Portræt

Angelina Jolie er blevet mere end en superstjerne

Angelina Jolie er blevet et ikon. Takket være sin skønhed, sin omfattende humanitære indsats og sin status som supermor for hele seks børn. Vi har set nærmere på fænomenet Angelina Jolie, der på torsdag er biografaktuel med sin anden film som instruktør, »Unbroken«.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Angelina Jolie, skuespiller, mor, FN-ambassadør og nu også filminstruktør, har haft lidt af et år. Inden for de seneste 12 måneder er hun blevet gift med kæresten Brad Pitt, efter ti år og seks børn sammen, er blevet udnævnt til Dame af den britiske dronning Elizabeth II, har spillet hovedrollen i den tredjemest indbringende film i 2014 »Maleficent« – hendes første rolle i tre et halvt år, har instrueret sin anden film som instruktør, dramaet »Unbroken«, der får dansk premiere i næste uge, og har allerede – under sin og Brad Pitts bryllupsrejse – instrueret sin tredje film, parforholdsdramaet »By the Sea«, der har hende selv og ægtemanden i hovedrollerne i deres første fælles projekt siden »Mr and Mrs Smith« fra 2004, filmen hvor de mødte hinanden.

Supermor: Jolie ankommer til Sydney med børnene children Maddox, Shiloh, Zahara og Knox. Foto:Epa.
Supermor: Jolie ankommer til Sydney med børnene children Maddox, Shiloh, Zahara og Knox. Foto:Epa.

Forpustet? Det ville de fleste nok være. Men tilsyneladende ikke Angelina Jolie, der synes at trives bedre i sit liv end nogensinde. I de mange interviews, hun har givet i forbindelse med den amerikanske premiere på »Unbroken« juledag, er hendes berygtede kølige distance som blæst væk, og passionen for projektet tydelig. Der er da heller ikke noget at sige til, hvis hun smiler. Trods lidt blandede anmeldelser, blev »Unbroken« julens største premiere i USA, og hun er på tale til Oscar-nominering, en stor præstation i Hollywood, hvor kvindelige instruktører stadig er i absolut mindretal.

Hele verden har fulgt med, siden Angelina Jolie i 1995 fik sin første store filmrolle i »Hackers«, der hurtigt blev et kult-hit trods dårlige anmeldelser, der dog fremhævede Angelina Jolie for hendes intensitet – et ord der siden er blevet hendes varemærke. Det endelige gennembrud kom i 1999 med filmen »Girl, Interrupted«, hvor Angelina Jolie formåede at stjæle billedet så eftertrykkeligt fra hovedrolleindehaver Winona Ryder, at hun fik en Oscar for sit portræt af vilde og psykotiske Lisa – som onde tunger påstod, nok lignede hende selv. Angelina Jolie var i en alder af 24 år kendt som Hollywoods vilde engel; hun fortalte alle, der gad høre på det, om outreret sex, stoffer, sin fascination af knive, sine kælerotter og om den medaljon med ægtemanden Billy Bob Thorntons blod, hun havde hængende om halsen. Forældrenes skilsmisse, en fraværende far, hårde teenageår med depression og en følelse af aldrig at passe ind blandt rigmandsbørnene i Beverly Hills havde sat sine spor hos Angelina Jolie, der tilsyneladende hellere ville brænde ud end glide gennem livet som et spøgelse. Meget passende udtalte hun, at hendes skuespilmæssige forbilleder var Al Pacino, Marlon Brando og Jack Nicholson – intense mænd med dæmoner i inderlommen.

Hun har siden udtalt, at beskrivelsen af hende som vild og rebelsk i nogen grad blev overdrevet af medierne. »Det handlede ikke om, at jeg havde behov for at være rebelsk og destruktiv. Det handlede om, at jeg havde brug for at finde min sande stemme, at skubbe til murene omkring mig, så jeg kunne blive fri. Jeg var hundeangst for at leve et liv på halvt blus. Jeg var meget tidligt klar over, at et liv, hvor du ikke udlever hele dit potentiale, hvor du ikke eksperimenterer, hvor du er bange og tøver eller ikke får gjort de ting, du ved, du burde, er et liv, som vil gøre mig ulykkelig. Jeg er nødt til at være tro mod den, jeg er, uanset hvad det handler om, og det har det med at gå hånd i hånd med at træde uden for det sikre og traditionelle.«

Det store kommercielle gennembrud kom i 2001 med »Tomb Raider«. Med sine store øjne, voluminøse læber og svungne kurver, var Angelina Jolie nærmest selvskrevet til at spille live-versionen af tidens hotteste computerheltinde, Lara Croft. Filmen blev en stor kommerciel succes og gjorde hende både til actionheltinde og til et navn, studierne turde binde an på – på trods af alle de vilde rygter, der tidligere i nogen grad havde holdt dem tilbage. Men »Tomb Raider« kom også til at få afgørende betydning for Angelina Jolie på et langt mere personligt plan. Optagelserne foregik i Cambodia, og mødet med det smukke, men krigshærgede land, både rørte og chokerede Angelina Jolie i en grad, at hun ikke kunne slippe det igen.

Jolie udnævnes til Dame af dronning Elizabeth på Buckingham Palace i oktober sidste år. Foto: REUTERS.
Jolie udnævnes til Dame af dronning Elizabeth på Buckingham Palace i oktober sidste år. Foto: REUTERS.

Efter hjemkomsten kontaktede hun UNHCR, FNs flygtningehøjkommissariat, og spurgte, om der var noget, hun kunne gøre for at hjælpe. Hun brugte siden flere måneder på at rejse rundt og besøge

Cambodia, men også flygtningelejre i blandt andet Sierra Leone og Tanzania, ligesom hun donerede 1 million dollar til UNHCRs arbejde - den største donation fra en privatperson nogensinde. Hun blev udnævnt til FN-ambassadør og har siden dedikeret en stor del af sin tid til hjælpearbejde i verdens konflikzoner – ofte dem, der ikke har den store mediebevågenhed, og derfor kan have gavn af lidt stjernestøv.

I 2001 adopterede hun sønnen Maddox fra Cambodia og fem år senere etablerede hun The Maddox Jolie Pitt Foundation, der blandt andet står for opbygning af skoler rundt om i Cambodia. Hun står desuden bag initiativet KIND, der yder retshjælp til uledsagede immigrant-børn, arbejder mod seksuel vold i militære konfliktzoner, og har sammen med Brad Pit etableret The Pitt-Jolie-Foundation, der yder støtte i en række kriseområder - udover sit arbejde som ambassadør for FN. Hun har fået en række udmærkelser for sit humanitære arbejde, senest The Jean Hersholt Humanitarian Award og en udnævnelse til Dame af den britiske dronning Elizabeth II.

Som særlig udsending for FNS flygningehøjkommissær krammer Angelina Jolie Neema Namadamu fra Den Demokratiske Republik Congo ved et møde om seksuel vold i forbindels emed konflikter. Foto: Reuters.
Som særlig udsending for FNS flygningehøjkommissær krammer Angelina Jolie Neema Namadamu fra Den Demokratiske Republik Congo ved et møde om seksuel vold i forbindels emed konflikter. Foto: Reuters.

Hjælpearbejdet og rollen som mor gjorde Angelina Jolie voksen. Hendes mor havde altid lært hende, at man skulle »leve sit liv til gavn for andre«, men først nu forstod hun ordene. »Vi kan ikke lukke øjnene for det faktum, at millioner af mennesker i verden lider. Jeg ønskede oprigtigt at hjælpe. Jeg tror, vi alle ønsker retfærdighed og lighed, en chance for et meningsfyldt liv. Vi vil alle sammen gerne tro på, at der også er nogen, der vil hjælpe os, hvis vi står i en svær situation.«

Maddox blev manden i hendes liv, indtil hun i 2004 sagde ja til at indspille sin første komiske rolle – som Jane Smith i filmen »Mr. And Mrs. Smith«, en action-komedie om et ægtepar, der ikke ved, at de begge er lejemordere, over for en vis Brad Pitt.

De forelskede sig, selvom han på det tidspunkt stadig var gift med Jennifer Aniston, hvilket skabte en bølge af had mod »ægteskabsbryderen« Angelina Jolie og delte de amerikanske fans i »team Jolie« og »team Aniston«. Vreden lagde sig dog, da Brad Pitt i 2006 adopterede Angelinas på det tidspunkt to adoptivbørn, Maddox og Zahara fra Etiopien, samme år som parret stod frem og meddelte, at Angelina Jolie var gravid med deres første fælles barn. Verdens hotteste mand var åbenbart det, der skulle til for at tæmme Angelina Jolie, der sammen med Brad Pitt siden har lagt adopterede Pax fra Vietnam og de tre biologiske børn Shiloh, Knox og Vivienne til børneflokken.

Superstjerne: Med ægtemanden Brad Pitt ved London-premieren på filmnen »Malificent«. Foto: AFP.
Superstjerne: Med ægtemanden Brad Pitt ved London-premieren på filmnen »Malificent«. Foto: AFP.

Om parrets forhold har hun i forbindelse med brylluppet i august udtalt: »Man finder sammen som to individer og føler sig inspireret af hinanden og udfordrer hinanden og komplementerer hinanden. Man driver hinanden til det smukkeste vanvid. Efter alle de år, har vi en fælles historie, og når man har en historie med et andet menneske, er forholdet dybt og ægte, trygt og afslappet. Der er en dyb kærlighed, der kommer af at have været meget igennem sammen.«

Her hentyder hun sandsynligvis blandt andet til beslutningen om at få fjernet begge sine bryster i starten af 2013, da det blev klart, at hun havde samme defekte BRCA-1-gen som sin mor og mormor, der begge døde af kræft i æggestokkene som henholdsvis 56- og 45-årige. Angelina Jolie fik at vide, at hun havde 87 procent risiko for at udvikle brystkræft, tog konsekvensen og skrev efterfølgende en kronik om beslutningen i The New York Times med titlen »My medical choice«, der blev rost af fagfolk, fordi hun brugte sin status til at bryde et tabu. Operationen nedsatte hendes risiko til fem procent. Hun er desuden blevet rost for at understrege, at hun ikke føler sig mindre feminin efter operationen.

Angelina Jolie møder flygtninge i Jordan nær grænsen til Syrien. Foto: AFP.
Angelina Jolie møder flygtninge i Jordan nær grænsen til Syrien. Foto: AFP.

»Jeg skriver dette for at fortælle andre kvinder, at det ikke var en let beslutning, men jeg er meget glad for, at jeg traf den. Nu kan jeg fortælle mine børn, at de ikke skal være bange for at miste mig til brystkræft. De ved, jeg elsker dem, og vil gøre alt hvad jeg kan for at blive hos dem, så længe som jeg kan. Og jeg føler mig, helt personligt, ikke mindre kvindelig. Jeg føler mig stærk, fordi jeg tog et stærkt valg, der ikke på nogen måde går ud over min femininitet.«

Angelina Jolie har flere gange proklameret, at hun ville trække sig tilbage fra skuespillet, og meget tyder på, at hun snart er klar til at tage springet. Hun startede instruktørkarrieren med undervisningsdokumentaren »A Place in Time«, lavet for The National Education Association, der viste hverdagslivet 27 forskellige steder på kloden. Spillefilmsdebuten kom med det bosniske kærlighedsdrama »In the Land of Blood and Honey« fra 2011, og nu kommer så »Unbroken«, der handler om krigshelten Louis Zamperini, der deltog ved OL i Berlin i 1936, blev skudt ned over Stillehavet, overlevede på havet i 47 dage, kun for at ende i en japansk fangelejr i to år. Manuskriptet er skrevet af Joel og Ethan Coen på basis af Laura Hillenbrands biografi om Zamperi, der udkom i 2010. Louis Zamperi døde i juli 2014 i en alder af 97 år og nåede ikke selv at se den færdige film, kun en rå udgave. Han nåede dog at udtrykke sin begejstring for Angelina Jolie. »Sikke en pige. Jeg så med det samme, at hun ikke bare er smuk, men også intelligent. Hun er meget hensynsfuld og har et stort hjerte. Jeg tænkte: »Hvad mere har man brug for?««

Angelina Jolie har udnævnt »Unbroken« til det projekt i sin karriere, hun har været mest passioneret omkring. Fordi det budskab, filmen sender ud, ligger hendes hjerte nær.

»Som menneske følte jeg et behov for at gå i denne mands fodspor. Jeg ønskede at forstå, hvad det vil sige, at overleve på trods af alle odds og blive et bedre menneske af det. Jeg ville minde folk om, at vi indeni os bærer noget, der er større end den modstand, vi møder. Der er så mange mennesker i dag, der ikke føler, at de er noget værd. De har det dårligt med sig selv og træffer dårlige livsvalg. De skal vide, at de, ligesom Louis, er i stand til at udrette store ting.«

Angelina Jolie er allerede videre som instruktør. Efteråret blev brugt på at optage ægteskabsdramaet »By the Sea«, som hun både har skrevet, instrueret og spiller med i over for Brad Pitt. Næste projekt bliver »Africa«, der handler om naturforkæmperen Richard Leakys kamp mod krybskytter.

Angelina Jolie under optagelserne på filmen »Unbroken«
Angelina Jolie under optagelserne på filmen »Unbroken«

Om samarbejdet med Brad Pitt har hun udtalt: »Ja, vi brugte vores bryllupsrejse på at spille to mennesker i et frygteligt ægteskab. Jeg er helt sikker på, at en terapeut ville have en fest med at analysere de film, jeg vælger at lave. Men det er ti år siden, vi har arbejdet sammen, og det føltes som det rigtige at gøre nu.« Uanset hvad fremtiden bringer, ved hun, at familien skal være hendes første prioritet.

»Livet er altid nødt til at komme før kunsten. Jo mere kompleks du er som menneske, jo bedre bliver du som skuespiller – for så har du mere at give publikum. Du kan tage lige så mange dramatimer, det skal være, men hvis du rejser, hvis du har en familie, hvis du har nye oplevelser i dit liv, så vil det gøre dig til en bedre kunstner.«

Artiklen er baseret på interviews og artikler fra: ELLE, Vulture.com, Splash Magazine, Variety, Vanity Fair, Interview Magazine, Huffington Post, Hollywoodreporter, The New York Times, BBC og Esquire.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.