Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Det’ for børn

50 års gratis teater til børnene

Marionet Teatret i Kongens Have i København har i 50 år lavet fantasifulde dukkeforestillinger til de yngste og de ældste. Det er et sted, publikum føler et ejerskab til, og teatret oplever, hvordan første generation af tilskuere nu kommer med deres børn eller børnebørn.

Marionet Teatret i Kongens Have har 50 års jubilæum. Teateret har en historie, der er værdifuld for mange.
Marionet Teatret i Kongens Have har 50 års jubilæum. Teateret har en historie, der er værdifuld for mange.

»Elefant!«, udbryder en to et halv-årig dreng og hensætter sin mor i en vis grad af forvirring.

For hvordan skulle en elefant dukke op midt i Kongens Have?

Det kan den selvfølgelig i Marionet Teatret.

Hvor en lille elefant flyver fra savannen ved hjælp af en rød ballon og viser sig at lande midt i det lillebitte dukketeater i Kongens Have. Det har gjort så stort et indtryk på drengen, der har set forestillingen »Jubiiilæum« med børnehaven dagen før, forklarer hans mor, at han henrykt buser ud med det, der ellers er en overraskelse i forestillingen, allerede på vej gennem haven.

»Jubiiilæum« har sit navn, fordi den er 50 års jubilæumsforestilling for Marionet Teatret i Kongens Have.

Men selv om stedet er midaldrende i antal år, myldrer det med ungt liv omkring det, der må være landets mindste teaterscene: En klap slået ned fra en af de gamle pavilloner i Kongens Have.

Bagerst er vi også en gruppe publikummer – et godt stykke over både børnehave- og skolealder – der har slået os ned for at se teater.

»Er det ikke meget svært at se noget?« spørger en hvidhåret dame mig og misser mod solen, der skinner ned over teatret.

»Man plejer da at kunne se mere,« fortsætter hun og røber dermed, at hun er en af de mange, meget trofaste, voksne tilskuere, Marionet Teatret har.

Måske er hun kommet i Kongens Have med sine børn fra Marionet Teatrets første sæson? Dengang kunstmaleren Helgo Sørensen i juni 1966 slog et telt op i parken og præsenterede københavnerne for gratis Mester Jakel teater.

Han havde fået idéen i Paris, hvor han havde oplevet franskmændenes traditionsrige Grand Guignol-teater i Luxembourghaven. Tilbage i København skrev han direkte til kulturminister Hans Sølvhøj og bad om støtte til at etablere noget lignende i København.

Teatret blev øjeblikkeligt så stor en succes, at teltet allerede næste sommer blev skiftet ud med et læskur ovre ved havens pissoir – den slags tog man let på i slutningen af 1960erne.

Samme sommer havde Helgo Jørgensen held med at overbevise korrespondent Birte Norst om, at hun skulle hellige sig dukketeatret i stedet for sit gode, sikre job i SAS. Og det var under hendes ledelse, og med engageret og stærk støtte fra hendes mand, Lejf, at Marionet Teatret gled væk fra Mester Jakel stilen og over i en dukketeaterform, der stadig hersker på teatret – som siden 1970 har haft egen scene i en af de små pavilloner i haven.

Et sted for fantasien

Det dukketeater, Birte Norst indførte på Marionet Teatret, var et teater, der satte fantasien i højsædet, fremfor den socialrealisme og de betontunge politiske budskaber, som prægede børneteatret, da Norst blev leder på teatret i 1968.

»Marionet Teatret har aldrig været et politisk sted, det har været et sted for fantasien. Tilskuerne skal selv drage deres konklusioner, der er ikke en decideret morale i stykkerne, men der er selvfølgelig nogle pointer undervejs,« forklarer Trine Wisbech, der er teaterleder på Marionet Teatret og Det Lille Teater.

De to teatre har hørt sammen siden 2013.

»Nutidens dukker kan mere end dem, der blev brugt ved teatrets åbning, og de virker mere forfinede end dengang. Men måden, man fører dukkerne på, måden, historierne fortælles på, og deres indhold er ikke så forskelligt fra dengang til nu. Det er i høj grad det samme, børn synes er sjovt i 2016, som de syntes i 1966. Det er for eksempel altid sjovt at sprøjte vand på publikum eller sende røg ud fra scenen. Der er nogle tricks – i positiv forstand – der altid virker,« fortæller Trine Wisbech.

Samtidig skal alle forestillingerne ramme bredt. Normalt er børneteaterforestillinger omhyggeligt aldersinddelt, men her skal forestillingerne ramme alle. Fra de helt små til deres oldeforældre, fra danskere til turister, der ikke forstår et ord dansk. Derfor er der også meget få ord i forestillingerne på Marionet Teatret, og forestillingerne varer ikke over en halv time.

Selvfølgelig er en stor del af de omkring 30.000 mennesker, der i løbet af en sommer slår sig ned på de grønne bænke foran pavillonen, nye ansigter.

Men som dukkefører og teaterleder mærker man meget markant, at man er på et teater, som mange mennesker føler et meget stærkt ejerskab til.

»Vi plejer for eksempel at have premiere 1. juni, men i år var det 4. juni på grund af jubilæet. Ikke desto mindre sad der publikummer klar med madkurve 1. juni og spurgte, hvornår forestillingen startede,« fortæller Trine Wisbech.

»Til premieren kom en kvinde op til os og spurgte, om hun måtte holde en tale for teatret? I den fortalte hun, at hun var kommet her i 41 år, første gang var i sin mors mave. Nu kom hun selv med sine tre børn. Det var meget rørende.«

»Man mærker den historik, der er på stedet, og den kærlighed mange publikummere har til Marionet Teatret. De har været her som børn, og kommer nu tilbage med deres egne børn. At være på et teater, der har givet mennesker en barndomsoplevelse, de som voksne husker i en grad, så de gerne vil give det videre, er ret fantastisk. Man kan virkelig mærke, at teatret har en historie, der er værdifuld for mange,« siger skuespilleren Bo Carlsson, der medvirker i »Jubiiilæum«.

Talentudvikling

Det er Bo Carlssons debut i Kongens Have. Han har siden 2001 med mellemrum været tilknyttet Det Lille Teater – udover sine mange andre opgaver som skuespiller på film, tvserier og voksenteatre.

»For mig har det været learning by doing at blive dukkefører. Men det er meget den samme indlevelse, jeg bruger som skuespiller og som dukkefører. Man skal blot leve sig ind i en dukke og ikke en person, ellers er det samme teknik og timing, man skal bruge i de to genrer. Noget af det sværeste i dukketeatret er, at man ikke kan se sin dukke selv. Derfor er det vigtigt engang imellem at overlade den til en anden og træde ud for at se forestillingen fra publikums side,« siger han.

»Noget af det, der er anderledes ved at spille her i Kongens Have er, at der kommer folk og kigger på langt tidligere i et prøveforløb, end jeg er vant til. Dermed får vi også hurtigere en fornemmelse af, hvordan publikum reagerer.«

Alle forestillingerne i Marionet Teatret skal ramme bredt. Der bliver brugt meget få ord i forestillingerne, så både danskere og turister forstår forestillingerne.
Alle forestillingerne i Marionet Teatret skal ramme bredt. Der bliver brugt meget få ord i forestillingerne, så både danskere og turister forstår forestillingerne.

50 succesfulde år, men hvordan når man som gratis dukketeater i en digital verden at runde både de 60 og måske også de 100 år?

»Vi arbejder meget på at få sat gang i en talentudvikling. Det er svært for teaterfolk at byde ind med idéer, hvis ikke de har haft tilknytning til teatret før. Her kan scenograferne for eksempel ikke kun aflevere en skitse til scenografien, de skal helst også kunne bygge den selv,« fortæller Trine Wisbech.

»Vi kunne selvfølgelig godt hyre nogen, give dem frie hænder og se stort på, om de eksploderede stedet, fordi her ikke er et billetsalg at tage hensyn til. Til gengæld er der tre skuespillere, der skal spille det i tre måneder, ligesom vi gerne vil fastholde og også øge vores publikum. På den måde er der stadig en balance mellem udvikling og drift, vi skal holde.«

Teatret får 1,2 millioner kroner i tilskud til at opføre 150 gratis forestillinger. Eneste indtægtskilde er salget af forestillingsplakater til 20 kroner stykket. Dem er der til gengæld også stor interesse for.

Både voksne og børn myldrer op til Bo Carlsson, da han dukker op med en spand plakater og en kæmpestor, gammeldags læderpung. Der langes guldmønter og kvitteringer fra Mobilepay over til ham med en iver, så man skulle tro, det var isvafler, han solgte, i det lune sommervejr.

Et hold amerikanske bibliotekarer fra Arizona spørger endda, om ikke spillerne vil signere deres nyindkøbte plakater?

I et hjørne af teaterområdet er klapvognene pakkede, plakaterne stikker op fra en kurv, men det er kun mødrene, der er klar til afgang. Nede på det lettere afsvedne græs sidder børnene på hug og piller nænsomt de guldkonfetti op, musikeren Pete Livingstone fyrede af i forestillingen.

De er alt for flotte til at gå til spilde. Måske kan de ligefrem skabe nye, fantasifulde og magiske øjeblikke i børnene, også efter forestillingen?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.