Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

18-årige Julia droppede ud af gymnasiet for at blive YouTube-stjerne: »Jeg elsker det, jeg laver«

Unge youtubere har gjort hjemmelavede video-kanaler til en karriere og en lynhurtig vej til idolisering. Vi har mødt nogle af de nominerede i Guldtuben 2016.

Julia Sofia Aastrup er nomineret i fire forskellige katogorier til Guldtuben på lørdag. Med 138.000 subscribers er hun blandt andet nomineret til »Årets Youtuber«.
Julia Sofia Aastrup er nomineret i fire forskellige katogorier til Guldtuben på lørdag. Med 138.000 subscribers er hun blandt andet nomineret til »Årets Youtuber«.

»Det rører mig ikke, når folk skriver »klamme so« i kommentarfeltet på mine videoer. Vedkommende har nok bare haft en dårlig dag. Det er ikke en, der kender mig, så jeg tager det ikke personligt. Langt de fleste henvendelser, jeg får, er positive og søde, og det er dem, der gør det hele værd,« siger 18-årige Julia Sofia Aastrup.

Med over 138.000 følgere på sin YouTube-kanal er hun nomineret i fire kategorier til weekendens prisuddeling. Heriblandt »Årets Youtuber«. Julia Sofia Aastrup bor hjemme hos sine forældre i Karlslunde i et hus, der er stilet, rent og pænt, ligesom hun selv er. Hun smiler hele tiden. Også når hun taler om ting, der har været hårde.

»Det sværeste er at overbevise folk om, at det jeg laver, er meningsfuldt, fordi YouTube stadig er en ny verden for mange. Men jeg forsøger virkelig at bruge min nuværende position til at komme ud med nogle budskaber, mine fans kan tage med sig. Ligesom min målgruppe er jeg ung og har meget at lære endnu, så jeg håber, vi kan lære sammen.«

Et projekt for hele familien

Julia Sofia Aastrup har altid drømt om at være på skærmen og oprettede sin kanal på YouTube for tre år siden. Hendes popularitet steg så kraftigt, at hun for et år siden valgte at gøre sin fritidsinteresse til sit fuldtidsjob og droppede ud af gymnasiet. Hun er blevet et brand i sig selv og er for nylig udkommet med en bog, der i øjeblikket er den mest solgte hos Arnold Busck.

Piger udgør 90 procent af følgerne på Julia Sofias kanal, der fokuserer på beauty og lifestyle. Hun behandler emner som kærlighed og selvværd, der fylder hos piger og unge kvinder, mener hun. Julia Sofia Aastrups målgruppe er piger helt ned til otte år og op til 25 år.

Det er især de unge piger, hun kan mærke kærligheden fra. Det er oftest dem, der stopper hende på gaden eller kommer med gaver til hende, når hun er ude og signere bøger. Julia Sofia Aastrup går meget op i sine fans – de er hendes bedste venner.

»Sidste jul opfordrede jeg mine følgere til at sende mig breve, som jeg kunne åbne og besvare i en video. Responsen var overvældende. Hver dag i hele december måned måtte postbuddet slæbe en stor kasse fyldt til randen med breve op til vores hoveddør. Jeg tror, han blev lidt træt af det. Men jeg er blevet lidt af en virtuel storesøster, så jeg nød det og prøvede at besvare brevene, så godt jeg kunne.«

Julia Sofia er også storesøster i den virkelige verden. YouTube er blevet et projekt for hele familien, der udover hendes forældre består af en lillesøster og en lillebror. De medvirker af og til i Julia Sofias videoer og tager med hende til alle hendes arrangementer. De er blevet inkorporeret i sådan en grad, at hendes lillesøster, Ida, har knap 145.000 følgere på Instagram og også bliver bedt om at skrive autografer.

»For bare et halvt år siden havde jeg ikke troet, at jeg skulle have opnået det, jeg har i dag. Men jeg er meget taknemmelig, og jeg elsker det, jeg laver. I fremtiden vil jeg gerne blive ved med at udvikle mig kanal og skrive en bog til. Og så må jeg ellers bare se, hvor det hele fører hen.«

Bliver set og lyttet til

Området syd for København er et mekka for youtubere. Blot syv kilometer fra Julia Sofia Aastrup, i Solrød Strand, bor Signe Skov og Helena Perregaard. Sammen har de to piger kanalen SigneHelena, der laver sketches og humoristiske serier. I YouTube-universet bliver deres kanal defineret som entertainment. Efter halvandet år på platformen har pigerne fået knap 57.000 følgere og er blandt andet nomineret til »Årets Stjerneskud« til Guldtuben.

»Vi plejede at være klassens stille mus, men ved hjælp af YouTube er vi kommet ud af vores skal. Det har faktisk tvunget os ud, fordi vi begyndte at blive stoppet på gaden, og pludselig skulle vi vænne os til at være meget mere udadvendte. Selv om opmærksomheden har været overvældende, er det fedt at vise dem, der ikke anså os for at være noget, at vi nu bliver set og lyttet til,« siger Signe Skov.

De to piger går i 2. g, men har været bedste veninder siden børnehaven. Når den ene taler, forstyrrer den anden ikke. Hvis de endelig siger noget samtidig, er det simultant. De er en enhed på YouTube og i deres privatliv. Næsten uden undtagelse taler de på hinandens vegne, som om de ikke er et sekund i tvivl om, hvad den anden føler og tænker.

Derfor var det en selvfølge, at de skulle starte en YouTube-kanal sammen. De havde egentlig ingen ambitioner om at blive kendte ansigter, men det tog hurtigt fart, da de kom på YouTube. De var ikke forberedt på at få så meget opmærksomhed, som de oplever i dag, men indtil videre har det ikke taget overhånd, siger de.

De to youtubere Signe(th) og Helena(tv), der har en kanal sammen. De er nomineret til »Årets Stjerneskud« i Guldtuben 2016.
De to youtubere Signe(th) og Helena(tv), der har en kanal sammen. De er nomineret til »Årets Stjerneskud« i Guldtuben 2016.

På vej op ad kendisstigen

Langt de fleste aspekter er positive, og hvis de endelig får en negativ kommentar, har de hinanden at støtte sig til.

Signe Skov og Helena Perregaard vil lave videoer, deres unge målgruppe kan grine af, og skabe et rum, hvor seerne kan søge ly, hvis de er triste. De vil vise, at det er okay at være anderledes, og at man ikke behøver at være perfekt. Derfor er pigerne ligeglade med, at de nogle gange har dobbelthage på videoerne, og at deres make-up ikke altid sidder, som den skal.

I takt med, at Signe Skov og Helena Peeregaard har fået et stort publikum, får de flere og flere tilbud fra virksomheder, der ønsker at lave et samarbejder med dem. Pigerne har eksempelvis lige været i Hamborg for at lave en video sponsoreret af DSB, men oftest takker de nej til tilbuddene.

»Vi siger kun ja til kampagner og samarbejdspartnere, som vi kan se os selv i. Det virker ikke troværdigt, hvis vi reklamerer for alle mulige produkter, som vi ikke nødvendigvis synes er fede. Vi tænker meget over, at det skal være noget, vi kan stå inde for,« siger Helena Perregaard.

Pigerne er på vej op ad kendisstigen. De er taknemmelige for deres succes, og selv om det af og til er hårdt at være genstand for meget opmærksomhed, er de ikke i tvivl om, at de vil fortsætte med at udvikle deres kanal på YouTube.

»Jeg har det godt med at være Signe fra YouTube, og det tror jeg ikke ændrer sig. Jeg er ikke flov over noget, vi har lagt op, men stolt over, hvor langt vi er kommet. Vi håber begge, at vi få en karriere i TV-branchen, hvilket YouTube er et godt springbræt til,« siger Signe Skov.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.