Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

11 fantastiske ting i Venedig

Verdens største kunstbegivenhed, Biennalen i Venedig, åbner i dag. Her er 11 highlights fra lagunebyen.

Solnedgang over Venedig set fra lagunen
Solnedgang over Venedig set fra lagunen

Helvede

Palazzo Ducale – bystatens historiske magtcentrum – er i sig selv et besøg værd på grund af de rigt udsmykkede sale. Men Dogepaladset viser også regelmæssigt kunstudstillinger. Til 4. juni således Hieronymus Bosch, den nederlandske 1500-talsmaler, der blev kendt for sine skræmmende helvedesvisioner. Trænger man efter det til et besøg i Guds hus, er nabobygningen Markuskirken. En ualmindeligt overdådigt udsmykket kirke, som der altid er en lang kø foran.

Kønsrollerne

I Markuspladsens modsatte side ligger Museo Correr, Venedigs bymuseum, der fortæller om den rige og dramatiske fortid. Også Correr viser jævnligt kunstudstillinger - og denne gang én med den fabelagtige, iranskfødte billedkunstner Shirin Neshat. Neshat lever i dag i Vesten og har skabt en række æstetisk betagende film om en kultur, hvor kønnene er adskilt, og mænd bestemmer over kvinder. Til 26. november.

Harry´s

Har man interesse for litterær mytologi, er et besøg i Harry´s Bar nærliggende. Også i forhold til Markuspladsen. Det var Hemingways stambar og mødested for mange af det 20. århundredes kunstnere og intellektuelle. Navnet skyldes Harry Pickering. Harry var en ung mand, der blev sendt til Europa for at blive kureret for sin begyndende alkoholisme (sic!). Det lykkedes heller ikke. Man han lånte nogle penge til bartenderen Giuseppe Cipriani, der opkaldte sin restaurant efter ham.

Overfarten

Venedig er bygget på vand, som man passerer via broer. Der er cirka lige så mange, som der er dage i året. Men man kan også krydse Canal Grande i gondollignende både, der hedder traghetti, Er man virkelig cool, står man op i båden under overfarten, mens man læser byens dagblad, Il Gazzettino. I gamle dage var der også nogle, der røg en cigaret undervejs.

Udkantsroen

Venedig var en mægtig bystat i datidens Europa. I dag er byen en turisttemapark. Værst er det omkring Markuspladsen og på vejen til Rialtobroen; den vældige marmorparentes, som forfatteren Joseph Brodsky kalder Venedigs første bro. Men der er også en slags udkants- venedig. Kvarterer som Cannareggio og Dordoduro, hvor det faktisk er muligt at finde fredelige pladser, hvor også lokalbefolkningen vover at sidde.

Forfriskningen

Kaffen er helt fantastisk i Venedig, som i Italien og store dele af Sydeuropa i det hele taget. Men vil man have noget stærkere, kan man bede om en ombra. Det er et ældre, lokalt udtryk, så det kan være, tjeneren i dag spørger, om det er vin, man mener, og så siger man bare ja. Ved middagstid tager man den hvid, for at tørre skyggen af panden, som det hedder. Om morgenen drikker gondoliererne rød for at tage gusen fra lagunen.

Himmelfarten

Det er ikke kirker, der mangler i Venedig, og kirkerne mangler ikke stor kunst. Ikke de betydeligste af dem i hvert fald. Skal man nøjes med ét billede i én kirke, er det Basilica dei Frari, for her hænger et af kunsthistoriens bedste billeder: Tizians skildring af Marias himmelfart. En storladen og dengang revolutionerende komposition. Smukke farver. Vidunderligt maleri.

Kærligheden

Venedig er en by, der for mange mennesker appellerer til romantikken. Sene middage på de små pladser, turen tilbage til hotellet hånd i hånd, måske en tur i gondol,hvis man har fået mange penge tilbage i skat. Så kan man sejle under Ponte del Sospiri, hvorfra den legendariske forfører Cassanova i 1756 for en stund undslap sin skæbne, og det siges, at hvis to elskende kysser hinanden under Sukkenes Bro, og solen ellers står rigtigt, skal livet ikke mangle erotisk lykke.

Døden

Få minutters sejlads fra selve hovedøerne ligger Venedigs kirkegård – hvis man trænger til lidt fred. I dag skal man på det nærmeste føre sin familie tilbage til La Serenissimas (den mest strålende og ophøjede bys) første doger for at blive begravet der, men også prominente udlændinge ligger her, for eksempel komponisten Igor Stravinskij.

Kunstarven

Kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig slog Peggy Guggenheim, en amerikansk kvinde fra en meget velhavende familie, sig ned i Venedig og købte et palazzo non compiuto, et aldrig færdigbygget palads, ved Canal Grande og indrettede det med en meget fin samling af moderne kunst. Guggenheim viser også særudstillinger. Til 26. juni kan man se den danske surrealist Rita Kernn-Larsen.

Biennalen

Og så er Venedig kendt for sin biennale, der åbner for publikum netop i dag. Den første og stadigvæk den vigtigste biennale - indstiftet i 1895. Officielt for at markere kong Umbertos og dronning Margheritas sølvbryllup. Mere jordnært for at lokke turister til byen, der dengang ikke var overfyldt af dem. Biennalen vises i det tidligere orlogsværft Arsenale, i pavilloner i parken Giardini samt på talrige adresser rundt om i byen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.