Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

40-årige mænd spytter musik ud

Stablen af selvfinansierede cd’er fra mænd omkring de 40 vokser. Men hvem er disse mænd? Og hvorfor skal de pludselig udgive deres musik?

Thomas Lennert
Thomas Lennert

De udkommer i en stilfærdig, men insisterende strøm. Og de ligner alle hinanden med et cover-foto af en mand, der ikke længere er helt ung. Han har heller ikke et smart kunstnernavn. Han hedder Michael, Henrik, Thomas eller et fjerde navn, som hittede ved de danske døbefonde i 1960erne og 1970erne.

Eller også er flere af disse mænd gået sammen i et band og kigger sammen op fra pladens forside. Men fælles for såvel solister som bands er det, at de udkommer på deres egne pladeselskaber og uden noget stort presseapparat. Bare en forsigtig mail eller to til anmeldere som mig. Om en lille omtale af deres plade mon kunne være mulig?

Det er det sjældent, og pladerne lever deres eget stille liv fjernt fra medierne, og mændene bag ser aldrig deres navn på spillestedernes plakater.

Men den bliver ved, den stilfærdige, men insisterende strøm. Og cd-stablen her på mit bord bare vokser og vokser, ligesom min undren. Hvad er forhistorien? Og hvorfor udgiver mændene med guitarerne disse plader?

Jeg kontakter først manden bag den plade, som ligger øverst i stablen. Han hedder Søren Andersen, men han kalder sig nu bare Søren A.

Sammen med vennerne i bandet Blaar har han netop udgivet albummet »Ridser i lakken«. Det er rock med tekster på dansk, og Søren A har skrevet alle sangene, og lige nu sidder han hjemme i parcelhuset i Brabrand og kigger på ti papkasser, som er pakket med spritnye kopier af pladen.

Men der er nu ikke meget rock’n’roll over det liv, 39-årige Søren A lever.

»Næh, jeg læser jo til meritlærer lige nu. Jeg vil gerne være folkeskolelærer, og så skal man jo den vej.«

Det var nu ikke der, Søren A troede, han skulle hen. Som 17-årig var det eneste, han kunne tænke på, trommerne og et liv som musiker.

»Jeg var fuldstændig opslugt af det. Jeg kan stadig huske følelsen, og intet andet i mit liv har helt kunnet måle sig med det. Og i 1998 kom jeg ind på musikkonservatoriet, hvor jeg kunne dyrke musikken på fuld tid. Det var trommerne, jeg ville, og det var bag dem, mit liv skulle leves. Men virkeligheden viste at være en anden, da jeg var færdig på konservatoriet. Der var jo ingen penge i det, så for at overleve søgte jeg job på en efterskole. Der kunne jeg være musiklærer, tænkte jeg. Men allerede til jobsamtalen blev den plan ændret. Det gik ellers fint, og de ville gerne ansætte mig, men det var en lærer i sløjd, engelsk og matematik, de manglede - ikke i musik. Om det var noget for mig? Jeg havde rodet lidt med noget sløjd som ung, og kunne da regne og tale engelsk, så jeg sagde ja ...«

Livslinjen slog nogle slag, Søren A ikke havde forudset.

»Sådan går det vel for de fleste,« konstaterer han mildt. »Men jeg har jo prøvet at holde fast i drømmen om at lave en plade. Jeg forsøgte for 10 år siden og, og jeg var overbevist om, at de store pladeselskaber ville have den. Men det ville de ikke. Så pladen døde, men drømmen om at udgive levede videre i mig, og i år er den så blevet til virkelighed. Pladen har kostet mig 100.000, hvis man regner alt med, og det er ok. Min kone bakker mig heldigvis op. Hun forstår, hvor vigtigt det er for mig.«

Nu står de nytrykte plader altså i hjemme i stuen. Og »Ridser i lakken« er ikke nogen tilfældig titel.

»Pladen handler om mig og menneskene omkring mig, og vi har efterhånden en del levet liv bag os. Det håber jeg selvfølgelig også, andre end familie og venner synes er interessant, men pladen er måske mest noget, jeg har skullet lave for min egen skyld. Jeg har gået med den i mig, lige siden jeg gik ned med den første plade, ingen ville udgive. Og nu skulle det være. Jeg er ikke helt ung mere og ved, at jeg ikke har de store chancer for at blive hørt i en medieverden, der dyrker ungdommen. Men nu har jeg selv udgivet den. og jeg føler, jeg har præsteret noget. Og når Horsens Folkeblad vil skrive om pladen, så har jeg da sat et eller andet mærke.«

At sætte sit mærke. Det er også vigtigt for Michael Winther, 42 år, der bor i København og har udgivet et album med fem numre.

»Med pladen får jeg endelig fået lagt mine tanker ud i nogle sange, som alle kan høre, hvis de vil,« fortæller han. »Og man kan godt sige, pladen er en form for gravsten. For når jeg engang dør, så er den mit aftryk her i verden.«

Det har ikke været en billig »gravsten« for Michael Winther, som ved siden af musikken arbejder som statsautoriseret revisor.

»Med de fire musikvideoer, jeg også har fået lavet, har cd´en kostet 400.000 kroner. Det lyder som meget, men jeg synes ikke, det er slemt. Jeg er jo partner i et stort revisionsfirma, og det har sikret mig så mange penge, at jeg sagtens kan betale det, min plade koster. Og jeg har medarbejdere, der klarer det meste, så jeg arbejder ikke så meget mere, og det betyder, at jeg også har god tid til at skrive sange og indspille. Men det er jo bare den økonomiske og praktiske side af det. Det, pladen betyder for mig, kan jo ikke måles i penge. Min musik er en ufattelig stor del af det liv, jeg lever ved siden af min familie, og den har fyldt rigtig meget, siden jeg begyndte at spille guitar som dreng.«

Skulle Michael Winther vælge i dag, så var han ikke gået revisorvejen.

»Jeg havde valgt noget mere kreativt, men nu er jeg altså endt som statsautoriseret revisor. Det er en 12-årig uddannelse, hvorefter man er autoriseret til at skrive under på årsrapporter for banker og børsnoterede virksomheder. Og det er jo det ansvar og de medfølgende penge, der har gjort mig i stand til at udgive »To The Stars« og lave den på en måde, jeg kan stå inde for. Det er en 100 procent ærlig plade.«

Ærligheden og ønsket om at skrive sange på sin helt egen måde er ikke bare vigtig for Michael Winter, men også for Thomas Lennert, 43 år, som bor i Hinnerup, en satellitby til Aarhus. »7.000 indbyggere, og meget stille og roligt«, som han forklarer det. Og snart er han aktuel med albummet »Midtvejs«. En titel, som også bakkes op i teksterne.

»Jeg er jo ikke længere helt ung, og mit liv handler om noget andet nu, end da jeg var ung og fuld af musikdrømme. Nu handler det om børn, bil og boliglån. Og det har jeg skrevet om på min cd. Ting, jeg tror, at mange som mig vil kunne genkende. Men jeg har mest lavet pladen for min egen skyld. Et succeskriterium er simpelthen at udgive den, så jeg engang imellem kan tage den frem, se på den og tænke: »Den har jeg lavet«.«

Men lad os lige springe tilbage til dengang, Thomas Lennert mødte musikken og forelskede sig i den.

»Jeg var lillebitte. Seks, tror jeg, og familien boede på Grønland. Vi havde et trædeorgel og en guitar, som jeg spillede på. Faktisk så meget, at vi flyttede til Danmark for at jeg kunne få musikundervisning. Musik har altid været det, jeg var gladest for og bedst til, og derfor søgte jeg også ind på musikkonservatoriet, da jeg blev ældre. Og kom ind. Jeg troede, jeg skulle være musiklærer, men fandt ud af, at alle de uforberedte elever drænede mig for energi, og da jeg siden jeg var knægt har sunget i kirkekor, så var kirken ikke fremmed for mig. Så jeg fik nogle tjanser og tog en orgeleksamen. Nu er jeg endt på fuld tid i en kirke, hvor jeg spiller begravelser, søndagsgudstjeneste, kor og konfirmation, den slags.«

»Organistjobbet er noget, jeg har, fordi jeg kan, og det er med pengene derfra, jeg har lavet pladen,« fortsætter Thomas Lennert, og fortæller, at det ikke har været nok for ham at sidde bag orglet i kirken og spille døde mænds kirkemusik.

»Jeg har jo altid skrevet og spillet pop og rock. I teenageårene rigtig meget om lykkelig og ulykkelig forelskelse. Men det kunne jeg ikke gøre nu. Jeg er jo et andet sted i mit liv og vil gerne skrive om det. Om mit liv, som jeg nu har levet en god del af. Ungdommen er væk, og det samme er drømmen om at blive stjerne og udkomme på et stort pladeselskab. Jeg er jo ikke X Factor-ung, sådan som man skal være for at slå igennem, og har ikke bryster. Jo, jeg har efterhånden fået bryster, men de er ikke store nok til at blive opdaget. «

Thomas Lennert klukker og fortæller, at han har brugt 150.000 kroner på at lave sin plade: »I stedet for at købe en motorcykel, sådan som mange i min alder gør, så har jeg betalt for at udgive en cd. Og det er jo en meget større og mere personlig ting end en motorcykel. Om min plade bliver anmeldt og købt, det kan jeg håbe på, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at jeg kan sætte mig og se på en plade med mit navn på, og at pladen er fuld af mine sange og tekster. Det er virkelig dejligt og på en eller anden måde en ... støtte. Så det er vel en form for selvhjælpsplade mig. For en almindelig mand midt i livet.« B

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.