Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Åbent brev til forfatter og selvanmelder Morten Sabroe: »Skønheden og udyret« har altid været en god historie

Katherine Diez byline.
Katherine Diez byline.

Kære Morten Sabroe.

Hjerteligt tillykke med de fem stjerner, Morten Sabroe tildelte din nye roman ”32 centimeter” i Berlingske. Det er i den grad fortjent oven på den studentikose anmeldelse af hende den unge, blåøjede #MeToo-agtige blondine, der famlende i blinde gav den tre stjerner i Berlingske. Hvad fanden var det nu, hun hed? Jo jo, du kan da godt huske hende; det var hende den lækre, du valgte at dele et billede af på din facebookprofil, efter hun havde været så fræk at kritisere dit blændende mesterværk. Billedet, du delte fra hendes Instagram-profil, forestiller hende liggende i sin seng med et søvnigt blik og med din nye bog liggende oven på sig på en måde, så den akkurat skjuler hendes sikkert af velvilje struttende bryster. Til billedet har hun skrevet: »Jeg går i seng med mit arbejde. Morten Sabroe og hans 32 cm har ligget oven på mig hele natten og holdt mig vågen til klokken jeg-ved-ikke-hvad.« Din kommentar til dette var: »DET ER DENNE KVINDE, der anmelder min roman '32 cm' i Berlingske i dag. Hun ved rigtig meget om dansk litteratur, det kan enhver med øjne i hovedet se. Det er en god idé af Berlingske at bruge hende som litteraturanmelder.«

Sarkasmen i denne kommentar ikke kunne være mere synlig, om den så stod bøjet i neon på Rådhuspladsen; i virkeligheden mener du, at en (ung) kvinde har to valgmuligheder: Hun må se godt ud, eller hun må være litterært begavet. Man kan ikke få i både pose og sæk, så hun må vælge. Det morsomme er, at du med din faible for sarkasmens sprog og højtragende status inden for dansk litteraturs iscenesættelse (rockstarbriller, skumbad og autoritært koryfæ blandt Glyptotekets skulpturer) fuldkommen misser pointen med den unge anmelderskes opslag: At venligt og uhøjtideligt tage pis på det urkomiske stunt det er at lade en 28-årig kvinde med markante holdninger i kønsdebatten mene noget om den 70-årige mands pre-#MeToo-kritiske roman. Ja, hvorfor ikke? ”Skønheden og udyret” har altid været en god historie

Kære Morten Sabroe.

Mit navn er Katherine Diez, og vi har aldrig haft fornøjelsen af at møde hinanden, men det var mig, der gav dig de tre stjerner, der gjorde dig så utilfreds, at du følte dig nødsaget til at anmelde mig direkte tilbage. Og det tager jeg faktisk hatten af for. Anmelderens rolle er nemlig i alvorligt opbrud i disse år, hvor den traditionelle kulturkritiske analyse udfordres af menigmands kvaksalveriske, mere brugerorienterede smagsdommeri og letfordøjelige ratingsystemer. Jeg ønsker at indfri efterlysningen af innovation og originalitet i de danske mediers kulturdækning. Tiden er inde til, at vores omgang med kunsten er lige så kreativ som kunsten selv, og så længe vi kritiserer kritikken (af kritikken af kritikken) og fyrer kul på debatten, holder vi maskinrummet og det kunstneriske engagement kørende og i gang. Kritikerens rolle kan og bør forbinde – i dette tilfælde – læserne med verden gennem kunsten; derfor må hun/han også indføre læserne i den kontekst, kunsten ­– i dette tilfælde – romanen indskriver sig i. Jeg forholder mig til kønsdebatten, fordi den gør. Og hvem siger så, at du ikke også skal forholde dig til mig bagefter? Selvfølgelig skal du det.

Kunne jeg tænke mig, at du havde håndteret anmeldelsen af anmelderen med en anelse mere raffinement? Ja, bevares, men jeg er ikke død. Tværtimod. Når kunstner og kritiker går i bokseringen, er de sammen om at genopfinde præmissen for kunstens berettigelse. Det er jo for fanden det, vi kulturradikale altid har drømt våde drømme om: En medievirkelighed, hvor kunsten i et flygtigt øjeblik pludselig har folkelig appel og samme status som en sportsbegivenhed mellem to blodtørstige modstandere. Hvordan sørger vi for en udbredelse af kunstnerisk bevidsthed, hvis vi hårdnakket holder fast i en eller anden reaktionær forestilling om, at unge kvinder ikke må kritisere den litteratur, gamle mænd skriver? Velkommen til 2018. Du får ikke noget #MeToo af mig.

Med venlig hilsen

Katherine Diez

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.