Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

Anders Thomas Jensen: »Jeg gider ikke længere provokere«

Filminstruktøren Anders Thomas Jensen kan blive helt flov over det, han selv synes er morsomt, men han ønsker ikke længere at provokere i sine film. Ikke desto mindre har »Mænd & Høns« allerede forarget en del danskere.

Anders Thomas Jensen er aktuel med ny film. Foto: Claus Bech
Anders Thomas Jensen er aktuel med ny film. Foto: Claus Bech

Anders Thomas Jensen er en af de få danske filminstruktører og manuskriptforfattere, der har en letgenkendelig stil. Samtidig har hans film den kvalitet, som man på nudansk kalder talkability, og som kan få filmproducenter og biografejere til at smile. I hans film er der nemlig altid flere scener og replikker, som folk genfortæller til deres venner, og som giver filmen en tiltrækningskraft, der bonner ud i store biograftal.

I »I Kina spiser de hunde« siger den ene skurk eksempelvis til den anden: »Du er jo racist, mand!«, hvortil der svares: »Og hvad så? Hvad er der galt med det? Du får det til at lyde, som om det er et skældsord.«

Og efter at have set »Blinkende lygter« talte alle om scenen, hvor Søren Pilmark råber: »Nu holder du krafted’me kæft, kælling!« til Sofie Gråbøl, mens han slår hende skeløjet med en næve lige i ansigtet.

Som de nævnte eksempler antyder, er det givetvis ikke alle i riget, der har temperament til Anders Thomas Jensens sorte humor. Og da der forleden var premiere på traileren til hans nyeste og første film i ti år, »Mænd & Høns«, var der også nogle danskere, som havde svært ved at se det morsomme.

»Mænd & Høns« handler om to særprægede brødre, Elias (Mads Mikkelsen) og Gabriel (David Dencik), der finder ud af, at de er adopterede. Da de beslutter at opsøge deres biologiske far møder de deres tre for dem ukendte brødre, der lever et isoleret liv på en afsidesliggende ø.

De tre brødre (spillet af Nikolaj Lie Kaas, Søren Malling og Nicolas Bro) har indrettet sig i et kæmpemæssigt forfaldent sanatorium, hvor enhver overtrædelse af deres egne regler fører til tæsk med gryder og udstoppede dyr – eller i værste fald indespærring i et jernbur.

Det er dog ikke de groteske voldsscener, der har forarget mest. I stedet har det, endnu inden at selve filmen har haft premiere, generet en gruppe mennesker, at alle fem brødre i komedien er udstyret med læbe-ganespalte. I et interview med Berlingske sagde formanden for Landsforeningen Læbe-Ganespalte, Flemming Grothen, slet og ret, at »Mænd & Høns« nedgør mennesker med læbe-ganespalte.

Så da Berlingske møder Anders Thomas Jensen er det dette spørgsmål, der må afklares som det første. Nedgør »Mænd & Høns« mennesker med læbe-ganespalte?

»Jeg forstår godt, hvor kritikken kommer fra, når man isoleret set ser traileren, og læser det interview, der var i Cover. (et modemagasin, hvor de fem skuespillere interviewes. Overskriften var »Onani, sodomi og hareskår«, red.), men at selve filmen nedgør folk med læbe-ganespalte...? Tværtimod vil jeg sige. Jeg har nemlig en stor kærlighed til dem af mine karakterer, der har læbe-ganespalte. Det er begavede mennesker, der bare er lidt anderledes. Så jeg føler, at min sti er ren.«

Det skæve findes i Udkantsdanmark

Der var mange forældre til læbe-ganespaltede børn, der blev kede af det, da de så traileren til »Mænd & Høns«, idet de frygtede, at en komedie om fem læbe-ganespaltede brødre ville føre til mobning af deres børn. Overvejede du, om din historie kunne have sådanne konsekvenser?

»Jeg er selv forælder, så jeg kan sagtens forstå dem, og selvfølgelig har jeg tænkt på de konsekvenser, særlig i vor tid, hvor der er meget opmærksomhed på den slags. Men jeg er ikke ude på at såre nogen, og den måde, karaktererne er fremstillet på, er jo et forsvar for dem.

Overordnet er det dog meget svært at lave denne slags komedier, uden at der et eller andet sted kan sidde nogen og blive kede af det. Ingen er vel interesseret i en situation, hvor man slet ikke kan lave en film, hvor der eksempelvis medvirker mennesker med læbe-ganespalte eller kørestolsbrugere. Den slags følsomhed kan hurtigt føre til absurditeter.

I dag må man ikke sige vicevært eller skraldemand. Det hedder ejendomsfunktionær og renovationsarbejder. Omvendt kan jeg dog heller ikke se en pointe i at blive ved med at bruge bestemte ord, der generer folk, bare fordi det er din ret. Også fordi det fjerner fokus fra det, man vil sige, og måske siger mere om en selv end dem, du taler om.«

Det er svært ikke at tænke »Udkantsdanmark« når man ser »Mænd & Høns«, som vel nærmest foregår i udkanten af Udkantsdanmark, Hvordan forholder du dig til den debat? Findes der eksempelvis kvaliteter derude, vi har mistet i bykulturen?

»Jeg kommer selv fra Frederiksværk, så jeg er fra Udkantsdanmark. Selvom det kun er 50 kilometer fra København, ligger det mentalt langt væk. Jeg har en stor kærlighed til Udkantsdanmark, selvom det er ved at forsvinde. Se Fyn. Opsvinget i 90erne udraderede alt det faldefærdige, alt det skæve og krogede er blevet pudset op af pendlere, der arbejder i København.

Når man kommer længere ud på Langeland, så kan man stadig finde resterne af det, jeg kommer fra, og der er et eller andet ved det, som jeg elsker, ligesom jeg også elsker det gamle Sydhavnen – Kim Larsen-stederne, som jeg kalder det.«

Det er ti år siden, du sidst har stået bag kameraet i »Adams æbler«, men til gengæld har du skrevet mængder af filmmanuskripter i mellemtiden. Hvorfor?

»Jeg fik fire børn (der i dag er to, fem, otte og ti år gamle, red.), efter jeg færdiggjorde »Adams Æbler«, og det tager cirka et år hjemmefra at optage en film. Derfor prøver jeg at opretholde illusionen om at kunne arbejde hjemme. Vores regel er, at de kun må forstyrre, når der er et nødstilfælde. Men med fire børn er der jo hele tiden en, der bløder. Så når der skal skrives for alvor, rejser jeg væk i et sommerhus og skriver i nogle uger.«

Timingen vigtigere end replikkerne

Ole Thestrup har en replik i »Mænd & Høns« hvor han undskylder, at humoren er lidt »én til én« på øen. Hvornår synes du, at filmen rammer grinemusklerne bedst?

»Jeg kan grine af farcer, men også af en serie som »Breaking bad«, som jeg synes er noget af det sjoveste jeg har set gennem mange år – meget sort og sofistikeret. Jeg kan blive helt flov over nogle af de ting, jeg griner af. Det vigtigste for mig er ikke replikkerne, men at timingen og skuespilleren er god. Og meget banalt og klassisk er en figur sjovest, når man samtidig kan mærke en dyb tragik i figuren.«

Du rammer selv en balance mellem realisme og eventyr, uden at der er egentlige overnaturlige elementer. Har du nogle regler for, hvordan den balance skal opnås?

»Altså, vi er i realismens land langt hen ad vejen. Jeg plejer at sige, at det er virkeligheden plus ti procent. »mMænd & Høns« er den første film, hvor jeg har haft budget til rigtig at integrere det eventyrlige med det realistiske. Men ved siden af eventyret er der en mere almindelig menneskelig historie om en mand, der skal lære at acceptere sig selv, og at andre også skal have lov at være her.«

»Mænd & Høns« er en meget fysisk film med vold og slagsmål. Hvilke særlige udfordringer giver det?

»De første fire dages optagelser var stort set kun kast og slag med gryder og udstoppede dyr, og selvom det foregår med bløde rekvisitter, så kan det godt gøre ondt.

David Dencik er ikke en udpræget fysisk skuespiller. Men det var ham, det gik ud mest over. Så efter fire dages prygl sagde David, at nu måtte vi simpelthen finde noget andet at filme. Samtidig gjorde jeg den erfaring, at nærbilleder af vold kan være svære at gøre morsomme, uanset at der bliver slået med et udstoppet dyr. Derfor er mange af slagsmålene filmet på afstand, idet det fremmer det farce eller stumfilmsagtige.«

Det er en film om kontrasten mellem det indre og det ydre. Brødrene er udfordret udseendemæssigt, men har hjerter af guld. Hvordan synes du, at vi i Danmark i dag har det med vores udseende?

»Danmark er ved at overtage hele den politisk korrekte kultur fra USA. Og altså ... der er sikkert mange, der gerne vil tro, at jeg elsker det politisk ukorrekte, og tidligere havde jeg måske også sat en ære i at provokere bare for provokationens skyld. Sådan har jeg det ikke mere. Det hænger sammen med, at jeg er blevet ældre.

Jeg har ikke længere behovet, men også at tiden er blevet en helt anden. Vi har fået sociale medier, der har ændret det billede fuldstændig.

Tidligere sad folk i nogle grupperinger, som ikke kommunikerede indbyrdes. I dag kommunikerer alle med alle, og derfor kan man ikke længere bruge ord og vendinger, som man vil, selvom man har ret til det. Der er gode grunde til det poltiske korrekte, fordi det politisk ukorrekte hurtigt skaber så meget støj, at man ikke længere hører, hvad der bliver sagt.

Personligt har jeg heller ikke brug for at lave provokationer for provokationens skyld som i »I Kina spiser de hunde«. Kunsten skal provokere, men de helt store provokationer må nogle yngre mennesker tage sig af at levere. Det er ikke længere mig. Jeg har været der.«

»Mænd & Høns« har premiere torsdag 5. februar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.