Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

12.10.2003 | Besat af DDR

Kort før Murens fald flygtede 18 østtyskere fra DDR-diktaturet og ind på den danske ambassade i Berlin. Detudløste et drama uden sidestykke i dansk diplomati.Dokumenter fra Stasi-arkiverne afslører, at den 15 år gamle sag langt fra er afsluttet.

Fotocollage: Marie Lind
Fotocollage: Marie Lind

BERLIN

En fredag formiddag i september for 15 år siden gik syv mænd, seks kvinder og fem børn op ad trappen til Danmarks ambassade i DDR på anden sal i en bygning på Østberlins hovedstrøg Unter den Linden.

De foregav at være turister og blev lukket ind i små grupper. De bad om dansk hjælp til at komme ud af deres land - et diktatur, der havde forskanset sig bag mur og pigtråd, og hvor mennesker rutinemæssigt blev skudt under flugtforsøg. De nægtede at forlade kontoret. Den følgende nat trængte østtysk politi på ambassadørens anmodning ind på ambassaden og førte dem alle væk. Mænd og kvinder blev sat i fængsel, børnene bragt til en lukket institution, der var så hemmelig, at kun sikkerhedspolitiet Stasi kendte den.

Alle fik inden for et halvt år deres ønske opfyldt og - efter internationalt pres - lov at rejse til Vesttyskland. Men sagen udløste en politisk krise i Danmark. Dramaet, uden sidestykke i dansk diplomati, fortsatte i flere år og er ikke slut endnu, fordi forklaringer fra danske embedsmænd fortsat adskiller sig fundamentalt fra de 18 østtyskeres. Berlingske Søndag kan i dag afsløre dokumenter fra Stasis arkiver, der stiller en del af de danske nøglepersoners udsagn fra dengang i et tvivlsomt lys.Således viser et Stasi-notat, at den danske chargé d'affaires - ambassadens næstkommanderende - mindre end tre timer efter belejringens begyndelse 9. september 1988 meddelte DDR-myndighederne, at han var indforstået med, at østtyskerne blev fjernet med politimagt.

Dette synes i modstrid med ambassadens egen forklaring til et undersøgelsesudvalg nedsat af Folketinget få uger efter. Her hedder det, at danske diplomater først ud på eftermiddagen meddelte de uønskede gæster, »at der ikke kunne gøres mere, og at det i sidste ende kunne være nødvendigt at bede politiet fjerne dem«. Ifølge beretningen ventede ambassaden også til om eftermiddagen med at drøfte muligheden af en politiaktion med de østtyske myndigheder. Stasis notat er imidlertid skrevet allerede klokken 14, fremgår det af papiret.

Hvis indholdet er sandfærdigt - og Stasi har næppe haft grund til at sminke denne sag internt i systemet - betyder det, at forklaringerne til undersøgelsesudvalget ikke er i overensstemmelse med sandheden i hvert fald i dette spørgsmål.

Notatet indgår sammen med en række andre dokumenter i en doktorafhandling på over 700 sider, som talsmanden for belejrerne, Wolfgang Mayer, har forsvaret ved universitetet i Bonn. Temaet er ambassadebesættelser, og omkring 40 sider er helliget begivenhederne på den danske repræsentation og efterspillet i København. Dertil kommer Stasi-papirerne.

Under forskning i DDRs efterladte arkiver fandt Mayer omkring 3.000 sider, som udelukkende beskæftiger sig med den danske affære. Det er Mayers tese, at besættelserne var et startskud til omvæltningerne i DDR, fordi de satte regimet under pres, alt imens de befandt sig i vestlige mediers projektørlys. Belejringen af den danske ambassade, mener Mayer, er særlig vigtig, fordi den var den første større af slagsen, og fordi den blev efterfulgt af de spektakulære massebelejringer af vesttyske ambassader i Prag og Budapest i sommeren 1989, hvilke var med til at udløse Murens fald. Også nordkoreaneres flugt ind i vestlige ambassader i Beijing de senere år er, siger han, en udløber af aktionerne dengang.Dokumenterne viser, at selv de østtyske myndigheder ikke var meget for at betræde den danske ambassade for at fjerne belejrerne. Også andre vestlige ambassader havde frarådet en sådan aktion. Ambassadøren, Erik Krogh-Meyer, og ambassaderåd Henning Becker Hansen bad alligevel DDR om at smide dem ud. Disse oplysninger kom allerede frem i beretningen fra folketingsudvalget i november 1988. De nye papirer viser imidlertid også, hvordan en borgerlig, dansk regering, efter at affæren var blevet offentligt kendt, samarbejdede næsten venskabeligt med det kommunistiske DDR-styre for at løse sagen og befri statsminister Poul Schlüter (K) for det tryk, han ifølge udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) var udsat for.

Ellemann-Jensen talte om statsministerens problem under et møde med sin DDR-kollega Oskar Fischer i Københavns lufthavn 6. oktober 1988. Her bad han »på vegne af statsministeren om at undersøge, hvilke muligheder DDR ser for at handle hurtigt i den bekendte 'sag' (ambassadebesætterne), og reagere således, at det 'enorme pres', som statsministeren er kommet under af visse kræfter, kan fjernes,« fremgår det af et lyntelegram fra Fischer til stats- og partichef Erich Honecker.

Otte dage forinden udtrykte Ellemann-Jensen sig »anerkendende om det meget gode samarbejde mellem den danske ambassade og DDRs udenrigsministerium«, hedder det i et andet lyntelegram, denne gang fra Østtysklands FN-ambassadør Peter Florin efter en samtale med ministeren i New York.

Endelig melder DDRs ambassadør i København, Norbert Jaeschke, i et telegram 29. september 1988, at statsminister Schlüter beklager den »lidt for frie presse«, der puster besættelsen »utilbørligt op«. Statsministerens udenrigspolitiske rådgiver, kommitteret Niels-Jørgen Nehring, siger ifølge telegrammet, at mange danske politikere »med hånden for munden ser på Krogh-Meyers holdning og handling med agtelse, men at ingen er parat til offentligt at optræde for ham.« Den danske presses holdning betegnede Nehring som »smagløs«, rapporterer ambassadøren.Schlüter og Ellemann-Jensen kunne, fremgår det af beretningen fra 1988, ikke direkte holdes til ansvar for, at Danmark, som formentlig eneste land i Europa, havde tilladt politi fra en diktaturstat at betræde sin ambassade for med magt at hente systemkritikere. De blev først orienteret flere døgn efter, at rydningen var foregået. Statsministeren nåede sågar at lande på et længe planlagt officielt besøg i DDR og hilse på Erich Honecker, inden han ved en frokost i ambassadørboligen blev sat ind i, hvad der var hændt.

Krogh-Meyer sagde senere, at det bl.a. var på grund af statsministerens tilstundende visit, at han havde ladet ambassaden rydde for belejringen. Gruppens talsmand, Wolfgang Mayer, fortæller, at det netop var den danske regeringschefs besøg, der havde fået dem til at vælge denne ambassade. Han havde tiltro til, at Schlüter, som statsminister »for en frihedselskende nation«, ville lægge pres på DDR, så gruppen, der gennem flere år havde søgt om udrejsetilladelse, kunne tale med en kompetent embedsmand, der kunne sætte skub i processen. »Vi vidste, at Danmark spillede en positiv rolle under nazismen og gav forfulgte et hjemsted,« siger han.

I stedet besluttede ambassadøren, ifølge eget udsagn med støtte fra lederen af det danske udenrigsministeriums retsafdeling Tyge Lehmann, at gøre kort proces med de 18 østtyskere. Det skete, efter de havde afslået et tilbud fra DDRs myndigheder om straffrihed og forhandlinger om udrejse, når de var vendt tilbage til deres hjemegn Thüringen i det sydligste Østtyskland. Gruppen afslog, fordi de efter årelang erfaring ikke havde tillid til den slags løfter. Lehmann har senere klart afvist, at han bakkede ambassadørens beslutning op.»Omkring klokken 2.30 om natten blev alt tyst på ambassaden,« fortæller Mayer. »Alt personale var forsvundet. Kort efter kom en enkelt, østtysk officer ind i den lille reception, hvor vi sad eller lå, og opfordrede os til at forlade stedet. Da vi nægtede, trængte mindst 20 unge Stasi-mænd med stålblik ind i lokalet. Da vi så Stasi på ambassadens grund, brød en verden sammen for os. Det var nyttesløst at sætte sig til modværge.«

De 18 østtyskere blev ifølge Mayer ledt »ned ad trappen gennem et tæt spalier af Stasi-medarbejdere. Vi blev straks arresteret og kørt bort i en rejsebus, med grupper af Stasi-folk i begge ender af bussen, så vi ikke kunne slippe væk.«

Mayer erklærer, at der i alt deltog omkring 100 Stasi-betjente i aktionen. Dette står i skærende modsætning til beretningen til Folketinget, i hvilken danske diplomater fastslog, at der kun var »to civilklædte politifolk, hvoraf den ene blev lukket ind i receptionen, hvor han bad de 18 om at følge med. Uden nogen form for modstand eller diskussion fulgte de 18 herefter med ned til en bus, der ventede i ambassadens baggård, og kørte væk. Det var ikke muligt for ambassadens personale at konstatere, om der befandt sig politi eller andre personer i øvrigt ud over chaufføren i den ventende bus«.

Hvordan kan to udsagn om samme sag være så forskellige? Wolfgang Mayer, som Berlingske Søndag i den forløbne uge har besøgt i Erfurt, har en enkel forklaring: »Der var ingen danske vidner,« siger han. »Der var intet dansk personale i syne, da Stasi trængte ind på ambassaden.«

Derfor, tror Mayer, bygger udsagnene om Stasi-aktionen i beretningen fra Folketinget på oplysninger, som de danske diplomater har fået fra det østtyske udenrigsministerium og advokaten Wolfgang Vogel, der var hyret som gruppens advokat. »Men både folkene i DDRs udenrigsministerium, som danskerne havde kontakt med, og Vogel samarbejdede med Stasi. Det viser arkivpapirerne også. Jeg har undret mig over, at de danske diplomater virkelig ikke vidste, at Stasi var med overalt. Måske ville de ikke vide det.«

Mayer kan ikke bevise, at der var 100 mand om aktionen og ikke to, som danskerne hævder. »Men de andre 17 i gruppen er jo også øjenvidner. Og selvfølgelig ville vi ikke have forladt ambassaden, hvis der bare var kommet to civile betjente. Det burde være indlysende,« siger han. Mayer arbejder nu på at finde dokumentationen i den del af Stasi-arkivet, der opbevares på mikrofilm. »Det er vigtigt for mig at vise, at vi ikke lyver,« erklærer han.Doktorafhandlingen udpeger flere andre punkter i beretningen fra Folketinget som forkerte:

Det hævdes, at »ambassaden på det nærmeste var taget som gidsel, og at gruppen agtede at blive på ambassaden indtil de forestående statsministerbesøg« eller »indtil udrejsetilladelse forelå«. Ifølge Mayer ønskede man kun en forhandling med »en kompetent person fra DDR-regeringen«. Desuden, siger han, havde gruppen »gentagne gange« tilbudt Becker Hansen at forlade ambassaden tidligt om morgenen, når de fem børn havde sovet ud.

Det hævdes, at kvinderne straks efter politiaktionen blev sat på fri fod. De blev imidlertid fængslet sammen med mændene og forhørt i dagevis. De blev først løsladt efter vestlig presseomtale.

Det hævdes, at der efter aktionen blev fundet et bønskrift til den danske dronning i receptionsområdet. Ifølge Mayer blev brevet afleveret til Becker Hansen allerede ved 18.30-tiden, altså otte timer inden rydningen.

Mayer fortæller endvidere, at han aldrig mødte ambassadør Krogh-Meyer. »Alle samtaler foregik med Becker Hansen, som i begyndelsen var saglig og forstående, men pludselig skiftede om og blev meget bestemt, da han opdagede, at vi ikke uden videre ville forlade ambassaden. Vi er også forundret over, at man aldrig spurgte til vores udlægning af sagen. Da de danske diplomater mødte op i Folketingets udvalg, fortalte de kun lige det, som på dette tidspunkt ikke kunne modbevises.«I beretningen fra Folketinget hedder det dog, at belejrerne »optrådte roligt og høfligt og oplyste, at de ikke ønskede asyl i Danmark«. De var, siges det »ikke forfulgt af myndighederne, men flere af dem havde mistet deres stillinger på grund af udrejseansøgningerne«.

Også den sidste sætning er forkert, viser det sig nu. Berlingske Søndag er i besiddelse af en kopi af et Stasi-dokument, dateret 21. juli 1988, der fastslår, at Wolfgang Mayer var under overvågning, bl.a. fordi han var en »hårdnakket ansøger« om flytning til Vesttyskland. Målet for Stasis »operative personkontrol« er bl.a. »udarbejdelse af en mistanke om begåelse af strafbare handlinger«. Stasi forsøgte altså at finde på en lovovertrædelse, man kunne hæfte på Mayer. Der var tale om »indledning af en forundersøgelse med varetægtsfængsling«, fremgår det af dokumentet.

Læreren Mayer havde på det tidspunkt været arbejdsløs i tre år på grund af Berufsverbot - et politisk ansættelsesforbud. Mayer havde i mange år været modstander af regimet og nægtet at blive medlem af kommunistpartiet SED. Han var også frataget sit ID-kort og måtte nøjes med et midlertidigt bevis, der stemplede ham som politisk udskud. Andre medlemmer af gruppen havde lignende skæbner. Da de blev fængslet efter udsmidningen fra den danske ambassade holdt Danmark et øjeblik helt op med at interessere sig for dem. »I betragtning af den alvorlige risiko for de 18, som deres fjernelse ved myndighedernes bistand kunne indebære, og hensynet til baggrunden for deres anmodning om bistand kan det dog undre, at ingen fra dansk side, hverken under besøget i Berlin eller i dagene derefter, undersøgte, hvad der var sket med de 18,« hed det dengang i beretningen til Folketinget.

Indtil udvisningerne de følgende måneder måtte de igennem en retssag, hvis domme, viser Stasi-papirerne nu, var afgjort på forhånd. De skulle have haft frihedsstraffe, men på grund af reaktionerne fra udlandet, ikke mindst i medierne, blev de gjort betingede. Dommeren var et særlig hårdhændet SED-medlem, der efter Murens fald flygtede med en formue over Liechtenstein og Schweiz og bor i dag formodentlig i Cuba.

Wolfgang Mayer har siden marts 1989, hvor han blev udvist af DDR, arbejdet som bl.a. lærer, videnskabelig medarbejder ved det daværende CDU-hovedkvarter i Bonn og skrevet sin doktorafhandling, som fik førstekarakter. Siden er han flyttet tilbage til Thüringen og er i dag lærer på en handelsskole i Erfurt. »Jeg elsker Danmark,« siger han. »Jeg kommer på ferie mindst hvert andet år, helst i Jylland eller på Møn. Man må skelne mellem enkelte menneskers fejl og et lands udstråling.«Wolfgang Mayers doktorafhandling er udgivet i bogform: »Flucht und Ausreise - Botschaftsbesetzungen als Form des Widerstands gegen die politische Verfolgung in der DDR«. 728 sider. Anita Tykve Verlag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.