Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Afsløring: Kommunister ender som edderkopper

Tæppebombet af rumvæsner. Lemlæstet af arabiske terrorister. Fortæret af zombier med forbindinger som mumier. Når kunstnere kigger frem i tiden, er alt håb ude – måske fordi Paradis slet og ret er for kedeligt i længden.

Dystopi
Dystopi

Det kommer til os lige om lidt:

Polerne smelter. Sygdomme i Sibirien slår mange af os ihjel. Resten drukner i ulige kamp med klodens hurtigt stigende vandstand.

Eller slipper vi måske for det hele? Vil videnskabsfolk fryse de to poler ned igen? Vil geniale opfindere sende smeltevandet langt pokker i vold?

Moderne fiktion foretrækker så ubetinget den katastrofale udgang.

Vor tids film, bøger og tegneserier tilbyder ret konsekvent fortællinger med dyster baggrund – populært kaldet dystopier.

Fortællingerne kan arbejde med en nær fremtid og være en lille smule uhyggelige. De kan også arbejde med en fjern fremtid og være helt utrolig uhyggelige.

Jo længere ud i det store og ukendte, desto værre bliver verden. Vi skal ikke forvente os noget. Det går galt.

Siger fiktionen altså.

Dystopiernes modsætninger

Modsætningen til dystopier hedder som bekendt utopier og findes faktisk.

Utopierne har bare haft et hårdt liv de seneste år og gør ikke mange forfattere rige længere:

Platon skriver sin klassiske »Staten« knap fire århundreder før Kristus og satser på en fremtid med tre klasser af mennesker i form af Håndværkerne, Filosofferne og Vogterne. Resultatet kan på overfladen ligne lidt af en dystopi.

Men den er altså godt ment.

Kristendommen kommer til fire århundreder senere og har på sin egen måde fyldt vestlig tankegang med oplysning. Den er troen på dommedag plus håbet om noget himmelsk bagefter. En art dystopi med noget utopi til sidst.

Sir Thomas More lægger så navn til hele begrebet med sin »Utopia« fra 1516. Bogen er fuld af fantasier om en verden uden storbyens trængsler og advokater i almindelighed: Folk har velfærdsstat, fri sex før ægteskabet og endda ret til aktiv dødshjælp. Syge og gamle skal faktisk aflives af hensyn til den sociale balance. Alt har nu engang sin pris.

Og kollegaen Louis-Sébastien Mercier får i 1711 udgivet sin skelsættende »År 2440« med Frankrigs hovedstad i utopisk lys:

Byen vil til den tid være fri for skatter, præster, konditorer, danselærere og udenrigshandel. Hvad der er i vejen med danselærerne, tolker de lærde stadig på.

Også mange af Jules Vernes romaner handler om en fremtid af de lyse og løfterige. Lige fra gennembrudsværket »Fem uger i ballon« fra 1863 til den etnologisk orienterede »Jorden rundt i 80 dage« og den teknisk fokuserede »En verdensomsejling under havet«.

Men samme Jules Verne aner også en anden mulighed og sender ikke sjældent sine personer på en meget anderledes kurs. Succesforfatterens knap så kendte bøger har ikke meget fidus til fremtiden.

»Paris i det 20. århundrede« fra 1863 udspiller sig for eksempel et lille århundrede senere og handler om unge Michel Dufrénoy dagen efter hans afsluttende eksamen. Han vil nødig have det tilbudte arbejde i banken og drømmer om et job som journalist.

Men alt er gået i stå, alt har mistet pusten, al dynamik og udvikling er sat på pause. Altså ingen nyheder, absolut ingen aviser – og derfor heller ingen journalister.

Kærestens bedstefar mister endda sit job som universitetslærer og overlever kun som gartner. Folk har forgiftet landbrugsjorden og sulter sidst i bogen. Michel selv dør på en kirkegård.

Værket omtaler fjerne fremtidsting som raketter, den elektriske stol samt en venlig version af feminismen undervejs – og blev i øvrigt droppet af Vernes mangeårige forlag. Man ville ikke ødelægge forfatterens gode rygte.

En vis H.C. Andersen skriver stort set samtidig fortællingen »Om årtusinder« og virker heller ikke så vild med verden til den tid. Den lille historie fra 1852 er en forrygende dystopi om moderne turisme:

Rom ligger udslettet og har kun en rest af Peterskirken tilbage, »men man tvivler om dens ægthed«.

Folk har også kun en enkelt nat til overs for gamle Grækenland. Men de skal da lige sove i luksushotellet på Olympens top. For »så har man været der«.

Skræmmende visioner

Visionerne efter den tid har kun vokset sig værre.

Serien om »Star Trek« er rigtignok flere hundrede afsnit med klassikeren »Gullivers rejser« som klangbund. Milliarder af kilometer i rumskibets fnugfrie og grundlæggende gode univers. Så tydeligt en rendyrket og renskuret utopi. Og samtidig lidt billig.

Men alle andre fortællinger i genren vil have os helt ned i sølet. Lige fra Ridley Scotts mesterværker som »Alien« fra 1979 og »Blade Runner« fra 1982 til nylige serier som »Black Mirror« på Netflix og den ustyrligt rammende og derfor uhyggelige »The Handmaid’s Tale« på HBO.

Verden virker færdig alle stederne. De grønne neonrør i loftet blinker og drypper. Ingen taler længere sammen ret lang tid ad gangen. Menneskene ender som golde, frygtsomme, fantasiløse individer.

Hvis vi da ikke er blevet tæppebombet af rumvæsner, lemlæstet af arabiske terrorister eller fortæret af zombier med forbindinger som mumier fra oldefars tid undervejs.

»Frygt i fiktion er næsten altid et ekko af frygt for noget virkeligt,« siger Bo Kampmann Walther, lektor ved Syddansk Universitet med speciale i moderne medier.

»Da amerikanerne var bange for en kommunistisk invasion, lavede de film om kæmpe- edderkopper. Da hele verden var allermest bange for AIDS, lavede man film om hemmelig spredning af ukendte vira. Mange sider af populærkulturen ligner én stor allegori over vores drømme og frygt for fremtiden,« siger Bo Kampmann Walther.

Han ser af samme grund skrækscenarierne som det uundgåelige resultat af vores velordnede samfund: Kan det hele fortsætte? Vil den nuværende fred fortsætte mit eget liv ud? Og hvis det går galt, hvordan vil jeg så selv være stillet?

»Flere dystopier bunder i tidens stærke orientering mod individet,« siger Bo Kampmann Walther.

»Vampyren og zombien er eksempelvis to sider af samme frygt. Vampyren som den sexede variant med skarpt tegnede øjenbryn og en fremtid som kongen af New Yorks dansescene. Og zombien lige modsat som dystopiernes klassiske figur – uden personlighed, uden individualitet, uden det seksuelle drive.«

Himmel og helvede

Lars Qvortrup er professor ved Aarhus Universitet med særlig interesse for skiftende tiders smag og ser også dystopien som meget grundlæggende.

»Men både utopier og dystopier er lige så gamle som kristendommen,« siger han. »De er måske endda lige så gamle som hele menneskeheden. Så vi har nok altid haft brug for tanken om både et helvede og en himmel.«

Hvorfor?

»Vi skal vel bruge en historie om både individet og fællesskabet. Vi vil have en fortælling om både os selv hver for sig og vores alle sammens fremtid. Det hele kan jo ende både godt og skidt. Så vi er meget optaget af den forskel, den enkelte kan gøre. For eksempel om fremtiden er en konsekvens af menneskelige valg eller af en udefrakommende skæbne.«

Lars Qvortrup bruger hollænderen Hieronymus Boschs myldrende malerier af sår, sorger, synder og alle Helvedes pinsler som eksempel.

»Dystopierne har slet og ret talt mere til vores fantasi end ferske forestillinger om velstand og godt vejr,« siger han.

»Tanken om Paradis bliver nok bare for kedelig i længden.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.