Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
PÅ SPIDSEN

Årets sidste opdatering

Lars Rix, kulturredaktør.
Lars Rix, kulturredaktør.

Når man har haft et par fridage i behagelig afstand fra sociale medier, så finder man for alvor ud af, hvor meget hele det hjemlige meningsmaskineri defineres ud fra feeds og algoritmer på Facebook.

I SoMe-land navigeres der lystigt rundt og hentes likes og »venskaber« i en uendelig strøm. Her handler det om at være populær, og din succes afhænger helt af, om du er hurtig på tasterne og kvikkest med de smarte bemærkninger. Tag det ledige standpunkt, skriv noget sjovt og provokerende, og du er allerede godt på vej til at blive såkaldt »debattør«. En titel, som i visse kredse synes fin og fornem, men også alt for ofte blot er en pæn udgave af det noget mere rammende »kværulant«. Man kan til tider blive en kende træt af, at alle har en mening om hvad som helst og tror, at den er så vigtig, at hele verden bare må delagtiggøres i den. Viden og indsigt i et emne er som oftest underordnet. Den slags er ikke vigtigt i moderne meningsdanneri. Kan du derimod navigere uden om detaljerne og ignorere modargumenter, så fanger du hurtigt en tilhængerskare, hvis jublende tilkendegivelser helt vil drukne eventuelle kritiske røster.

»Et moderne forsamlingshus« kalder nogle Facebook. Ja, hvis et forsamlingshus er et sted, hvor refleksion og saglighed tilsidesættes for spontane udråb og random mudderkastning, så passer det givetvis.

Men selvfølgelig er der undtagelser. Selvfølgelig er der opdateringer og meninger fyldt med tyngde fra kloge mennesker på de sociale medier. De er bare ikke de bærende kræfter og bliver hurtigt væk i mængden af alt det andet.

Så man forstår godt, at nogle står af. At masser af mennesker ikke gider det eller føler sig ubehageligt til mode ved et medie som Facebook. Problemet for mange er ganske givet, at de ikke kan genkende sig selv og deres egen verden og værdier på de sociale medier. Her kæmpes alt for ofte kampe i sager, som de måske har en mening om, men ikke nødvendigvis har et brændende behov for at debattere. Mængderne af folk, der raser over alt fra politikere og medier til offentlig transport og børneopdragelse, kan indimellem synes helt ude af proportioner.

Men så er det, vi rammer juledagene, hvor selv den mest insisterende meningsmaskine, den mest øretæveindbydende Facebook-troll og alle andre holder fri – også fra Facebook. Pludselig ændrer mit feed karakter, og frem dukker alskens andre ting. En tidligere kollega, der hver dag deler et selvskrevet haiku-digt på sin væg. Sjove billeder og anekdoter fra en tid, hvor man havde plakater af WHAM! og prinsesse Leia hængende på teenageværelserne. Ja, det giver også plads til masser af Gajol-filosofi, kattevideoer, solnedgange og frokostborde, men ikke så meget brok.

Og hvis du skulle være en af dem, der savner det, så er de sure miner og verdens generelle undergang ganske med sikkerhed tilbage på mandag. Jeg vil tillade mig at nyde det sidste af 2016 i fred og lykkelig uvidenhed.

Godt nytår!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.