Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Alt er privat hos Thomas Vinterberg

Budskabet i tiden efter 1968 var, at alt var politisk. I kollektiverne hang plakater med Mao og Lenin og løbesedler fra venstreradikale partier. Sådan er det ikke i Thomas Vinterbergs nye film »Kollektivet«. Her er alt privat, mens alt politisk bliver fejet under kollektivets gulvtæppe.

Fællespisning på et kollektiv.
Fællespisning på et kollektiv.

Med flammeskrift blev det indprentet i 1970erne, at alt var politisk. Venstrefløjens parole var, at intet var privat. Det viste sig tydeligt i kollektiverne, der sprang op efter 1968. De fik eksotiske navne, som f.eks. Maos Lyst, hvor forfatteren Ebbe Kløvedal Reich boede.

På væggene i de store kollektivhuse hang plakater med tidens førende revolutionære som Mao og Lenin. På opslagstavler hang indkaldelse til møder eller strejker underskrevet af Danmarks kommunistiske Parti (DKP)eller Kommunistisk Arbejderparti (KAP).

Optagelse af nye medlemmer, og jeg har selv prøvet turen, var et forhør i politiske slogans, og hvis man afveg fra den venstreradikale dogmatik, så var optagelsen usandsynlig.

Jeg blev ikke optaget. Den politiske kamp blev visse steder ført igennem i hele sin absurde yderste konsekvens. Toiletter havde ikke nøgle i døren, for intet skulle være privat.

Idéen var, at ejendomsretten i sig selv skulle ophæves, og denne ejendomsret omfattede private gøremål og kærlighedslivet. Selvfølgelig var der forskel på kollektivernes radikalisme, men selv hos de »bløde« kollektiver, der ikke var tilhængere af ekstreme holdninger og væremåder, var der dog enighed om socialismens nødvendighed.

Medmenneskelig naivitet

I Thomas Vinterbergs nye film Kollektivet er der intet politisk, blot i begyndelsen en henkastet bemærkning om socialistisk litteratur. Ellers er filmen kemisk renset for politik. Kollektivets medlemmer taler ikke om politik, der er ingen plakater på væggene af de revolutionære koryfæer, og der er ingen henvisning til tidens populære partier som Venstrescoialisterne (VS), KAP eller DKP.

I filmen bor en kreds sammen i et stort hus og da den mandlige hovedperson, spillet af Ulrich Thomsen, forelsker sig i en ung studerende, flytter den unge elskerinde ind i kollektivet, da Ulrich Thomsens hustru, spillet af Trine Dyrholm, giver sin tilladelse.

I filmen er alt dette skildret som en privat formsag, som kollektivets øvrige medlemmer ganske vist skal stemme om, men intet sted i forløbet får publikum fornemmelsen af, at dette var en logisk konsekvens af tidens politiske mode, nemlig at ægteskabet af politisk-ideologiske grunde ikke var i høj kurs.

I Thomas Vinterbergs film bliver den bastante politik, der i de »hårde« kollektiver var kombineret med ønsket om revolution og våbenkamp i fjerne egne, til en sød idealisme, hvor det gælder om at tage hensyn til hinanden. Som Thomas Vinterberg selv formulerer i en udtalelse om sit eget kollektiv: »Selv om kollektivet bestod af veluddannede tænkere, syntes livet dengang ganske naivt og ekstremt idealistisk i dag – men der var så meget håb for fremtiden.«

På sin egen måde gør Thomas Vinterberg kollektivet til en politisk utopi, men altså ikke i form af voldelig revolution, politiske slagord, strejker eller demonstrationer, men som udtryk for en varm medmenneskelig naivitet med håb for fremtiden.

Til tjeneste for en højere sag

Journalist på Weekendavisen Tine Eiby har i sin fine erindringsbog »Til tjeneste« berettet om sin tid på venstrefløjen, og hun har en helt anden udlægning end Thomas Vinterbergs søde medmenneskelighed, der går som en rød tråd gennem hans film. I filmen siger flere personer, at idéen med kollektivet er at være kærlige over for hinanden og tage sig af hinanden.

Sådan var det ikke, ifølge Tine Eiby, for man stod til tjeneste for en højere sag, nemlig klassekampen og det kommunistiske ideal: »Husk nu, at du står til tjeneste. Ikke for dine egne småborgerlige interesser. Og heller ikke for »det fælles bedste«, sådan som man ynder at udtrykke sig på venstrefløjen i dag. Men for de undertrykte. For arbejderne, de udbyttede, den tredje verdens fattige. Og så for kvinderne – hvis man vel og mærke huskede at tilføje: Ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp.«

Thomas Vinterbergs nostalgiske film er forståelig nok. Tiden udvisker jo – ikke mindst i et hyggeligt samfund som det danske – alle skarpheder og efterlader et blødere erindringsstof. Thomas Vinterberg var jo også blot barn i sit kollektiv og har næppe selv erindring om tidens benhårde politiske retorik.

Men kollektiverne var ikke isolerede paradisøer fjernt fra verdens tummel. Der foregik dramatiske og uhyrlige ting ude i verden, og venstreradikalismens medlemmer støttede ofte – i hvert fald i teorien – totalitære bevægelser og regimer. Der var sandelig også i lille Danmark farer og ekstremister, der ville bruge vold, som Blekingegadebandens mangeårige virke vidner om.

Man kan imidlertid godt forstå, at Thomas Vinterbergs klinisk har renset sin film for det politiske og gjort det privat, for derved bevarer han illusionen om troskyldig naivitet og det skal være enhver kunstners ret.

Står ikke alene

Men Vinterberg står ikke alene med denne udlægning og hans ahistoriske version rimer kun alt for godt med 68-generationens udlægning af historien. Mange af dem var kunstneriske og skrivende gemytter og som Trine Dyrholm i filmen ansat i DR.

Nogle af dem skrev mange år senere erindringer, og karakteristisk for næsten alle disse selvbiografier er, at de, ganske ligesom hos Thomas Vinterberg, er næsten renset for alt politisk indhold og erstattet med privatsfæren og en generel lidt naiv idealisme. I erindringsbøger af Tine Bryld, Suzanne Giese, Bente Hansen, Torben Weinreich, Anne Linnet, Mette Fugl, Christian Braad Thomsen og bl.a. Inge Eriksen er de blot naive og idealistiske mennesker, der kæmper for et retfærdigt samfund.

Venstresocialisten Bente Hansen spillede således en markant rolle i samfundslivet og var chefredaktør for både Information og Politisk Revy. Hun var med til en række de revolutionære manifestationer, men da hun i 2014 udsendte sine erindringer »Historien findes« var der næsten ikke noget politisk tilbage.

Bente Hansen nøjes med ganske summarisk at opliste sit politiske engagement således: »... vores hovedemner: atomoprustning, seksualmoral, gamle autoriteter, den tredje verden, forbrugerisme og den sorte skole.«

Weekendavisens anmelder Bo Bjørnvig skrev kritisk om bogens udeladelser: »Dette ikke for at efterlyse bodsgang eller halleluja fra én af datidens revolutionære, men for at efterlyse en engageret beretning om, hvad forfatteren og hendes venner troede på dengang. Så man som læser af erindringerne forstår, hvad der foregik.«

Digter mod kilderne

Mens Thomas Vinterberg lader personlige forhold afgøre sin films udvikling, så var der ifølge Tine Eiby andre og stærkere kræfter i sving.

De idealistiske unge mennesker havde underkastet sig en ideologi, og de unge åd i sidste ende hinanden: »I et sidste forkrampet forsøg på at holde den revolutionære gejst i live tyede man en kort overgang til også at politisere sex og krop, kærester og familiemæssige relationer for dog på en eller anden måde at få de personlige, følelserne og det nære tilbage i fokus.«

»Væk fra alle de materialistisk-dialektiske abstraktioner og den kedsommelige sprogbrug, der blev dyrket inden for universitetsmarxismen. Med det resultat, at åndenøden og følelsen af ufrihed nu også bredte sig til privatlivet. Det var – som jeg husker det – det endelige dødsstød. 70ernes totalitære kodeks viste sig, da det kom til stykket, ikke at være langtidsholdbar.«

Det er forfatterens, instruktørens og kunstnerens ret at behandle det historiske materiale frit.

Men det er nødvendigt at påpege, når kunstneren digter mod virkeligheden. I instruktøren Martin Zandvliet seneste film »Under sandet« lader han de tyske mineryddere være ganske uskyldige unge drenge, men det var ikke korrekt, idet mange mineryddere var ældre trænede soldater med blod på hænderne.

Men Zandvliet gjorde det for at få sin pointe hjem, nemlig at de tyske drenge var uskyldige ofre for Danmarks brud på Genevekonventionen om behandlingen af krigsfanger, mens han skildrede de danske officerer som usympatiske sadister.

Der var tale om at forvride fortiden for at få sit politiske budskab hjem. Det har Zandvliet ret til, men det skal påtales.

I Kollektivet har Thomas Vinterberg fjernet al politik fra sit kollektiv for at få sin egen politiske pointe hjem, nemlig at kollektivets beboere var naive idealister, der gav håb for fremtiden. Men det er at digte mod kilderne, og 1970erne og 1980ernes ekstremisme er interessant, fordi vi derved kan se, at selv i vor hjemlige hygge kan ekstremisme trives og bestemme rammerne for menneskers liv.

Dén historiske erkendelse giver Thomas Vinterberg ikke en ung generation mulighed for at reflektere over.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.