Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

29-årig jomfru udstiller sig selv

Den danske scenograf Julian Toldam Juhlin er 29 år - og jomfru. I løbet af de næste 14 dage udstiller han sig selv i en række danske byer. »Jeg synes, at det er flot og moderne at have en nuanceret personlighed og seksualitet. Der skal både være plads til pornobutikker og jomfru-katedraler,« forklarer han.

Julian Toldam Juhlin er jomfru. Og optræder som sådan på sin »Virgin Tour« de næste 14 dage.
Julian Toldam Juhlin er jomfru. Og optræder som sådan på sin »Virgin Tour« de næste 14 dage.

Der står et jomfrubur på Frederiksberg Runddel.

Under burets skarpe UV-lys bag den blanke glasfacade sidder den 29-årige jomfru Julian Toldam Juhlin, der i løbet af de kommende uger vil udstille sig selv. Hans såkaldte »Virgin Tour« skal gennem 14 forskellige byer som Svendborg, Ikast og Nibe. Og fordi jomfruen er en sart og magisk skikkelse, fragtes han dertil i limousine, mens den nykårede tour manager, Louise, besvarer telefoner og e-mails. Det magter jomfruen nemlig ikke selv.

»Jeg kan godt lide at tænke på, at vi alle er en mudret sum af en masse forskellige dele. Nu har jeg lokaliseret det her faktum, at jeg er jomfru, og det sjove ved det er, at det er en magisk skikkelse. Ifølge den gamle folketro kan jomfruen både helbrede syge og tæmme enhjørninger. Det er ikke så lidt,« siger Julian Toldam Juhlin, der også er Reumert-nomineret scenograf, københavner og performancekunstner.

At han er jomfru fylder i virkeligheden ikke så meget. Siger han.

»Det virker nok paradoksalt, når man udbasunerer det med sådan et projekt. I en dansk kontekst synes folk, at det er helt vildt, hvis man er jomfru omkring de 30 år, men jeg har aldrig følt, at det var en bærende del af min personlighed. Af samme grund har jeg altså ikke sådan en »ingen bryster på busserne«-holdning, jeg gerne vil af med. Jeg synes bare, at det er flot og moderne at have en nuanceret personlighed og seksualitet. Det har alle de unge kids nu, og det er da vildt sejt. Der skal da både være plads til pornobutikker og jomfru-katedraler. Eller bure på gader og stræder. Det behøver ikke at udelukke hinanden.«

Gennem de næste 14 dage, hvor Julian Toldam Juhlin optræder som jomfru, bliver han fragtet omkring i en hvid limousine. En række hvidklædte medhjælpere fører »jomfruen« ind og ud af sit bur, og der gives ingen interview. På den måde er der en forskel mellem jomfruen og Julian.

Men fordi de bygger på samme historie, er der også en stor grad af ærlighed i jomfrurejsen.

Af samme grund ser Birgitte Kirkhoff Eriksen, der er direktør for Museet for Samtidskunst, også værket som del af tendens blandt yngre, danske kunstnere. Det handler om en ny inderlighed og ærlighed.

»Op gennem 90erne var ironi og distance fremherskende attituder, men i de seneste par år er der en bevægelse mod, at det følelsesfulde kan optræde uden indpakning. At ærligt udstille sårbarhed, følelsesfuldhed og længsel afløser til en vis grad de store armbevægelser og bling-bling, som store dele af samtidskunsten var præget af i 00erne. Det er som om, at der nu er plads til noget mere stilfærdigt eller skrøbeligt. En kunstner som Alexander Tovborg har eksempelvis helliget sig kristendommen og afsøgt inderlighed og tro i sit arbejde i en tid, hvor det ikke er specielt moderne at være religiøs. Det vil jeg heller ikke mene, at man kan sige om at være jomfru,« udtaler Birgitte Kirkhoff Eriksen, der netop nu arbejder på en udstilling om de nye, inderlige kunstnere, der skal åbne til januar.

Jacob Wamberg, der er professor i samtidskunst ved Aarhus Universitet, hæfter sig ved inderligheden som en del af performancekunsten.

»Der er mange eksempler på, at man nedbryder skellet mellem værket og kunstnerens bredere livspraksis,« siger Jacob Wamberg, der blandt andet nævner Marcel Duchamp som eksempel.

Den franske kunstner udviklede blandt andet den alternative identitet, Rrose Sélavy, der blev en slags muse for fotografen Man Ray i 1920erne. Jacob Wamberg har ikke har haft mulighed for at opleve den aktuelle jomfrurejse, men påpeger, at den jomfrunalske karakter går igen hos performancekunstneren Hannah Wilke, der lod det mandlige publikum sætte brugt tyggegummi på sin krop under de såkaldte S.O.S-performances i midten af 70erne.

»Det er ofte pointen med performancekunsten, at det går meget tæt på. Abramovic er et stjerneeksempel på et,« siger Jacob Wamberg med henvisning til genrens mest kendte navn.

Også jomfruburet på Frederiksberg Runddel tiltrækker sig en del opmærksomhed. En hundelufter i rød vindjakke ser skeptisk til, mens Julian Toldam Juhlin knuger sig til den tynde træstolpe, der fungerer som stol. En dame med udslået hår roder rundt i dametasken for at finde en lighter, der kan sætte gang i cigaretten. Ingen af dem ser ud til at være synderligt provokerede over den spinkle jomfru, der ryster som en kanariefugl på sin pind.

Det har han heller ikke ventet, understreger Julian Toldam Juhlin. Inden han forsvinder ind i sin jomfrurejse, indrømmer han, at han ikke ved, hvad han skal vente sig:

»Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan folk reagerer, og hvad de får ud af det. Det kommer vel an på de forskelige steder, buret bliver placeret. Jeg synes bare, at det er godt at sende jomfruen på tur til de danske byer. Både som en moderne superstjerne og som et underligt drømmesyn, der dukker op foran en sen hundelufter i Ikast.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.