Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kunst

500 års helvedesvisioner fra Holland

Hollands geniale maler Hieronymus Bosch så menneskelivet gennem en grotesk linse. Malerens hjemby markerer 500-året for hans død med en enestående udstilling, der afslører nye sider af den verdensberømte kunstner.

Udstillingen »Hieronymus Bosch. Et genis visioner« markerer 500-året for maleren Hieronymus Boschs død og er en europæisk kulturbegivenhed, der har trukket begejstrede overskrifter i internationalt anerkendte aviser som New York Times og Frankfurter allgemeine Zeitung. Billedet viser maleriet »The Last Judgment« fra ca. 1495-1505.
Udstillingen »Hieronymus Bosch. Et genis visioner« markerer 500-året for maleren Hieronymus Boschs død og er en europæisk kulturbegivenhed, der har trukket begejstrede overskrifter i internationalt anerkendte aviser som New York Times og Frankfurter allgemeine Zeitung. Billedet viser maleriet »The Last Judgment« fra ca. 1495-1505.

En ensom vandringsmand i lasede klæder og en tung kurv på ryggen kaster et vemodigt blik tilbage over ryggen, mens han begiver sig på vej gennem et fjendtligt landskab befolket af en bidsk køter, en opskræmt hane med flaksende vinger, en urinerende stodder, et liderligt par og en tørklædebærende kvinde, overvåger vandringsmanden, men også på tværs af tidens gang ser direkte ud på os, beskuerne.

Efter næsten 500 år taler »Landstrygeren« af den hollandske maler Hieronymus Bosch stadig til os med en fascinationskraft.

Maleriets ildevarslende tvetydighed handler om det menneskelige livs korthed, om tilværelsens inderste mysterier, om det moralske krydsfelt mellem fristelsen og fordømmelsen. Hvor er Bosch »landstryger« på vej hen? Vi ved det stadig ikke, men vi er selv på vej i hans fodspor, og derfor følger vi ham med øjnene.

Berlingske er rejst til malerens fødeby Den Bosch for at se den udsolgte udstilling »Hieronymus Bosch. Et genis visioner« på byens Noordbrabant Museum. Udstillingen, der markerer 500-året for malerens død, er en europæisk kulturbegivenhed, der har trukket begejstrede overskrifter i internationalt anerkendte aviser som New York Times og Frankfurter allgemeine Zeitung.

Og det er der gode grunde til. Udstillingen er kulminationen på et ni-årigt forskningsprojekt, der i bogstaveligste forstand kaster nyt lys over vores forholdsvist mangelfulde viden om en af den europæiske malerkunsts mest sære og originale skikkelser.

Fundamentet for verdensberømmelse

Forud for udstillingen er gået et omhyggeligt og nidkært forskningsarbejde. Et hold af kunsthistorikere har med infrarøde kameraer afsløret hidtil ukendte detaljer og underlag af eksisterende værker og sat deres tilblivelseshistorie i perspektiv.

Vi ved ikke meget om Hieronymus Bosch, der omkring år 1450 blev født som Jeroen van Aken i den blomstrende købstad S’Hertoogenbosch (i daglig tale Den Bosch.

Men det er oplagt at forestille sig, at maleren ville have moret sig over synet af den kødrand af tilskuere, der i disse dage kommer fra nær og fjern for at samle sig foran hans mesterværker på Nordbrabants Museum.

Selv rejste Bosch ikke langt. Sandsynligvis forlod han aldrig sin hjemby og kom derfor heller ikke på besøg i samtidens mest betydningsfulde kunstcentre i Antwerpen, Bruxelles og Brügge.

Ikke desto mindre nåede den geniale maler, der tog sit kunstnernavn efter sin fødeby for at markere sin egen mesterstatus, i sit cirka 65-årige liv at lægge fundamentet for verdensberømmelse ved for evigt at præge at transformere den europæiske malerkunsts religiøse billedsprog.

Som få andre siden og ingen før øjner og tydeliggør Bosch den menneskelige sjæl og dens kødelige hylstre. Han udstiller og dissekerer – ofte ganske bogstaveligt – den primitive tilstand, hvor vi ikke ænser næsten, men med vold og magt kæmper for at opfylde vores egne egoistiske længsler – med uoverstigelig forvirring og infernalsk kaos til følge.

Og hans fantasi giver liv til uhyggelige djævle og bizarre skabninger.

En opdateret samling

Som udstillingen til fulde dokumenterer, kunne Bosch netop på grund af sin forholdsvise isolation i Den Bosch rendyrke et desto mere imponerende og grundlæggende hypermoderne billedsprog, der ikke ligner noget som helst i hverken samtiden eller den forudgående tradition.

Hans originalitet, kynisme og frygtløshed har inspireret en fornem række af ligeledes geniale efterfølgere – fra Bruegel den ældre til mellemkrigstidens franske surrealister, for blot at nævne enkelte eksempler.

I alt 25 originale værker og et tilsvarende antal tegninger og raderinger tilskrives i dag det hollandske geni.

Til daglig er værkerne spredt udover hele kloden, men udstillingens bagmænd er med en gigantisk anstrengelse lykkedes med at overtale en række af verdens førende museer – fra Prado i Madrid, Louvre i Frankrig til amerikanske – til at sende deres Bosch-værker tilbage til malerens fødeby.

Det er første gang nogensinde, at den opdaterede samling med få undtagelser præsenteres for offentligheden.

Udstillingen viser 20 af værkerne, samt en mængde værker, der sandsynligvis er blevet til under mesterens vejledning i hans produktive værksted.

Blandt de mest storslåede og kendte værker er de tre triptykon (malerier bestående af tre fløje, der til sammen illustrerer en fortælling med et moralsk-religiøs lektie) Høvognen (færdiggjort i dødsåret 1516), Landsstrygeren og Vellystens Have (1500-1505). Dertil kommer et par enkelte samtidige efterligninger af kendte Bosch-værker.

Hieronymus Boschs fantasi giver liv til uhyggelige djævle og bizarre skabninger.
Hieronymus Boschs fantasi giver liv til uhyggelige djævle og bizarre skabninger.

Selv i paradisets have står ondskaben på lur

Bosch kombinerer krystalklare realistiske linjer og en udpræget sans for de gråbrunlige og jordslåede farver i det flade hollandske marsklandskab med fantastiske scenarier med lige dele astrallegemer og helvedesild, lige dele realisme og opsætsig fantasi.

Et hold af kunsthistorikere har restaureret de skrøbelige gamle malerier, der trods deres næsten bibelske alder fremstår tidløse og knivskarpe og med en næsten tegneserieagtig friskhed.

Et imponerende stykke konserveringsarbejde af teknikerne, der præsenterer Bosch visioner i al deres groteske og vidunderlige pragt.

Helgenbilleder, syndefald, uddrivelser fra paradis, tiggere, Kristus som spædbarn og som blodigt torturoffer fremvist af Pontius Pilatus og med korset på ryggen på vejen til Golgata, domfældelserne på den yderste dag, umættelige rovdyr, ugler kukkelurende i trækronerne. Engle, som guds hånd strøer som udtørrede insekter ud på himlen over edens have, hvor Adam og Eva fristes af Satan.

Bosch bliver aldrig træt af at understrege, at selv i paradisets have står ondskaben på lur.

På Noordbrabants Museum, hvor de mange museumsbesøgende kæmper med hinanden om pladsen foran montrerne med mesterværkerne, lyser værkernes voldsomhed op i de mørklagte udstillingslokaler og rører noget dybt i os som enkeltindivider.

Samtidens religiøse modestrømning

Måske fordi Bosch som få andre malere har præget Europas religiøse billedsprog. Det er religionen – først og fremmest Det Nye Testamente – der er altafgørende for Bosch. I hans kunst og verdenssyn, men også i hans eget liv.

Bosch var stærkt påvirket af sin samtids religiøse modestrømning, den såkaldte Devotio Moderna, en proto-protestantisk afart af katolicismen, der først og fremmest lagde vægten på individets altoverskyggende ansvar for at træffe det rigtige moralske valg i en kaotisk verden.

I »Døden og Gnieren« ser vi den døende købmand, der på sit sygeleje forgæves forsøger at bestikke Døden med sin ophobede rigdom.

For Bosch er mennesket udspændt mellem frelsen og fristelserne i form af det kødelige begær, grådigheden, forfængeligheden og jalousien og de andre dødssynder, der fører til alskens pinsler, der administreres af gruopvækkende skikkelser med forkærlighed for farverige torturmetoder.

Men vi møder også belønningen, opstigningen til paradis, der set gennem Bosch’ perspektiv ligner en rejse ind i det ukendte.

Selv frelsen fremstår foruroligende. I panelet »Opstigning til det himmelske paradis« (ca. 1500), der passende nok møder os som et af de sidste malerier på udstillingen, byder en engel, de nyankomne sjæle velkommen til efterlivet. Skikkelsen er utydelig, måske endda truende. Vejen til paradis og vejen til helvede forbliver uendeligt sær og ubekendt for os dødelige, synes Bosch at understrege.

På udstillingen »Hieronymus Bosch. Et genis visioner« har et hold af kunsthistorikere restaureret de skrøbelige gamle malerier, der trods deres næsten bibelske alder fremstår tidløse og knivskarpe og med en næsten tegneserieagtig friskhed.
På udstillingen »Hieronymus Bosch. Et genis visioner« har et hold af kunsthistorikere restaureret de skrøbelige gamle malerier, der trods deres næsten bibelske alder fremstår tidløse og knivskarpe og med en næsten tegneserieagtig friskhed.

Blikket mod himlen og helvede

Bosch’ egen karriere tog først for alvor tog fart, da han på grund af sit indlysende talent, men stadig højst usædvanligt for en (kunst)håndværker, blev svoret ind som medlem af den religiøse orden Vor Hellige Frues broderskab.

Som ligemand i en kreds af lokale adelsmænd, magthavere og indflydelsesrige gejstlige, der dyrkede Jomfru Maria, fik Bosch adgang til samfundets øverste cirkler og kunne udvide sit kundegrundlag til lokale fyrster og prinser.

I de centrale paneler i to af Bosch’ mest berømte triptykoner, »Høvognen« og »Landsstrygeren«, støder vi på noget, der minder om sociologiske karakterstudier af samtidens typer fra alle dele af samfundet, fyrsten, prinsen, bonden, tiggerdrengen, bondekonen, præsten, vandringsmanden, der alle kæmper mod hinanden.

I triptykonerne, i helgenbillederne, i tegningerne og raderingerne retter Bosch et skeptisk blik på det syndige menneske, som han holder op for sig selv og for os. Han viser os galskaben, længslerne og lidelserne, der næres og vokser vildt, ikke blot i randen af vores civilisation, men midt iblandt os.

Og han styrer vores blik mod himlen og mod helvede i håbet om at lede os i frelsens retning. Bosch maler religiøst, mens hans billeder handler om menneskene, og de bliver udogmatiske lignelser, der fastholder lidenskabernes forgængelighed for vores egne flakkende øjne.

»I dem har man en fornemmelse af, at det pak, man belurer i dets gøren og laden, straks ville fordufte, hvis det opdagede, at et menneskeøje hvilede på det. Blikket ser det som gennem en hvælvings lukkede bue«, skriver den tyske forfatter Ernst Jünger om Bosch i bogen Det eventyrlige hjerte (oversat af Rene Jean Jensen for Gyldendal).

Selv 500 år efter malerens død vandrer vores menneskeøjne stadig ængsteligt gennem Bosch’ uhyggelige helvedesvisioner og hviler med lystfuld undren på deres forpinte skikkelser.

Heldigvis er både vi og de endnu ikke forduftet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.