Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Af Christian Mørk Forfatter Tyvens kærlighed til demokratiet

Jamie var min bedste ven, da jeg gik på college. Han var lun og skæg og stod altid klar med en hjælpende hånd, når min gamle Chevrolet-spand igen ikke kunne starte.

Jamie var også en tyv.

Der var desværre slet ingen tvivl: Han og en kammerat fra et nabocollege, Ralf, havde hver især hugget en spritny Macintosh-computer, som dengang kun fandtes i skolers fysiklokale, fordi det var for dyrt at købe sin egen. De to byttede tyvekosterne, så ingen på deres skole kunne fatte mistanke, selv hvis de tjekkede serienumrene.

Men vores fysiklærer gennemskuede alligevel finten, fordi Jamie også var en dårlig løgner: Han tilstod omgående, da læreren spurgte, hvordan han havde råd.

Jeg nævner det her, fordi jeg dengang lærte, hvad demokratiets væsen er. Det fik jeg at se ved Jamies strafudmåling. Politiet var ikke indblandet, fordi skolen skønnede, at han skulle kunne klare sig gennem livet uden en plettet attest. Han skulle i stedet foran skolens eget samlede råd. Det bestod af lige dele elever og lærere – fire af hver. Vi andre blev hørt som karaktervidner. Mens Jamie sad foran os, fortalte vi ham, hvorfor vi påskønnede ham, og hvor chokerede vi var over tyveriet. Da det var en tilståelsessag, var spørgsmålet kun, hvorvidt han skulle bortvises eller ej. Det endte med en bortvisning. Fem stemmer mod tre.

På intet tidspunkt var der nogen, der anfægtede »rettens« autoritet, selv om den reelt var selvbestaltet og foregik i skolens cafeteria. Ingen protesterede, heller ikke Jamie, der var lettet over at være blevet taget, glad for at høre vores agtelse for ham som person og for at kunne få en ny chance et andet sted. Det var i 1989. Dengang stillede ingen spørgsmål ved helt basale ting som det demokratiske retfærdighedssystem, der underbyggede alt andet.

Og dermed er vi tilbage til nutiden, hvor demokrati som styreform ikke bare er usexet og suspekt, men ligefrem er under aktiv afvikling i mange af de lande, hvor det blev født, lige fra Amerikas små kaffebarer til Danmarks værtshuse.

Fortalerne for denne nye autoritaristiske bølge er forskellige, men forenet i deres foragt: De er den nye punkbevægelse, der er overbevist om, at systemet er råddent helt ned i fundamentet, og der er plads i det til både konspirationsteoretikere, teokrater og almindelige mennesker, der har mistet troen på rugbrødsdemokratiet.

Vi, demokratiets flossede venner, bøjer os nu bagover for at overbevise dem om, at vi nok skal høre på deres kritik, men forgæves. I vores tyrkertro på kompromisets kraft har vi gjort os blinde over for systemets åbenlyse mangler.

Vi har mistet demokratiets naturlige autoritet, som en skyldig tyv som Jamie aldrig anfægtede, fordi vi alle kunne se, at processen var retfærdig.

Der tales meget om gennemskuelighed som modsvar. Men det er blot atter et slapt statskundskabsudtryk, der ingenting betyder for demokratiets kritikere.

Begynd derfor i det små. Og send samtidig Jamie en tanke.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.