikke troede, at det kunne lade sig gøre.«

Det ændrede Berlin på.

»Det var første gang, at jeg følte, at jeg var i kontakt med verden. Og verdenssamfundet blev en vigtig ting for mig. Det udfordrede min angst.«

Sophia viser et screenshot af en sms fra nytåret 2014, som betyder meget for hende.

»Happy new year lil’ poet«, står der.

Året efter starter Sophia på franskstudiet.

Hun sidder bøjet over bordet med hænderne foldet. Angsten bor inde i hende, inde i den spinkle krop, bag den sorte rullekravesweater og den ivrige fortæller med det pumpende hjerte, der på en underlig måde kan fornemmes.

Hun drømmer om at træde ind på litteraturens verdensscene i selskab med de allerstørste ved siden af idolerne Virginia Woolf og Anne Carson.

Eller også drømmer hun om at være »litteraturens Peter Sagan«. Den excentriske og bramfrie slovakiske cykelrytter.

»Det var ikke med vilje, jeg blev så betaget. Det var ikke med vilje, jeg faldt forover i hans hænder«, som Sophia skrev om cykelrytteren i antologien fra Bergens Forfatterskole.

Ville du leve et liv uden angst, hvis du fik muligheden?

»Nej, for så ville jeg ikke kunne skrive. Det er det eneste, jeg kan finde ud af. Det er min eneste mulighed simpelthen.«

Og du ville aldrig kunne lave andet end at skrive?

»Nej, det er det eneste jeg kan. Hundrede procent. Når jeg forsøger at bevæge mig ud i noget andet, så bliver det altid noget rod.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.