Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

A117 & A118

Christian Mørk, journalist.
Christian Mørk, journalist.

»Sluserne står åbne. Bommen er ikke længere slået for. Porten er på vid gab. Dæmningen er brudt sammen. Kloakken flyder over. Europa brækker sig! Med andre ord udhuler indvandringens udskud vore kyster. Horder af dette afskum til ni dollar og tres cents hver fra de aller billigste dæk bliver sluset hertil gennem en tragt fra kontinentets gylletanke.«

Sådan stod der i en New York-avis i 1895, da min farfar, Max Ejnar Mørk, blev født i København, og Amerika var ved at have fået nok af de nyankomne fra Italien og Irland.

Jeg nævner Max, fordi hans historie tilhører langt de fleste emigranter, der hverken bliver rollemodeller eller skrækeksempler, men som blot passer deres arbejde og siden forsvinder i kølvandet på den by, de flyttede til.

Max drak. Han blev altid fyret. Så en morgen, efter at han havde ravet rundt i den etværelses lejlighed på Amager, han delte med min farmor, Emma, og min far, Erik, måtte der findes en løsning. Selvfølgelig fandt farmor den:

»Jeg har købt en enkeltbillet til Amerikabåden,« sagde hun og rakte sin mand billetten. »Du tager i forvejen over til New York, og så sender du bud efter Erik og mig, når du har fået dig et arbejde og et sted at bo.«

Han ankom i foråret 1930 og fik opholdstilladelse. Det lykkedes ham at få et job som bygge- og anlægsarbejder, fordi byen i Depressionens skygge trods alt havde vokseværk. Max fandt en lejekaserne i Brooklyn. Han sendte et fotografi af sig selv iført stråhat og stående foran hoveddøren, sammen med et brev til Emma om, at hun godt kunne komme.

»Erik og jeg bliver hjemme,« lød svaret fra farmor, som jeg altid har haft mistænkt for fra begyndelsen at have udklækket en plan om at lade ham lide skibbrud i Amerika, så hun kunne få fred.

Nu stod han så dér sammen med sin søster, Erna, og hendes søn, Ib, der begge var rejst med. Hjem kunne de ikke komme. Det nyttede ikke at pive. Altså brugte Max resten af sit liv på at gøre byplanlægnings-matadoren Robert Moses’ drømme til virkelighed: Op kom Triborough-broen, der bandt Bronx sammen med Manhattan og Queens. Jacob Riis Park blev opført. Brooklyn-Queens Expressway vrider sig endnu. (Samtidig var en vis boliginvestor ved navn Fred Trump begyndt at lægge kimen til sit eget imperium.)

Max meldte sig til militærtjeneste i 1941, efter at Japan havde angrebet USA, men fik afvisningen »4-F« på sessionen, hvilket betød fysisk uegnet. Jeg ved ikke, hvordan den 47-årige mand reagerede, men hans krop blev ved med at bygge fremtidens New York lige til hans død i 1956.

Ib blev lokofører i undergrundsbanen og døde først for nylig. Max og Erna, der ikke stiftede familie ud over hinanden, blev begravet side om side under hver sit blikskilt, A117 og A118, fordi ingen havde råd til gravsten. Jeg får stadig forespørgsler om at spytte i bøssen. Men jeg synes, de anonyme numre bedst repræsenterer de arbejdende folk, der stadig strømmer til New York hele verden fra. Måtte den nye præsident se til dem i nåde.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.